Til nye medlemmer eller andre, der aldrig har hørt om Vintercup, følger her en lille beskrivelse af vintercup.
Vintercup er orienteringsløb på cykel og kan køres af alle. Man cykler parvis, to og to.
Rigtig mange deltagere går op i konkurrencen med liv og sjæl, men lige så mange cykler Vintercup fordi det er sjovt og socialt og fordi Vintercup er masser af god udendørs cykelmotion.
Vintercup kan køres på en mountainbike, en gravel cykel, en racercykel med vinterdæk eller måske en crosscykel. Almindelige sportscykler kommer også rundt.
Tidligere var det et krav, at du var medlem af en af DCU Motion region Sydjylland/Fyn's motionscykelklubber for at deltage i Vintercuppen. Sådan er det ikke mere. Pr. 2023 er reglerne laver om, så du kan være med også selvom du ikke er medlem af en cykelklub. Som Baghjulet kan du med andre ord sagtens finde dig en makker uden for klubben, hvis du har én du gerne vil cykle vintercup sammen med.
Hvis I aldrig har prøvet at køre Vintercup før, kan I komme og deltage en gang, uden at betale.
Hvis I har prøvet det før, men ikke er klar til at betale for en fuld afdeling, kan I deltage i en enkelt afdeling for 200 kr. Læs mere på www.vintercup.dk
Vintercup køres hen over vinteren, den første søndag i hhv. november, december, januar, februar og marts. Der er på forhånd udvalgt 5 arrangerende klubber, som afholder cuppen på skift - derfor kommer man rundt og ser en masse spændende terræn i Sydjylland og på Fyn.
Man kører i aldersopdelte klasser - herre, dame eller mix - således at man konkurrerer med nogetlunde ligeværdige. Aldersopdelingen sker efter parrets gennemsnitsalder.
Parrets starttider offenliggøres på www.vintercup.dk, og ligger klar for hele vinteren ved sæsonstart.
I møder i god til, på det sted, hvor afdelingen køres fra (typisk med udgangspunkt fra en sportshal). Ofte er der mulighed køb af kaffe og morgenbrød. Det kan I læse om i den indbydelse, som ligger på nettet, før hver afdeling.
Kort før de første ryttere sendes af sted, er der information, hvor arrangørerne fortæller om eventuelle særlige forhold, der skal tages hensyn til, når man cykler ud i dag. Der kan f.eks. være lodsejere, som har forment os adgang til forskellige områder. Sådanne områder er skraveret rødt, på det kort vi får udleveret og disse adgangsforbud skal overholdes.
Når starten går fra startboksen, får man udleveret sit kort og så kommer det rigtig sjove. At orientere sig, at læse og forstå et kort, at finde ud til posterne og at svare rigtigt på det spørgsmål, der hænger ved posten.
Man har 1½ time til at forsøge at finde så mange af de 12 poster, som muligt. Posterne må tages i vilkårlig rækkefølge.
Posterne giver point for fundet post samt yderligere point, hvis man svarer rigtigt på spørgsmålet. Bruger man mere end 1½ time, får man strafpoint. Der kan ligge en stor sport i, at regne ud om det vil kunne betale sig, at cykle ud og hente en post mere eller om man gør klogere i, at være hjemme til tiden.
Når man er i mål, beregnes holdets point.
Det hold i klassen der har flest point opnår 1. pladsen. Den placering (1., 2., 3. .... 10. osv.) man opnår, tælles sammen og jo lavere tal der opnås, jo højere placering i den samlede cup. Tre 1. pladser giver f.eks. 3 point. Tre 10. pladser giver 30 point.
Det er de 3 bedste af de 5 afdelinger, som kommer til at indgå i den samlede placering. Det er tilladt holdet, at køre 1 soloafdeling (hvis makkeren skulle være forhindret). Mere end 1 solo, vil ikke komme til at indgå i konkurrencen.
Spørgsmål vedr. Vintercup kan til enhver tid rettes til Baghjulets Vintercupudvalg. Find dem under menupunktet Kontakt.
Vi håber der er flere Baghjulere, der har fået lyst til at prøve kræfter med Vintercup og byder nye, såvel som gamle Vintercuppere, velkommen til næste sæson.
Mere info på www.vintercup.dk.