sikker paa cykel i baghjulet

 

FØR DU CYKLER UD MED BAGHJULET

· Dine forsikringer skal være på plads
· Din cykel skal være sikker og i orden
· Du skal huske slange, lappegrej og pumpe
· Du skal være praktisk påklædt
· Du skal medbringe en flaske vand og evt. lidt energi i form af en banan eller en energibar.

Børn under 15 år, skal være ifølge med en voksen og du SKAL bære cykelhjelm! 

 

SÅ ER VI KLAR - LAD OS KOMME AF STED

 

TURLEDEREN

Fra april til september kører grupperne med turleder. Turlederen er en klubkammerat, som har lagt ruten og hans eller hendes anvisninger skal følges.

Turlederen har ikke mere ansvar for sikkerheden end alle andre i gruppen - alle har ansvaret for at bidrage til sikkerheden og den gode stemning i gruppen.

Baghjulet cykler i grupper med maximalt 15-20 ryttere pr. gruppe. Hvis der er mere end 20 deltagere i gruppen, deles op i to grupper, før der køres ud og der udpeges en ekstra, frivillig turleder blandt de fremmødte, eller der køres i to grupper med ca. 100 m mellemrum.

Uanset gruppe, cykles der på de svages betingelser.

Det er okay at sidde på hjul hvis formen ikke er til føringer. Alle kommer med hjem, og ingen efterlades ude på ruten, dog med undtagelse af torsdagsturen, hvor kun sidste gruppe samler op.

 

ERFARNE HJÆLPER DE UERFARNE

Det er god Baghjulsånd, at de erfarne ryttere hjælper de uerfarne på en kammeratlig og diplomatisk måde – Vi har alle noget at lære.

Når du cykler repræsenterer du alle motionscykelryttere og når du cykler i Baghjulets klubtøj, repræsenterer du oven i købet Baghjulet. Vær derfor et godt eksempel for alle motionscykelryttere og for klubben.

• Vis hensyn
• Provokér aldrig andre trafikanter!
• Gældende færdselsregler skal selvfølgelig overholdes.
• Vær et godt eksempel
• Hils høfligt på medtrafikanter på landeveje og skovstier – vis god Baghjulsånd.

Vi opfører os ordenligt.

 

KØRSEL I BAGHJULETS GRUPPER

Vi cykler i rækker 2 og 2 (det kaldes paradekørsel) når vejforholdene tillader det og enkeltkolonne hvis forholdene byder det.

Vi cykler aldrig 3 og 3 eller mere!

Vi cykler i højre side, også selvom vejen er bred og ikke særligt trafikeret.

Hvis du har brug for at ændre retning skal du orientere dig bagud før du skifter bane. Vær altid opmærksom på trafikken og vejens beskaffenhed, også selvom du sidder bagerst.

Du cykler på eget ansvar, men er også ansvarlig, via din kørsel, for de omkringliggende rytteres sikkerhed.

Vi praktiserer rulleskift  - Snejbjerg-skiftet - og det kan du se her.

 

NÅR TUREN STARTER

De hurtigst kørende grupper kører ud fra mødestedet først.

De første 5-10 kilometer fungerer som opvarmning og tilbagelægges i moderat tempo. Farten sættes ikke op, før vi er kommet godt ud af byen.

Hvis der køres mod Jylland, køres der altid enkeltkolonne hen over den gamle Lillebæltsbro.

Alle holder rækken og rytmen i feltet, med andre ord, ingen løse eller flagrende ryttere i 3 eller 4 position.

Overskrid aldrig vejmidten! Det er forbudt!

Hold et jævnt tråd. Brems aldrig pludseligt op.

Får du brug for at undvige, så forsøg at undvige til højre – hellere en tur i rabatten end ud mod trafikken.

"Ind på en række" sker altid ved at flette som "lynlåsprincippet".

 

ADVARSELSRÅB

De forreste ryttere advarer i god tid, ved forhindringer forude (f.eks hul, helle-anlæg, glasskår, parkerede biler, modkørende trafik mv).

De bagerste ryttere advarer ved bagfrakommende trafik mv.

Kommandoforplantning foregår med råb eller håndsignaler. Lær håndsignalerne at kende fra mere erfarne ryttere.

Forskellige advarselsråb:

"Stopper" - Når der stoppes op
"Forfra" - Ved trafik (eller fodgængere) forfra
"Bagfra" - Ved trafik bagfra
"Se op / Se op venstre / Se op højre" - advarsel ved forhindringer fra siderne.
"Saml op" - Hvis de bagerste ryttere er sakket agter ud.

BEMÆRK! Ved kommandoen "Saml op" skal farten tages af og nedbremsningen foretages i en rolig bevægelse. "Saml op" foretages altid således, at bagfrakommende kan se "hovedfeltet". Aldrig opsamling efter et sving.

Foretag aldrig panikopbremsninger.

Pas imidlertid på ikke at "overadvare". Advar kun, når det er nødvendigt. Lad være med at påpege hver eneste lille forhindring på vejen. Det kan give uro i feltet og fjerner opmærksomheden fra reelle forhindringer.

Overser du alligevel et hul i vejen, så kør hellere igennem det/hen over det, frem for uventede sving eller opbremsninger. Hellere en punktering end en bunke ryttere på vejen.

Overhal aldrig indenom!

Det er god kørediciplin aldrig at "overlappe" den forankørendes baghjul. Lig bag den forankørende og undgå viftekørsel.

 

ADVARSELSTEGN MED HÆNDERNE

Pas på, du ikke mister balancen på din cykel, når du slipper styret for at give tegn bagud. Hold generelt godt fast i styret og placer hænderne yderst på styret.

 

ORIENTERING BAGUD

Har du brug for at vende dig om, for at orientere dig bagud, så læg først forsigtigt en hånd på sidemanden skulder. Derved holder du balancen og undgår at miste retning.

Slip aldrig styret med begge hænder på én gang.

Hold generelt begge hænder på styret, når du cykler i gruppe.

Hold blikket fast rettet på køreretningen, også mens du samtaler med sidemanden.

Mobiltelefoner må ikke anvendes under kørsel på cykel.

 

IDENTIFIKATION

Det er en god idé at medbringe en form for identifikation, når du cykler. Skriv f.eks. navn, adresse og telefonnummer i din hjelm eller opbevar kontaktdata, i din sadeltaske eller baglomme, på en person som kan kontaktes i nødstilfælde. Evt. et ID armbånd med relevante persondata kan også være nyttigt.
Baghjulet tilbyder p.t. ikke identifikationskort.

 

HVIS ULYKKEN ER UDE

• Bevar roen - få overblik.
• Stands ulykken - sæt nogen til at advare andre trafikanter og kom væk fra vejen.
• Giv førstehjælp - stands blødninger, læg tilskadekomne i aflåst sideleje, forebyg chok.
• Tilkald hjælp - brug 112 - oplys navn - personnummer - uheldsstedets adresse og skadens omfang.
• Få modpartens navn - adresse - bilens registreringsnummer og navn på forsikringsselskab.
• Medbring dit navn, adresse og tlf. nr. samt evt. kopi af sygesikringsbevis i din cykeltaske.
• Sørg for, at tilskadekomnes familie får besked og cyklen bringes hjem.
• Tal med de andre om uheldet og lær af begåede fejl.
• Ved alvorlige uheld bør politiet tilkaldes, af hensyn til en objektiv undersøgelse og placering af erstatningsansvaret. Tlf. nr. til politiet er 114.

Vis hensyn - det smitter.

Lad os sammen starte en epidemi!

Støt dem, der støtter Baghjulet