De kloge, de seje og de rigtig stædige

Udgivet 05-09-2016, tags: Kvinder | Løbsberetninger |

Tour de Femme 2016 er kørt - det sidste af sommersæsonens 3 damearrangementer, som var slået op i Baghjulet. Møn Rundt for Kvinder og Hjerterdametouren var for længst godt overstået.

tourdefemme 16 holdet

Nu ville skæbnen så, at vejrguderne valgte at lade skybrud, "farligt vejr" og massiv, daglange byger sætte dagsordenen denne 4. september.

Om det var det, der betød afbud fra 5 ud af 12 tilmeldte piger, skal jeg lade være usagt. I et retroperspektiv fristes man nu alligevel til at udråbe:

 

"De kloge"

... til at være dem, der blev hjemme med rundstykker, basser og blødkogte æg.

Tour de Femme er ellers ikke noget billigt motionscykelløb, at blive væk fra.

Melder man sig til på dagen, koster de 100 km 4,50 kr. pr. kørt kilometer. For dem får man (foruden den opmærkede rute) 6 velassorterede depoter, en plastikmedalje, mulighed for massage og yoga, servicebiler, tidtagning og en Goodie Bag.

Goodie Bag'en indeholdt i år opvaskemiddel (til dem der vasker op i hånden), afspændingsmiddel (til dem der har en opvaskemaskine), neglelakfjerner, Curl Cream (det er til håret), diverse blade, en liter juice, en pakke kiks - og en karklud!

4,7 kg. kolonialvarer!

Men nu tilbage til de Baghjulspiger, der valgte at møde op.

Opdelt i 3 grupper, bevægede de sig ud i regnvejret.

 

"De seje"

Meldingerne lyder fra Karin Iwersens gruppe ( som bestod af Lone, Jette, Gitte H. og Karin), at turen gik fint - på trods af, at Gitte H. havde et væmmeligt styrt kun 10 km efter starten.

Der er 1400 deltagere til Tour de Femme og mange deltagere cykler ikke i klub og i gruppe til hverdag, så der kan hurtigt opstå farlige situationer, når nogen foran trækker bremserne.

Gitte H slap med forskrækkelsen, en ødelagt hjelm og skrammer.

"Det var vådt, vådt, vådt", sagde Karin "Men hindbærsnitterne ved depotet på Hov Havn kan om noget, holde moralen i vejret og vi gennemførte med 21 km/t i snit - ikke dårligt, under de forhold".

Irene og Kirsten cyklede sammen og var ramt af en punktering kort efter start. De fik hjælp af en tililende "Vandkanin" (som løbets mandlige hjælpere kaldes). Også de havde en våd, men trods alt god tur.

Vi udråber disse 6 Baghjulspiger til gruppen af "De seje".

 

"De rigtig stædige"

Helle, Helle, Lena og Dortes gruppe var ramt af mange punkteringer. Lidt statistik fra den side lyder:

  • 5 stk. punkteringer
  • 7 stk. forbrugte slanger (inkl. dem med knækkede ventiler og flænger)
  • 2 stk. gaspatroner
  • 1 stk. nyt dæk
  • 7 stk. tililende servicemænd i arbejde

tourdefemme 16 punktering2

4-mandsgruppen kom fra hinanden og måtte splitte op og jeg selv kørte (til min egen forbløffelse) af ruten og gennemførte 100 selvvalgte km, sådan ca. parallelt med ruten og dem havde jeg da ikke behøvet, at betale 4,50 kr. pr. kilometer for.

Vi udråber firemandsgruppen som "De rigtig stædige"! (En rigtig "Klog" havde nok ringet efter en taxa med cykelstativ).

hellep lena


Alle (altså på nær mig) gennemførte Tour de Femme 2016 og kom rigtigt i mål.

Piger? Ved I hvad?

Den her tur er vi nødt til at gøre om til næste år!

Det kan umuligt blive så dårligt vejr igen og alle de flinke hjælpere og dygtige arrangører fortjener, at vi kommer og går Tour de Femme 2017 til en ordentlig fest dag.

 

 

Helle Stougård

Støt dem, der støtter Baghjulet