Genoptræning - en hjertesag!

Udgivet 17-05-2015, tags: Træning |

Det var ikke lige det jeg havde forventet: At jeg i mit aktive seniorliv skulle stifte bekendtskab med 2 nye cykler, nemlig en trehjulet seniormodel og en tandemcykel. Men som en tyv om natten kom blodproppen og stjal min fulde førlighed - uden nogen forudgående symptomer.

Det hele startede Påskedag, hvor jeg havde en underlig fornemmelse i mit ene ben. Jeg kunne ikke styre ben, som føltes nærmest følelsesløst. Da jeg kunne konstatere, at disse symptomer ikke forsvandt af sig selv - men derimod blev værre og værre, måtte jeg tage en beslutning. Jeg valgte at tage til lægevagten på det lokale sygehus, hvor jeg kom ind til en lidt fortravlet læge med mange ventende patienter.

Hun fik at vide, hvordan jeg havde det: nemlig sovende og manglende styring af mit venstre underben og specielt er det galt med foden. Jeg fortalte hende, at jeg er inkarneret cykelmotionist og dagen forinden har cyklet 50 km ( "suppeturen") uden problemer.

Hun sad lidt og spekulerede...... og udbrød herefter: " så er det nok er noget MUSKULÆRT".

Tjaaaa.....! tænkte jeg, hun er jo læge, hun må vide bedst - men det skulle forholde sig helt anderledes, viste sig desværre.

Om aftenen bliver det nemlig meget værre og jeg bliver indlagt akut på Vejle Sygehus ved midnatstid. Her konstateres det, at det er en blodprop i højre siden af hjernen. Det afstedkommer i de fleste tilfælde at venstresiden af kroppen bliver ramt.

Hvad man kan konkludere ud fra denne oplevelse er, at det er en selv, der kender sin krop bedst. Så kære motionister - tænk på det, næste gang I går til lægen.

Når man så får en så alvorlig diagnose som en blodprop, farer der en masse tanker gennem hovedet, fx om man resten af sine dage skal sidde i en kørestol, have sin mad gennem en sonde m.m.. Skrækscenarierne er mange...... uhyggeligt mange.

På sygehuset er der et helt fast forløb/procedure i forbindelse med sådan et sygdomsforløb:

Hurtig genoptræning med fysioterapi og ergoterapi, som typisk Varer en lille måned, - i de værste tilfælde kan det tage meget længere tid. Derefter tager det kommunale system over og sørger for den videre genoptræning, evt. suppleret med noget privat fysioterapi, som er tilfældet med mig.

Jeg vil slutte mit lille indlæg med at sige tak for al den opmærksomhed, jeg har fået under mit sygdomsforløb, det være sig besøg i hjemmet og på sygehuset, de mange SMS'er og fremskaffelse af mine 2 uundværlige rekvisitter: den 3 hjulede seniorcykel og tandemcyklen, som har hjulpet mig fremad mod igen at kunne cykle på min hvide Bianchi.

Hvornår det sker, står lidt hen i det uvisse, men jeg vil gøre alt for at komme tilbage på raceren på et eller andet niveau.


Carl Ove

carlove-arvevind
To på genoptrænings tour, Arne Wind som coach og pilot og patienten på bagsmækken

Støt dem, der støtter Baghjulet