Projekt Cykeljakke

Udgivet 13-05-2014, tags: Sikkerhed |

I oktober 2012 fortalte Helle Munk Asmussen her på Baghjulets hjemmeside om "Projekt Cykeljakke", som hun og mange andre deltog i.

Nu er analyseresultatet klar.

En sammenfatning af rapporten lyder:

"Hypotesen i dette projekt har været, at cyklisters sikkerhed kan forbedres ved at øge deres synlighed i trafikbilledet.

I projektet har vi undersøgt denne hypotese ved at teste, om en cykeljakke med høj synlighed (farve og reflekser) øger cyklisters sikkerhed. Projektet er gennemført som et randomiseret forsøg, hvor vi har givet en cykeljakke til 6.800 frivillige cyklister. Efter tilfældig udvælgelse fik halvdelen - testgruppen - cykeljakken med det samme og lovede at køre med jakken, hver gang de cyklede i et år. Den anden halvdel er en såkaldt kontrolgruppe, som først fik cykeljakken, da året var omme. I løbet af året spurgte vi hver måned alle deltagere, om de siden sidst havde været involveret i en trafikulykke som cyklist. Da året var gået, talte vi op, hvor mange ulykker hver af de to grupper havde været involveret i, og forskellen mellem ulykkestallet i de to grupper er et estimat på den sikkerhedsmæssige effekt af cykeljakken.

i spurgte også på  en tilfældig dag i hver måned testgruppen, om de havde jakken på sidst de cyklede, og anvendelsesgraden blev på denne måde målt til 77 %. De selvrapporterede uheld viste, at testgruppen havde 38 % færre personskadeuheld med andre trafikanter end gruppen, der ikke brugte cykeljakke. Ses alene på uheld mellem deltagerne og motorkøretøjer, er forskellen på48 %. Forskellene er statistisk signifikante på 5 % niveau. I testgruppen rapporterede 37 % af de uheldsimplicerede, at de ikke havde cykeljakken eller anden pangfarvet beklædningsgenstand på, da uheldet skete.

Projekt Cykeljakken dokumenterer således, at en pangfarvet cykeljakke reducerer cyklisters uheldsrisiko markant, og dermed at beklædning, der forbedrer cyklisters synlighed markant, kan give en stor reduktion i cyklisters uheldsrisiko. Det resultat håber vi, at danske cyklister vil være opmærksomme på næste gang, de skal vælge farve på en ny cykeljakke.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke dig for din deltagelse i Projekt Cykeljakken. Uden din og de andre deltageres store opbakning til projektet havde projektet ikke været muligt. I havde en besvarelsesprocent på de 12 uheldsspørgeskemaer på 97,5 det er helt fantastisk i en undersøgelse af denne type.

Holdet bag Projekt Cykeljakken ønsker dig medvind på cykelstierne i de kommende år og håber, at du vil fortsætte med at benytte cykeljakken eller anden pangfarvet beklædning, når du cykler.

Med venlig hilsen
Harry Lahrmann
Trafikforskningsgruppen
Aalborg Universitet"

Download hele rapporten her.

 

Støt dem, der støtter Baghjulet