(Der er flere billeder fra turen her.)
Efter vi krydsede målstregen i Riva del Garda var der mange indtryk der skulle fordøjes, så derfor kommer det konkluderede indlæg med 8 etape og afsluttende refleksion på hele projektet.
Så sidder vi i bilen på vej hjem fra Transalp og reflekterer over alle indtrykkene og oplevelserne - der er mange.
Den sidste etape var kun på 38 km og 1200 HM men stejl, op til 27% stigning på en lang strækning. Men det var ikke det værste. Den største udfordring var varmen, der bagte ned på bjergsiden - jeg har ALDRIG svedt så meget.
Men nedkørslen var fed og vi kom i mål kl. 12 ved Gardasøen.
Målfeltet var spækket med glade mennesker og der var linet op med borde og stole som folk sad og spiste ved. Der var en stemning af "yes - we did it" blandt deltagerne.
En stor del af deltagerne har gennemført den tidligere, nogle flere gange, har hørt det for nogen bliver vanedannende....Jeg spurgte en deltager hvad der fik hende til at tage den flere gange. Hun svarede at beslutningen typisk blev taget når man kun husker hvor fantastisk det er at være med, og man har glemt hvor hårdt det var....
Vi fik også besøg af Morten Juhl og hans familie som kom og lykønskede os. Jeg kunne mærke på Morten at der nok ikke går mange år før han tager den :-)
Efter hele "mål-seancen" tog vi hen på det hotel vi havde booket lige ud til vandet - efter 4 dages Camp var det helt fænomentalt at få en seng at ligge i. Det blev til flere gange i Gardasøen for mit vedkommende, lige hvad jeg trængte til efter dagens etape.
Om aftenen var der party og præmie overrækkelse under åben himmel. Efterfølgende spillede et band til kl. 1- fantastisk smuk aften ved Gardasøen og dejlig måde at afslutte turen på.
Om jeg vil gøre det igen? Tror det ikke fordi alt bare har spillet på denne tur, ingen uheld, ingen defekter eller punkteringer, super vejr, tørre spor og en super god makker - en ny tur ville næppe kunne nå lige så højt op på skalaen.
Om jeg vil anbefale turen til andre? Helt klart JA, det er en oplevelse for livet.
Ciao fra Inge
We dit it!
38km og 1269hm er der tilbage af årets Transalp. Det betyder at vi idag kørte den næstsidste etape, som også var løbets længste. 118km og 3000hm lød dages strabadser på.
Allerede hjemmefra havde vi set det som "kongeetappen"
De godt 20 første kilometer var let faldende og blev kørt som neutral start. Så alle kom stort se samlede til første stigning.
Inge og jeg var lidt spændte på hvordan kroppen og benene ville reagere efter gårdagens etape, så der blev langt roligt fra land.
4-5km op af den 20km lange stigning, fald procenterne en smule og her satte Inge den store motor til.
Mange af dem vi normalt har kørt ved siden af de andre dag blev sat og mange blev hentede. Vi kørte stigningen i højt og jævnt tempo og kom hurtigt til første depot.
Selv om jeg kunne følge med, syntes jeg stadig jeg havde slatne ben. Jeg følte mig bestemt ikke oven på. Jeg fik drukket og spist godt.
På næste opkørsel satte Inge igen et godt tempo an.
Jeg kan lige så godt være ærlig, og som mange ved så har vi forskellige tempi, og det at følge en der køre langsommere end en selv, er mindst lige så hårdt som at ligge på sit eget tempo, man får trådt en lavere kadence og når man gør det i 2-3 timer i træk bliver det også hårdt.
Så en gang imellem kørte jeg i forvejen i mit eget tempo og så vente på Inge åd sig ind på bjerget. Det hjalp på benene.
Efter cirka 5 timer var vi ved andet depot. Inden da havde det gået nedad i blandet terræn og depotet var et kærkomment syn.
For 7 dag i træk fik vi spist saltstænger og lidt kage inden vi kørte videre. Undrer mig stadig over at de ikke kan finde på at servere andet, især fra dag til dag. Men vi overlever og vi har ikke mange af dem tilbage.
Sidst på etapen var det så små ved at komme liv i benene og dagens højdepunkt nærmede sig,
Inden da skulle vi dog lige over 250hm på en stejl stenet grussti. Den fik fuld pedal og de forangående blev pænt bedt om at give plads.
Det skal dog siges at lige inden opkørslen, svingede vi ind for at købe en cola, hvilke gav stor glæde hos min holdkammerat.
Nu til etapens højdepunkt. Et 10km singletrack kun afbrudt af 2 stykker 300m asfalt.
Tracket gik vel 12-15% nedad en smal stenet sti, på kanten af en meget stejl klippevæg, så det var med tungen lige i munden og med de bedste evner at vi navigerede ned af stien for samtidig at skulle overhale andre der ikke mestrerede at køre i denne slags terræn. Vi elskede det, og det var da også svært at skjule glæden og smilet stod bredt på Inge så vel som undertegnede.
Som de andre dage blev vi enige om at køre sikkert, for vi er kommet for langt til ikke at køre over stregen i Riva del Garda som finisher'er
Vi er meget tæt på at fuldføre vores første Bike-Transalp og vi var meget lettede over at komme sikkert igennem dagens etape, den var faktisk ikke så hård som vi frygtede, også selvom vi var i gang i 8timer og 35min.
Nu vil vi lukke øjene, hvis det er muligt, i den hal hvor 250-300 andre ryttere også skal lukke deres øjne, hvis de finder det muligt i den 35gr varme hal.
Min nabos alarm ringede kl 5, start i dag var kl 8.
Lige pludselig blev der liv i Camp'en. Les og jeg havde fået tildelt en plads under et bord- suverænt at smække stængerne op på! De timer jeg har sovet i nat i camp'en kan tælles på en hånd.
Da jeg stod op måtte jeg konstatere at mine øjne, mit ansigt og mine hænder var hævede, simpelthen fordi kroppen ikke kan følge med til at udskille affaldsstofferne, af dømme af andres øjne, er det et gennemgående fænomen.
Folk er også begyndt at gå lidt underligt, men man hører ikke nogen klage sig, for der er kun en vej - og det er hele vejen til Gardasøen.
At spise og drikke rigeligt er meget vigtigt, men det er faktisk lidt af en udfordring når maven tilkendegiver at den pga træthed ikke er sulten, så kan det være en præstation i sig selv at få mad ned.
Dagens etape på 110 km og 2750 HM gik faktisk ok, der var jævnt flow på turen. En af vores kollegaer sagde at nu var det ikke kun benene men hele kroppen der var træt, så nu gjaldt det bare om at slå hovedet fra.... og træde. Jeg fik også overtalt Les til en cola pause lige inden bjerg 2 - og det er ingen nem opgave :-) Men jeg kunne mærke den cola gå direkte i benene, så god investering. Les er bare en super makker, hele tiden opmærksom på hvor jeg er, positiv og hyggelig at køre med.
Vi er nu kommet til Monte Grappa og er indlogeret i en stor sportshal. Her er MEGA varmt og lummert. Udenfor er temperaturen 35 grader. Heldigvis var meget af opkørslen i dag inde i skov med skygge.
Vi startede ellers med overtrækstøj i morges, hvor det var køligt og de lovede regn. På et tidspunkt kørte vi igennem nogle tunneller og BANG da vi kom ud på den anden side blev vi mødt med sol og 35 grader.
I morgen har vi Kongeetappen - både turens længste og højeste. Skræmmende at lægge den på dag 7, men efter i dag har jeg det mere sådan kom-med-den-agtigt, den skal vi nok også klare. Hvis ikke andet må vi finde pandelamperne frem :-)
Vi skal ud og have noget godt at spise og så i køjen og hvile stængerne og resten af kroppen. Folk går meget tidligt i seng her, biking er serious business :-)
Ciao fra Inge, Montegrappa
Efter gårsdagens hårde etape var vi spændt på hvordan dage s etape ville udspille sig. Det var samme distance men med næsten 700 højdemeter mere end etape 4.
Solen skinnede og varmede lystigt ved startstregen, 25grader allerede inden kl 9. Fra stregen og de første 5km gik det fint nedad, hvorefter vi drejede om et hjørne og bang, så gik vejen næsten op i himlen, og fra at kunne køre 4-5 ryttere ved siden af hinanden var der nu kun plads til 1-2 ryttere, det gav naturligvis en del kø i de rækker hvor vi befinder os. Der med begyndte vi også på de over 3100hm som dagens etape bød på. Inge kørte et stabil tempo, med bedre ben end i går, benene er dog ved at kunne mærke alle de tidligere kørte stigninger.
Da den første store Stigning var forceret kom en række små 'bakker' dog med godt procenter i inden dagens hårdeste. Hård fordi den ikke kunne cykles og vi dermed måtte skubbe cyklerne mens vi kæmpede med at få fodfæste på det løse underlag.
Endelig kom 1 depot, vi havde dog være nød til at tanke vand i mellemtiden pga temperaturen. Vi fik drukket meget vand de første 4 timer.
Da vi stod på depotet kunne vi godt se at det var muligt at komme i mål inden cutoff men vi skulle holde cyklerne igang for ikke at tabe for meget tid.
Vi kæmpede os videre og de mange op og nedkørsler blev roligt forceret, da skyerne kom listende ind over os, her kom vi i tanke om at vi de foregående dage have lettet rygsækken for regntøj pga af det gode vejr, men glemt at tag det med igen og glemt at se på vejrudsigten.
Lektie lært til i morgen.
Vi fik vindjakkerne på og cyklede videre til 2 depot, inden vi nåede det fik vi en stor skylle og så indtraf kulden, på med løse ærmer og ben og videre.
Efter depotet var kun en stigning tilbage en lettere en af slagsen på grusvej, hvilket var skønt for der var ikke meget mere tilbage i benene.
Lettede nåede vi toppen og så var det kun nedad mod mål. Her blev vi enige om at der skulle være 100% fokus til vi kørte over stregen, ingen uheld fordi vi var trætte.
Midt i regnvejret tidligere på dagen havde vi aftalt at det var tid til en pizza efter mål, det blev også det første vi gjorde. Cola, pizza, salat, vand og æblejuice blev hurtigt bestilt og hurtigt fortæret.
Derefter cykelvask, bike-park, til campen, bad og tilsidst mad på pasta party, som for en gang skyld var rigtig godt :)
Alt tøjet er hængt til tørre og vi er snart klar til at sove.
Vi er trætte men kan se målet, 3 etaper endnu hvor af den sidste er 38km. Vi hænger i, og vi giver ikke op.
104km og 2600hm venter i morgen muligvis med start i regnvejr, vi skal nok huske regntøjet..!
Dagens bedste kommentar, citat fra Inge: "jeg elsker asfalt"
