Hverken Les eller jeg havde sovet særligt godt, så da vækkeuret ringede 5.30 var det ikke med den største energi vi sprang ud af sengen.
Da vi stod i startboxen fik vi besøg af Pia og Jimmy fra Kolding MTB, som Les og jeg var i Harzen sammen med tidligere på året. De var her for at cykle og tjekke løbet ud, idet Pia har planer om at køre det i 2015.
Dagens etape startede med en moderat opkørsel på asfalt indtil den første "rigtige" stigning. Hello team Rapha, Hallo team Lefty - vi bliver kaldt lidt af hvert, men vi hedder faktisk 4FUN, hvilket jeg skulle gøre mig meget umage for at huske på i dag. Når folk spørger hvor vi kommer fra, kommer det prompte:
"DENMARK???"
"But you have no mountains!"
Nej, men så forklarer Les at vi har modvind :-)
Jeg kunne allerede på vej hen til første stigning mærke at det ikke var min dag, uanset hvor mange watt jeg forsøgte at træde med, så skete der ikke rigtig noget. I mit indre vidste jeg desværre også at den første opkørsel ikke blev sjov idet jeg havde kørt den 2 år tidligere med Niels. Og den blev ikke sjov.
Det første bjerg bestod af groft grus og store løse sten- både opkørsel og nedkørsel. Udover at underlaget var en udfordring, var det også stejlt, så opkørslen var præget af at man måtte køre på kryds og tværs for at finde et egnet spor. Herudover var der en del trækken med cyklerne, altså ikke for Les.
Der var et par der spurgte om han altid kørte med så stort overskud.
Nedkørslen var vi blevet advaret om inden løbsstarten med påbud om at køre forsigtig. Et underlag med mange store løse sten er ikke lige min kop the, og idet jeg også var træt og så en del uheld/Styrt, kørte jeg forsigtigt ned. Les til gengæld synes det var en fed nedkørsel, men han er heller ikke meget i kontakt med jorden, når han kører downhill ....
Første del af dagens etape var for mit vedkommende hård og ikke særlig sjov. Til gengæld kunne man køre og glæde sig til et langt singletrack ned ad 2. Bjerg, men det krævede så lige at man kom op ad bjerg 2, og jeg synes der var ved at være udsolgt for mit vedkommende.
Opkørslen til bjerg 2 var markeret som en stejl asfalt cykelsti (lilla) men jeg frygtede den skulle have været rød (skovsti). Da vi ankom til opstigningen VAR det asfalt - Jubiii :-) Asfalt er det samme som jævnt tråd, godt greb og muligheden for at stå op og cykle når lænden skal aflastes. Jeg havde lige pludselig glemt alt om at det er kedeligt at køre på asfalt :-)
Vil ikke trætte jer med resten af opkørslen, kan bare konstatere at Les fik tid til at tage rigtig mange billeder :-)
På toppen op til de 2400 HM var det nok 98% der trak op til sidst, jeg var udover at være træt også helt klart mærket af at luften var tynd, så da Les tilbød også at tage min cykel de sidste par hundrede meter, var jeg meget taknemmelig.
Så kom den nedkørsel vi havde glædet os til! Den startede med et langt smalt spor "on the edge". Nu har løbsledelsen gjort meget ud af at fortælle, hvor fantastisk en panoramaudsigt der var deroppe, men det fik jeg intet glæde af på den første nedkørsel, det var bare om at holde fokus på sporet, ikke kigge ud eller ned, og sikre at hvis cyklen skred, ville det være IND mod bjerget. Men derefter gled sporet over i et fantastisk singletrack som bare snoede sig gennem mark og skov. Der var desværre en del styrt og afhentning med helikopter, det får lige en til at reflektere over ens egen kørsel.... for en stund :-)
Sidste nedkørsel til Alleghe er af den slags der får en til at glemme, at man er træt!
Vi er nu for første gang indlogeret på Camp'en sammen med mange andre, er spændt på hvordan nattesøvnen bliver.
Les har indviet liggeunderlaget med en morfar - det er krævende at have sådan en makker som mig :-)
Ruten i morgen? Den kan jeg slet ikke overskue nu :-)
Ciao fra Alleghe
Inge
Marc Schneider (Race Director) fortalte til gårsdagens pasta party at vi idag (etape 3) ville vi være med til at skrive Transalp historie med den længste opkørsel brugt i Transalp. Hele 1800hm som startede en kilometer fra start, og derefter de næste 19km. Marc nævnte også at
vi skulle æde os selv for at komme til toppen for så at blive belønnet med nogle fed singletracks, han havde sq ret.
Selvom stigningen begyndte relativ hurtigt, kunne vi få varmet godt op, og angreb bjerget på vores måde. Dieselmotorerne blev sat i værk og vi kravlede stille og roligt opad.
Nu er det ikke altid kræfterne er lige fordelt på holdet, så en støttende hånd hvor det er muligt, gør at der er kræfter hele vejen til toppen.
Der er ikke så meget at berette om den lange opkørsel ud over at det igen var nogle helt fantatiske udsigter, som kun blev bedre som vi nærmede os de 2400m hvor toppen var.
Vi havde dog et depot ved 2000m. Hele dette løb er super godt arrangeret, men lige depoterne kunne der godt sættes nogle kræfter ind på at forbedre. Ud over vand og energidrik, kan man finde appelsiner, vandmelon, saltstænger, peanuts og en smule kage. Det variere ikke
med de to depoter der er og heller ikke fra dag til dag. Vi spise lidt af det der er, vi klarer os med energibarer vi selv har med for resten.
Da vi nåede toppen kom de singletrack som Marc havde beskrevet, det er sjovt som man hurtigt glemmer at man har slidt sig opad i 3 timer, når det lige pludselig går nedad på en smal sti med sving og sten man skal navigere uden om. Det er bare så fedt :)
Det kan godt være vi som hold ikke er de hurtigste opad, men når Inge ser en sti der går nedad så får hun delt lektioner ud til de herrehold vi ligger ved siden af. Der er rigtig mange der går helt i stå når det bliver en smule teknisk, så er det bare om at komme udenom og
afsted.
Nogle hurtige nedkørsler senere og vi ramte dages anden sidste stigning, en stejl en af slagsen. Her måtte mange hoppe af og trække, hvilket også var lidt vanskeligt.
Efter toppen havde Marc igen lagt et super singletrack ind, ret stejlt men det kunne køres, hvilket gør det så meget sjovere...
En sidste stigning på 5km og 200hm på asfalt og så var vi i St Vigil dages målby. Trætte men med godt humør og klar til næste etape i morgen.
Selv om det var en kort etape, gjorde alle de højdemeter at vi kom ind lige under 6 timer for 56km og 2800hm.
Inge tager lige endnu en morfar, vi skal jo være klar til imorgen.
73km og 2600 hm venter, de ser på papiret ud til at være overkommelige, og så venter hvad der ser ud til at være omkring 15km singletrack nedad mod mål, vi glæder os :)
Vi vågnede kl 6 og konstaterede hurtigt, at benene var gode - også mine selvom Les holdt os på 30 i snit på de sidste 35 km i går - DA var jeg træt :-)
Dagen i dag startede med en laaaang opkørsel på 1800 HM med kolde ben -lige på og hårdt. Depotet kom to tredjedel oppe og da måtte jeg gribe til de ufine metoder - headset med musik for at få tankerne væk fra opkørslen - mega usolidarisk og ikke særlig team-agtigt, godt Les er god til at kommunikere med hænderne :-)
På vej op til toppen kørte vi ad en vandresti. Da jeg var i Norge for at vandre sidste år tænkte jeg ofte, at vandrestierne i Alperne næsten er kørestol egnede sammenlignet med Norge.....det tænker jeg aldrig mere! Den sti vi kørte ad var alt andet.... Hvis jeg skulle have kørt den på almindelig træningsdag, havde den været fantastisk, men nu hvor kræfterne skal holde til 8 dage, kunne jeg have ønsket vi skulle have kørt ned ad den - og ikke opad. Men vi kom op og musikken gjorde god gavn.
Sidst på ruten var der en opkørsel på 400 HM med en meget spændende nedkørsel. Vi kunne ikke køre alle steder men tæt på - godt at have sådan en nedkørsel at glæde sig til i løbet af dagen.
Vi er nu i Brixen Italien, vejret kunne ikke ønskes bedre, selvom de 36 grader var varmt at cykle i på visse steder.
Dagens etape på 99 km og 2500 HM gik rigtig fint, Les og jeg kører super godt sammen, humøret er højt og vi får stadig husket at prioritere at nyde turen og de smukke landskaber. Vi kom ind efter 6 1/2 time, så der var god tid til at nyde en forsinket frokost på en italiensk fortovscafe. Maden de serverer på pasta-party hver aften er ikke værd at skrive hjem om - ikke egnet kost til at holde maskineriet kørende.
Da vi ankom til hotellet foreslog receptionisten at vi låste vores cykler direkte op på værelset inden vi checkede ind... så ved man det er Italien vi er kommet til :-)
Ciao fra Brixen
Inge
Forstil dig en knastør grusvej som snor sig op mellem grantræer og grønne græsstykker, på hver sin side rejser sig 1000m højde bjergtoppe som når over trægrænsen og klipperne bryder frem, mere om det senere!
Første etape er altid lidt specielt.
Stemningen af det ukendte og uventede, men alligevel var stemningen til morgen anderledes, hvis vi sammenligner med bike Four Peaks som vi kørt tidligere på året, hvor der var en noget mere spændt stemning, der var en fornemmelsen af race i luften.
Det var der ikke her til morgen, jo muligvis i de allerførste rækker, men længere nede var stemning mere ala nu skal vi i gang på en ordenlig måde, og der er langt igen, så vi skal ikke brænde al energien af, på første dag.
Inge og jeg havde forberedt os godt dagen før og undersøgt hvor vi skulle aflevere tasker og parkere bilen inden vi skulle i startboksen.
Det viste sig at det var der andre som ikke havde gjort, så vi fik 5 extra tasker med i bilen, for ellers skulle de pågældende deltager have cyklet 3 km med en +15kg taske, der kunne vi ikke andet en hjælpe, plus point på karma kontoen.
Efter at have afleveret tasker og parkeret bilen trillede vi spændte mod startområdet som allerede summede af liv.
Tiden gik hurtigt og feltet incl os blev sendt afsted, der blev kørt pænt og feltet blev hurtigt strukket ud, der var hermed god plads til at cykle.
En svag stigning betød at vi fik varmet benene stille og roligt op og var klar da først reelle stigning satte inde, som den god makker Inge er, havde hun været nede og spotte stigningen ud 2 uger tidligere, så der var ikke nogen overraskelser der.
Tilbage til indledningen, forstil dig så ligeledes at solen skinner fra en skyfri himmel.
Vi har begge kørt i alperne før og set disse views, men det imponerer ligemeget hvergang, vi kunne smække tonsvis af billeder op og fortælle sider lange historier, men der er intet som at stå der selv. Ligemeget hvilken retning man kigger i får man bare den wow-oplevelse og føler sig en smule lille, ved siden af de fantastiske store bjerge. Måske derfor vi søger herned igen.
Resten af etapen forløb ganske roligt vi fik kørt et fornuftigt tempo uden at bruge for mange kræfter, dog sluttede vi med ca 45km næsten flade cykelstier og se fra en mountainbikers synspunkt ikke er det mest spændende, men vi skulle til Mayrhofen så der var ikke andet en at træde i pedalerne og komme fremad.
Det blev til 111km og 2100hm for dagen etape.
Inge snupper sig en morfar mens jeg skriver om dagens oplevelser, det handler om at blive klar igen til næste dag, så mad, drikke og hvile.
Status for idag: vi er klar igen til i morgen, 99km og 2500hm, første stigning i morgen er meget kort efter start hvor vi skal over 2300meters højde. Men det klarer vi nok også :)
Les
Dag 0 - Inge fortæller:
"Vi (Les og jeg) ankom til Mittenwald i går, i nærheden af Garmisch Partenkirchen, lige op til den Østrigske grænse. Vejret er fantastisk, høj sol og vindstille. Byen er ved at blive invaderet af de lidt over 1000 bikere, der er kommet for at deltage i Transalp.
Her oser af fred og harmoni, men det er stilhed før stormen....
Det var ellers ved at blive lidt for spændende op til afgangen idet Les på vores træningstur i Silkeborg i weekenden måtte konstatere, at han pga mavesmerter i højre side ikke kunne cykle, og at lægen mente det var galdesten. Nu forholder det sig således, at Les og jeg har planlagt dette løb sammen i næsten 1 år, så det var en hård en at sluge for os begge. Hvad gør man så når ens makker bliver ukampdygtig? Man må forsøge at finde en anden - det er ikke tilladt at stille op alene. Selvom der står mange på en liste, som alle søger en teampartner, havde jeg absolut ikke lyst til at kaste mig ud i at finde en herigennem.
Selvom man kan finde en der kan/vil køre på samme niveau, betyder kemi rigtig meget, når man i 8 dage skal køre sammen fra morgen til aften på limit af ens ressourcer, hvilket jeg helt klart kommer til. Jens Bang som Les og jeg kørte Bike4peaks med primo juni, ville gerne køre i stedet for Les, hvis han kunne få fri. Fantastisk at være så omstillingsparat at man er klar til (og i stand til!!!) at køre Transalp med 24 timers varsel. Skæbnen ville dog at Jens ikke kunne få fri (han havde ellers lært alle højdekurverne udenad :-)) og at Les heldigvis fik det bedre.
Les og jeg håber og satser på det går og, at vi som aftalt sidste sommer, kommer sammen over målstregen ved Gardasøen om 8 dage - men vi tager en dag af gangen...vi har besluttet at nyde turen og holde fokus på at gennemføre.
I morges kl. 9 da de åbnede stod vi klar til at blive akkrediterede. Vi fik udleveret en grøn og en orange taske med samme startnummer. Disse tasker vil blive transporteret med vores bagage fra destination til destination. Udfordringen var at få alt for meget udstyr ned i en alt for lille en taske (den er faktisk stor) - men det lykkedes ret godt. Tror lynlåsen kan holde :-)
Vi kørte en stille tur på 300 HM ud til Ferchensee og spiste frokost i dag - ben, cykler og Les bestod alle testen.
Eftermiddagen stod på klargøring af de sidste detaljer og lidt kortspil.
Nu skal vi til Pastaparty og have morgendagens intro. Etapen står på 110 km og 2100 HM, hvilket at dømme ud fra HM "kun" er en opvarmningsdag.
Ciao fra Mittenwald
Les & Inge"
