Claus, Martin og Museeuw

Udgivet 03-07-2024, tags: deltagerberetning | Løb |

2 Baghjulere - Claus Grøngaard og Martin Kristoffersen fik en sjov og anderledes cykeloplevelse torsdag og fredag i Viborg. Baghjulet havde fået 2 pladser til et VIP arrangement ved Hærvejsløbet. Idéen var, at det kunne bringe inspiration til Baghjulet i forhold til at tage til Belgien og cykle. Mon Martin og Claus kom hjem med god inspiration?

 

I år er Cycling in Flanders, cykelbrandet for turistrådet for Flandern, partner på Hærvejsløbet, L’Etape Denmark. I den forbindelse har de inviteret den belgiske cykellegende Johan Museeuw til Viborg, hvor han deltager som ambassadør.

Claus fortæller:

Baghjulets formand fik invitationen, men han var forhindret i at deltage, så billetten gik videre til mig. Og der var faktisk heller ikke andre end jeg der kunne de to dage. Vi spurgte så om lov til at sende en ekstra, da vi tænkte at to lytter bedre end en og her blev Martin foreslået. Martin sagde ja.

Cykelturen var en fin tur, hvor tanken var at vi skulle prøve noget der minder om Flanderens mur og brosten, så kort efter start røg vi ind i 200 m brosten ved Asmild kirke og senere også grimme brosten ved Hald Hovedgård. Sidste stykke indgår i Hærvejsløbet. 

Ellers var det hygge cykling og snak. Jeg snakkede blandt andet med Kristoffer fra DGI der roste vort Cykelfestival5500 opgav udtryk for at DGI gerne bakker op herom.

Inspirationen handler nok mest om at samarbejder med andre er en af vejene frem. DGI hærvejsløbet besluttede at blive mere internationale for 2 år siden og tog en tur til Flandern. Nu kommer der belgiere til hærvejsløbet og andre tager derned.

Vi samledes til en intim, belgisk middag bestående af belgisk stuvning og de verdensberømte belgiske pomfritter, akkompagneret af nøje udvalgte belgiske øl.

Under middagen var der være anekdoter fra Johan Museeuw og mulighed for networking med andre branchekolleger. Cycling in Flanders fortalte også om cykelmulighederne i Flandern, ligesom DGI præsenterede weekendens program, der bl.a. bød på social ride med Johan

Museeuw fredag og selve Hærvejsløbets 50-km distance om lørdagen.

Inkarnerede cykelfans vil nok kende den belgiske cykelstjerne Johan Museeuw bedre under kælenavnet Flanderns Løve eller ”the Lion of Flanders”, og den titel har han gjort sig fortjent til gennem en lang karriere som professionel cykelrytter (1988-2004). Han har bl.a. vundet Paris-Tours (1993), Flandern Rundt (1993, 1995 og 1998), Amstel Gold Race (1994) og Paris-Roubaix (1996, 2000 og 2002). Herudover blev han verdensmester i landevejscykling i 1996.

Og så skal Baghjulet måske en tur til Belgien?

Støt dem, der støtter Baghjulet