Fyen Rundt

Udgivet 30-05-2024, tags: Løb | løbsberetninger |

Beretning fra Fyen Rundt 2024

Søndag den 26. maj blev Fyen Rundt afviklet for 130. gang – måske ikke helt, men første gang løbet blev kørt var i 1894, altså for 130 år siden. Dermed kandiderer løbet til Danmarks ældste motionsløb. De senere år er Fyen Rundt afviklet med udgangspunkt i Middelfart, med start og mål på Havnegade, midt i byen.

Fyen Rundt er i dag både et UCI løb og et løb for glade motionister – og det sidste oplevede vi for alvor i år, hvor Cykling Odense kunne fortælle, at der var en deltagerfremgang på ca. 60 procent i forhold til 2023.

Flot Baghjuls deltagelse

Baghjulet var flot repræsenteret med 15-20 af klubbens medlemmer fordelt på de tre motionsklasser – 70 km, 120 km og 177 km. Der var så vidt vides ikke nogen deltagere i børneløbet. I Eliteløbet var der næsten lokal deltagelse, da Erik Aagaard var med på Team Willing & Able – sidste år kørte Erik for Middelfart Cykel Club (MCC).

 

177 km. hæsblæsende kilometer i flotte omgivelser

Jeg deltog sammen med Jan Rasmussen, Jeppe Schyth Olsen, Jeppe Gammelby og Rasmus Nielsen på 177 km. distancen. Jeg har tidligere kørt denne distance og plejer normalt at kunne holde hjul med fortroppen, hvis jeg ellers klemmer ballerne sammen på bakkerne omkring Faaborg og Vissenbjerg – i år skulle det dog gå anderledes.

Starten gik kl. 08.00 fra Havnegade – Jeppe O. og jeg havde placeret os i forreste række for at få lidt TV-tid. Det var første og sidste gang vi var helt i front.

Fra Havnegade gik ruten ud af byen ad Assensvej, og selvom det var med masterstart og en motorcykel til at sætte tempoet, blev der kørt stærkt fra start. Ret tidligt var der flere forsøg på at splitte gruppen. Den første del af ruten var, fra mit perspektiv, den mest kedelige. Vi kørte ad landevejen til Assens – her kunne man med fordel ha’ lagt ruten over Gamborg, Føns, Sandager m.v.

Farten var høj

Det lange stræk på landevejen betød til gengæld, at farten var høj. Det gav også anledning til lidt farefulde momenter, og måske er jeg ved at blive gammel, men at forcere en rundkørsel i Assens med 50 km/t er ikke lige min kop te. Efter Assens kørte vi videre mod Faaborg, og særligt de mange små knolde og sving med hidsige accelerationer satte sig i benene.

Mellem Assens og Faaborg – vist allerede omkring Haarby - nåede jeg lige at kommentere til Jeppe O., at Jan Rasmussen vidst havde lagt sig i front, og i samme moment røg vi ind i et sving med lidt grus og en efterfølgende stigning. På stigningen blev der kørt stærkt (sikkert med Jan i front), og jeg havde taget lidt for meget fart af i svinget, og pludselig var der hul. Jeg tænker, at Jan har opdaget det – i hvert fald fortsatte farten i feltet foran, og hullet blev bare større og større.

"I'm dead, I'm gone"

Til mit held var Jeppe G. heller ikke kommet med i forreste gruppe, så vi fandt et godt samarbejde og samlede endnu et par faldne sjæle fra forreste gruppe op. Det betød, at Golfbakken i år blev forceret i et roligt tempo, hvor vi helt usædvanligt ventede på hinanden.

Kort tid efter vi havde passeret Golfbakken, kunne vi skimte en enlig rytter i horisonten. Det var Rasmus, der var blevet sat. Han sagde det ikke selv, men Pogacars kommentar ”I’m dead, I’m gone” gjaldt også for Rasmus. Rasmus lagde sig på hjul og fulgte pænt med til Vissenbjerg. Ved Vissenbjerg bakken meddelte han, at han gerne ville nyde det sidste af turen selv, så vi skulle bare køre.

Efter Vissenbjerg, omkring Andebølle tror jeg det var, fik vi følgeskab af nogle af de ryttere, der kørte 120 km., og samlede også lidt flere op fra 177 km. ruten. Det hjalp lidt på humøret og hastigheden.

Soloridt sad i benene

Da vi nåede Båring, kunne vi skimte Jeppe O. sammen med en rytter fra Fredericia Cykelklub. Jeppe og gutten fra Fredericia gik i depot i Båring og måtte derefter lukke hullet op til vores gruppe, da vi passerede dem ved depotet. På de små knolde ved Båring Sommerland/Vejlby Fed valgte Jeppe at slippe gruppen – et længere soloridt havde sat sig i benene.

Kort efter Vejlby fed røg vi ind i et gevaldigt skybrud – det var straffen for ikke at kunne følge med de hurtigste, der nåede i mål og kunne mæske sig i en lækker burger, før himlen åbnede sig.

Da vi nærmede os Strib og indtil Middelfart, tog Jeppe G. en række gevaldige føringer, der gjorde, at der ikke var nogen, der havde lyst til at stikke fra gruppen. For mit eget vedkommende blev det da også kun til en siddende spurt på Havnegade, da kramper i lårene forhindrede mig i at stå op.

Jan Rasmussen var helt i front

Fra frontgruppen var der tre stærke ryttere, der havde revet sig fri og kom ind ca. 8 minutter før Jan Rasmussen og en halv time før Jeppe, Jeppe og mig. Jan sluttede på en 13. plads og en fornem 2. plads i aldersgruppen, stærkt kørt!

Flot placering på 70 km og punkteringer på 120 km
På den korte distance på 70 km blev Nils fra Baghjulets gruppe A placeret på en flot 4. plads ud af de 296 tilmeldte. Nils er efter sigende gået i ”spurttræning”, så han næste år kan være med i afgørelsen på Havnegade.

På 120 km blev Leif fra gruppe A den bedst placerede som nr. 26 ud af de 269 tilmeldte. Leif har i øvrigt lært, at punkteringer er ok til vores fælles træning, men ikke når der køres løb (det har Søren og Morten ikke lært endnu 😊).

Husk at sætte X i kalenderen den 18. august

Vi kan glæde os over, at Fyen Rundt er med til at sætte Middelfart på landkortet, når det gælder cykling, og så er det værd at bemærke, at der var mere end 800 tilmeldte motionister.

Jeg håber, at det også smitter af på det fælles arrangement, Baghjulet laver med Nr. Aaby Cykelklub og MCC den 18. august under den nye Lillebæltsbro.

Du kan læse mere om Cykelfestival 5500 her: http:/www.cf5500.dk – jeg håber du vil være med til at sprede budskabet og deltage på dagen eller hjælpe til med praktikken.

 

/Kristian


 

Støt dem, der støtter Baghjulet