Pinse Gravel 2024

Udgivet 21-05-2024, tags: gravel |

En lille sluttet flok på 12 gravel ryttere har i weekenden kørt Pinse Gravel 2024 ved Viborg.

The more the merrier? Nej!

12 - det er ikke mange deltagere i Baghjuls-sammenhænge, hvor vi er vant til store grupper og mange "solgte" billetter. Så hvordan ville gravel turen forløbe, i en 12 mands-gruppe bestårende af B, C, D ryttere, 9 mænd og 3 kvinder? På det spørgsmål, tror jeg flere af pinsens deltagere vil give mig ret - The more the merrier? Nej.

Vi fik en rigtig hyggelig og meget social tur.

Vi var gode til at holde sammen og vi var gode til at vente .... Eller, det vil sige. På fællesbilledet den første dag før afgang, glemte vi at vente på Matti. Han kom ikke med på billedet. Det gentog sig ikke.

Ken Gregersen er født og opvokset i Viborg og han glædede sig til at vise os området. Han og Kaj havde i fællesskab lagt ruterne. Vi blev præsenteret for 8 valgmuligheder, med angivelse af kilometer, højdemeter og procentdel grus/asfalt. Så hvad skulle man vælge?

På førstedagen blev flokken enige om, at da benene var friske skulle vi allesammen ud på en længere tur på 90 km. Det synes jeg er en lang tur på grus, så jeg var ret spændt, da vi drog af sted fra VIborg Vandrerhjem kl. 09.31 efter et overdådigt morgen-foder. Vejret var helt fantastisk. På med solcremen og af med de løse ben og arme. Hvorfor tage til Mallorca og sidde og glo på et hotelværelse i regnvejr, når man bare kan tage til Viborg (siger jeg, med henvisning til den nys overståede Mallorcatur med nogle dage med dansk martsvejr og kulde).

Vi kørte de flotteste strækninger. Alle fik lov at køre deres eget tempo, og dem med overskud tog billeder og fik ekstra drikkepauser i solskinnet. Der blev samlet godt op og de hurtigste var gode til at lægge sig bagerst og danne bagtrop, så det ikke hele tiden var de samme der lå bagerst. Ingen sure miner, ingen utålmodigehed - bare adventure cycling for alle pengene.

Vi oplevede byfest i Hammeshøj og "minglede med de lokale" og vi spiste madpakker sammen med myggene ved Tjele Langsø. Og således gik dag 1 indtil 8 kilometer før mål, hvor vi 3 piger skar et hjørne af og fandt asfaltvejen hjem til vandrerhjemmet. Imens tog mændene den sidste sløjfe og fik en ordenlig omgang "kartoffel-sand" hvor de måtte trække cyklerne igennem. Vi sluttede vores tur ind langs stien ad Søndersø - en tur vi iøvrigt fik tilbagelagt nogle gange både til cykels og til fods, ikke mindst når vi vandrede ind til Viborg midtby om aftenen, hvor Ken gav rundvisning på historiske steder og fandt udsøgte restauranter med lækre spiseoplevelser. 

10 kilometer kortere

Efter en god første dag, hvor vi 3 damer i hvert fald var ret stolte af vores egen præstation, glædede vi os til en lidt kortere tur søndag. Det fik vi også - sådan ca. 10 km kortere ... Turen gik vest på mod Kongens Hus, Hald Ege, Finderup Øvelsesterræn og ud langs Kalk Kaminoen, som er 30 km grusvej i det flotteste område. Vi spiste varme madpakker fra baglommerne og holdt gode pauser, hvor vi nød udsigterne og udvekslede hilsner med Henrik og Ken, som var taget ud på en 130 kilometers tur.

Hjemturen gik over Dollerup Bakker, hvor vi spise is i sommervarmen og nød de vilde udsigter.

Keld er (lige som Ken) vokset op i området og kunne fortælle anekdoter fra sin barndoms jagt- og fisketure. Vi besøgte Nils Bugges middelalder borg ved Hald, inden turen gik tilbage mod Viborg efter en fed, fed cykeltur. Historien om middelalder herremanden Nils Bugge knytter sig også til Middelfart, hvor han blev myrdet i 1358, efter sigende af nogle lokale marsvinejægere (læs mere om det her).

Hjemme ved vandrerhjemmet var der barnedåb og gæsterne havde taget vores plads i havemøblerne, så vi satte os ned i græsset og stank af rigtig voldsom cykelsved, så de fortrak sig snart og inden længe kom også Henrik og Ken hjem fra den lange tur. Søndag aften spiste vi på Restaurant Les Jeunes og fik en lækker madoplevelse, vinmenu, øl eller vand. 

Sidstedagen stod en 58 kilometers tur på programmet. Det blev en flot tur i bagende sommervarme med både gravel, løst sand, rallede stenstrækninger, bakker, skovveje, humblede markveje og lidt asfalt.

Lidt over middag 2. pinsedag var alle tilbage ved vandrerhjemmet. Benene var trætte efter +200 kilometer gravel hen over de 3 pinsedage. Vi kunne tage et bad, pakke cyklerne ned og vende hjem til Fyn efter en cykeloplevelse af de større.

Tak til arrangørerne for 3 mega-hyggelige (og hårde!) dage med kvalitets-gravel-cykling på programmet. Ken har virkelig ret - Viborg og omegn byder på fantastisk cykelterræn og  man bliver slet ikke færdig på 3 dage. Vi nåede jo ikke engang at køre alle de planlagte ruter.

Imponerende at 12 så forskellige klubkammerater, kan holde så godt sammen i 3 dage. Vi tog afsked med varme kram og tak til hinanden - både nye og gamle cykelvenner - for en god cykeloplevelse.

 

 

Mange gravel-hilsner

Helle

Støt dem, der støtter Baghjulet