25 Baghjulere mødtes en lørdag middag i april 2008 for at drage på en uges træningslejr på Mallorca.
Spændingen var stor hos alle, ikke mindst hos arrangørerne - Eventudvalget. Ville planlægningen holde? Ville alle 6 biler være i stand til at finde Hamborg lufthavn til tiden? Kunne de finde P8? Havde alle husket pas? Var der plads i flyet til cyklerne? Ville bussen stå i lufthavnen? Var der hotelværelser til alle? Ville ....? Men for at gøre en lang historie kort, så gik alt efter planen. - Nå ja, - der var lige det med hotelnøglerne, og pengene men ellers … 250-800 kilometer på en uge! Og for straks at mane eventuelle påstande i jorden om, at det bare var ren charterferie med grisefest og rødvin, kan det oplyses, at hver deltager i løbet af ugen kørte mellem 250 km og 800 km og mange lå et sted midt imellem med X-antal højdemeter. Og alle havde uforglemmelige cykeloplevelser med hjem, læs bare her:
Efter en god nats søvn og et solidt morgenmåltid fra den bugnende morgenmadsbuffet, var det tid at få sadlet jernhestene. Dvs. først skulle cykeludlejer Max Hürzeler opsøges. Kenneth kørte i pendulfart og snart var alle udstyret med flotte racercykler eller sportscykler efter eget valg og i passende størrelser. Og 2 timer efter morgenmaden var alle klar til den første tur, klædt ud i de kendte blå dragter.
Kenneth havde påtaget sig den store opgave at tilrettelægge ugens træningsture. Ikke mindst fordi gruppen var så bredt sammensat, - alt fra gr. A til det, der må betegnes som gr. E, var repræsenteret. Med hjælp fra fru Gitte, der tog sig kærligt af gr. E, også kaldet Støttehjulet, fik alle passende udfordringer. Også dem, der i starten nærmest havde abstinenser for at komme ud og cykle i bjergene, faldt i løbet af ugen til ro, var også godt brugte.
Søndagens tur skulle være en ca. 40 km. tur i fælles flok, hvor alle lige kunne få mulighed for at vænne sig til sadlen og cyklen. Først ud af byen og ad kystvejen til Can Picafort. Herefter kørte vi ind i landet hvilket også betød bakke op, modvind og ikke mindst begyndende regnvejr. Der gik dog heller ikke lang tid, før det fra frontgruppen blev råbet ”defekt”. Dette medførte et større kaos nede i rækkerne. Jette hev bremserne, hvilket resulterede i at cyklen stoppede men Jette fortsatte. Desværre var asfaltkanten meget høj lige der, hvor Jette havde valgt at styrte og grøften var dyb, med sten og klipper, så det var en meget ublid landing Jette tog. Alle holdt også vejret, for Jette rørte ikke ret meget på sig. Lykkeligvis havde hjelmen taget det værste slag (derfor altid hjelm!!), ingen brækkede lemmer, men forslået og med skrammer. Jette kom efterhånden så meget til hægterne, at hun med Fredes og gode venners hjælp kunne trille hjem i roligt tempo.Og dagen efter var Jette igen på cyklen, flot gået.
Jettes uheld lagde en dæmper på snakken for en tid, men snart nåede vi dog til Muro, hvor der havde været torvedag. Det var dog kun de sørgelige rester vi så på byens torv og kirkeplads. Da regnen også tog til i styrke, vendte vi snart snuden hjemad, men nu med vinden i ryggen. Så var det jo lige den omstændighed, at vi var kommet på landet. Megen jord og pløre på vejene fik snart griset rytter og cykel så meget til, at man nærmest ikke kunne se hvilken klub vi kom fra. Men sjovt var det da at se de mange vindmøller og frodige marker.
Vel hjemkommet forestod en større rengøringsopgave. De civiliserede gik i gang med børste og pudseklud. Men enkelte, - og jeg skal undlade at nævne navne, - tog efter sigende cyklen med i badekarret og gav den en tur med bruser og shampoo. Denne opførsel kostede da også en bøde.
Det med bøderne kræver en forklaring. Nogle vittige hoveder (Allan og Jørgen) indførte et bødesystem. Alle der gjorde sig særlig bemærket i tale eller opførsel, eller mangel på samme, kunne idømmes en bøde på 1 euro. De indsamlede midler skulle så gå til et ”godt formål”, som kun initiativtagerne vidste hvad var. Herom senere.
Vi var nogle stykker, som havde valgt at leje sportscykler. Med Gitte som guide og plus–minus 20 km. i gennemsnitsfart, lagde vi 6 piger ud med en tur til Cala de Sant Vincenc. Første stop efter turen ned ad Boulevarden var et vue over stranden og stien til Port d` Alcudia. Videre gik det ad hovedvejen ind til byen, hvor vi lige så, hvor gågaden begyndte, inden det gik videre i tæt trafik til det gamle Alcudia, hvor vi gjorde stop ved kirken og for at komme gennem byen, hvor der var marked dagen efter. Vi snoede os ud af byen og kørte videre ad strandvejen mod Port de Pollenca,
hvor Kirsten pludselig blev i tvivl, om det var kiwi eller hestepære, der lå i strandkanten, så vi måtte gøre holdt og finde ud af, at det ikke var nogen af delene - men hvad var det mon så? Vi kørte videre ind til Port de Pollenca. En skøn by med en flot strandpromenade, hvor vi atter snoede os gennem biler, mennesker og vejarbejde. Vi skulle til udkanten af byen for at få en appetitvækker til fredag, nemlig se vejen op til udsigtspunktet Formentor, hvor Gitte lovede, at der ”kunne vi sagtens køre op fredag”. Nu gik det videre af den nye vej med dejlig cykelvej til Sant Vincenc. Her gik det ned ad bakke og op igen, og pludselig lå havnen med det turkis blå vand og flotte dyre hoteller. Men nej, Gitte havde mere i ærmet. Op gennem byen, rundt om hjørnet, ned ad bakken og et endnu smukkere syn mødte os. På en lille cafe der måtte vi have vores kaffe, sammen med flere andre cyklister, der havde fået sammen gode ide.
Efter pausen gik det videre op af de stejle bygader mod Pollenca, hvor vi ledte efter en rundkørsel med en hane, men den var ikke til at finde, så vi valgte en anden tur, og kom ind på de små cykelveje, som er markeret med et lille grønt skilt med en cykel på. Der så vi det frodige Mallorca med oliventræer, grøntsager og en masse blomster i grøftekanten og i haverne ved de små huse. Hurtigt nærmere vi os Alcuida igen og blev guidet uden om byen. Det var en rigtig dejlig tur på ca. 50 km. Med en stor tak til Gitte for, at hun havde lyst til at være vores guide hele ugen og tak til hele holdet for hyggeligt samvær.
En speciel tur på Mallorca
Jørgen og jeg er på Mallorca med 25 medlemmer fra Baghjulet. Første dag er bag os, hvor vi blev mødt med regnvejr, vi blev lidt snavsede. Men nu skinner solen og den store gruppe er klar til start kl. 9.00. Turen går fra Alcudia til Selva, og derfra op til Lluc, hvor vi møder den første opstigning, alle kommer op i god stil. Vi nyder nu den pragtfulde udsigt.
Det kan være svært at komme op, men at det også kan være svært at køre ned, ja, det har alle vist erfaret. Særlig første gang efter en pause med dansk terræn. Vi fortsætter med endnu en god stigning, og kommer op til ”benzintanken”. Her gør de fleste rast. Vi har ikke stået ret længe, så kommer et hold op og en råber hej. Det er Pia fra Vejle Cykelklub. Efter en god pause her, er vi 5, Thomas, Martin, Ingemann, Jørgen og jeg, som bliver enige om, at vi skal ned i det ” Hullet”, det hedder Cala de sa Calobra. Først kører vi ned til appelsinlunden, her er der en kiosk, hvor vi får stillet sulten, så vi er klar til turen. Først går det ca. 2½ km op med en stigning på 5%, for så at gå ca. 9 km ned med fantastiske hårnålesving, startende med en slipseknude. Udsigten er pragtfuld. Efter denne nedkørsel når vi havet. Vi har nu 2 valgmuligheder, enten at tage færgen, eller starte cyklen og køre op igen.
Vi tager et par foto, for at have som bevismateriale. For der efter at cykle op igen. Jørgen og jeg følges ad hele vejen. Med en stigning på 7½% tager det os ca. 1 time. Vi møder de andre, evaluerer lidt på turen. Jeg er godt tilfreds, der er som at have lavet et svendestykke. Turen går nu hjemad, først lidt stigning for derefter nærmest at gå nedad. Vi er hjemme kl. 18.30 efter en tur på 130 km. Efter en opfriskning under bruseren, er vi klar til det store ta´selv bord.
Efter den forholdsvis afslappende dag i går, hvor vi var på marked i det gamle Alcudia, havde Kenneth lovet en flad tur ud i området øst for byen.. Vi startede ud af byen mod Can Picafort. De hurtige drenge – og Børge, skulle en længere tur ud til en stigning de kaldte 10 x Båring bakke, så de var kørt i forvejen. Vi andre hyggede os med en masse andre cykelturister, der skulle samme vej. Heldigvis slap vi af med dem alle, da vi drejede væk fra den store vej og fulgte en mindre vej mod Petra. Kenneth fandt dog en endnu mindre vej så vi lavede en sløjfe og kom igennem Manacor.
Vi var så heldige at vi kom til at overhale en skildpadde. Straks den så os, trak den imidlertid hoved og ben ind i skjoldet og legede død. Ib ville være så venlig at lægge den ud i rabatten, men var i tvivl om hvilken retning den var på vej i – indtil skildpadden viste at der var liv i den endnu og pissede på ham – så lagde Ib den i modsatte rabat – snedigt ikk! Manacor var en lidt større by, hvor vi først var inde at købe en is i et ”keramikudsalg” og derefter besøgte en perlefabrik – Mallorcas eneste eksportvare. Mens vi sad og nød vores is på keramikudsalgets fortov, kom de hurtige – og Børge, men uden Allan, som de havde tabt undervejs. Det var de nu ikke særlig bekymrede over, de mente nok han kunne finde vej til det sted, vi havde aftalt at mødes med pigegruppen til frokost - vores nye pigegruppe i Baghjulet, der dygtigt blev ledt rundt af Gitte og kærligt blev kaldt ”Støttehjulet”. Vi fortalte selvfølgelig de hurtige om dagens højdepunkt – skildpadden, og straks var der et par stykker, der kom med spydige bemærkninger om det var skildpadden, der havde overhalet os – det kom til at koste om aftenen. Efter at Thomas havde dulmet sin samvittighed og købt perler til sine piger derhjemme, fortsatte vi mod Petra, til torvet hvor Allan ganske rigtigt havde fundet pigerne. Her spiste de fleste af os en lækker frokost, Børge og Ellen var dog ikke helt tilfredse med den Toast de fik udleveret – men den var billig, og tyngede i hvert fald ikke på resten af
turen.
På vej gennem Muro kørte vi gennem byens smalle gader og snoede os behændigt gennem et mylder af forældre med børn i nye skoleuniformer – sikkert deres første dag i skolen. Bagude blev der råbt ”defekt”, men på grund af trafikken i de smalle gader kørte de forreste frem til byens torv der lå ca. 200 m fremme og ventede på resten. Vi kunne se, at der var fire deltagere fra gruppen nede ved ham der var punkteret. Det viste sig at det var Carlo der var uheldig, og det viste sig også, at det var fire piger, der var omkring ham, så aldrig har en punkteret cyklist fået så meget
medynk og så lidt hjælp. Nå, men efter endnu en is eller en kaffe, begav vi os hjemad ad de samme småveje, som vi havde kørt i regnvejr om søndagen - i dag var det dog en helt anderledes dejlig oplevelse. Ellen, der var bødemester i dag, havde fået rigeligt materiale til en sand bøderegn, så det blev endnu en fornøjelig aften inden vi godt møre faldt til ro under tæpperne.
Efter nogle rigtig dejlige ture de første dage i ugen, med hygge og gode aktivitetsforslag fra Gitte og Kenneth, kunne det så ikke udsættes længere. Kongeetapen stod for døren torsdag. Selvfølgelig giver det visse overvejelser og deraf følgende småsnak med sig selv og hinanden. Ca. 130-135 km med omkring 2000 højdemeter, og en masse hårnålesving kan jo godt sætte lidt gang i drømmene og måske med lidt urolig nattesøvn til følge. Udgangspunktet og forberedelserne kunne nu ikke være bedre, Alcudia ligger dejligt i bugten ved havets overflade, og ruten var tilrettelagt, så de første 10-15 km nordpå forbi Pollenca var flad opvarmning, med mulighed for hyggesnak undervejs.Det gode koncept vi kender hjemmefra træningsturene med gruppeinddeling af deltagerne blev selvfølgelig også brugt her. Nogle af vores piger, som havde trådt godt igennem på cyklerne de første dage, følte nok at dagen nu var kommet for en ”powershoppetur”, så de nød det i den gamle del af Alcudia.
Så var der en flok, som valgte Kenneths forslag om at kombinere udfordringerne med en dejlig udsigt over marker og småbyer fra bjergsiderne på deres vej sydvest mod byen Bunyola, hvor det var planen at vi skulle mødes for at følges hjemad sidst på dagen. Andre 10 Baghjulere M/K valgte at følges med mig for at tage turen gennem Serra de Tramunata, som bjergene mod nordvest kaldes. Det er et fantastisk område at cykle i. Som sagt tog vi hul på stigningerne efter Pollenca i sydvestlig retning mod turens tag Puig de Major, som rejser sig 1434 meter over havets overflade. Cykling i bjerge er ensbetydende med, at man må finde sin egen rytme at køre i, ellers risikerer man at gå helt død. Det var flot at se vore to piger Ellen og Inger disponere kræfterne over dagens første 7,5% stigning, som strakte sig over ca. 7 km. Jeg tror nok der var et par mænd, som kiggede lidt forundrede på de der dameben, da de nåede opsamlingspunktet! Samlede igen kunne vi så slappe en anelse af med lidt blandede op- og nedkørsler de næste kilometre. Her var der tale om varieret terræn gennem velduftende fyrreskov, som ind i mellem åbnede sig med udsigt til de omkringliggende bjerge. Vigtigt er det også især at huske drikkedunken med jævne mellemrum! Dehydrering nedsætter ydeevnen markant, og lidt fast føde skal der jo også til, så derfor lavede vi et pitstop ved en lille velplaceret restaurant, som lå lige for enden af en anden opkørsel vi prøvede nogle dage før. Området er fyldt med cykelmotionister, og hver gang vi var i pit, gik der ikke mange minutter før det lød; Hej Jørgen, hva søren er du også her i dag…og så blev der ellers udvekslet bemærkninger om hvad der sådan var sket siden sidst…I det hele taget er der rigtig mange, også danske cyklister som har fundet fidusen med at kickstarte sæsonen på Mallorca.
Blandt andre mødte vi en halv snes mand, der var på tur med Livsstil Rejser, en af Børges konkurrenter udi cykelarrangementer udenlands. Deres tur blev vist dækket af Cykel Motion Danmark, så der følger nok en spændende beretning i bladet senere.
Nå, men vi måtte videre, forude ventede ”Majoren”, og benene skulle jo holdes i gang, så de ikke blev alt for stive. Vejen frem bød på yderligere bjergbestigning på cykel, flotte vuer ud over bjergsøer, samt passage af en tunnel, noget der altid kræver ekstra koncentration. Skiftet fra lys til mørke gør, at mange føler en underlig vægtløs tilstand hvor balancen også er påvirket. Men vi kom godt igennem, og så ventede der en super flot nedkørsel mod byen Sóller. Også her var der rig mulighed for at arbejde med teknikken ved nedkørsel d.v.s. punktbremsning, svingteknik etc. Det gælder jo om at bevare kontrollen over cyklen, ja det lyder jo indlysende, men nu er det jo ikke så ofte at vi kører 50-70 km/t i længere tid ad gangen. Vi havde fået et tip af vores explorere Gitte og Kenneth, som betød at vi, lidt før vi var helt nede, skulle skarpt til venstre mod den lille by Fornalutx. Denne lille vej er fuldstændig omgivet af appelsin- og citronlunde, hvilket giver et helt enestående sanseindtryk af dufte og vidunderlige billeder på nethinden, mens man passerer igennem det frodige landskab. I byens midte kan man næsten nå fra hus til hus med armene, og her er også et lille intimt torv, hvor vi indtog vor frokost, inden flaskerne blev fyldt med vand fra fontænen. Turen fortsatte ned mod Sóller ad bittesmå gader, så man nærmest følte man kørte i en labyrint omgivet af haver. Vi tog bestik af kirketårnet, og endte da også på torvet foran den i et nærmest middelalderligt bymiljø der summede af liv (og cykelmotionister). Ude på omfartsvejen startede stigningen med det samme op mod de 25 hårnålesving over Sóllerbjerget. Og her udspandt dagens drama sig så, idet Inger tillod sig at køre fra Jørgen, og minsandten om ikke Per Allan kun så røgen af Ellen, da hun smuttede forbi, jo her var for en gangs skyld et par piger som bare lod benene tale!!! Fra toppen så atter en masse hårnåle inden vi snart fandt vejen mod Bunyola, hvor de andre tålmodigt ventende tog imod os.
Under indtagelse af energi til turen hjem (is og cola) fik vi lige overfladisk vendt dagens oplevelser, inden hjemturen tog sin begyndelse. Kenneth og hans kumpaner havde jo været over Orienten (et bjerg) på vejen ud, og det havde været rigtigt fedt. Så da vores højdemetersluger Thomas hørte det, var han straks ude med lokkesnøren. Jeg lod mig lokke, og overlod trygt gruppen til Kenneth og Ruth (hans navi), og alle fik atter engang brændt al krudtet af inden den store og velassorterede buffet skulle indtages i samlet flok kl. 19.30.
Kenneth have som sædvanlig sørget for solskin, da alle cyklister var samlet klar til afgang fra Hotetur Club Bellevue kl. 9.30. Det blev aftalt, at Gitte sammen med pigerne Karin, Laila, Joan, Grethe, Jette og Kirsten dannede deres egen gruppe, medens alle resterende som udgangspunkt var samlet i én gruppe. En enkelt mødte op iklædt den prikkede bjergtrøje. Det var måske i dag at Børge endelig skulle til at markere sig i fronten af gruppen?
Af spændende små veje ledte Kenneth gruppen mod Port de Pollenca, gennem byens små gader og ca. 2 km. udenfor byen påbegyndes en ca. 4 km opstigning til udsigtspunktet Mirador des Colmer i ca. 300 m. højde. Her blev gjort et kort ophold. Supermotionisterne Martin og Thomas benyttede dog vort stop til en opstigning til et andet udsigtspunkt. Fra Mirador des Colmer fortsatte gruppen de ca. 14 km. af en smuk snoet vej med mange stigninger, men også med en fantastisk udsigt til havet og området omkring Port de Pollenca, til det yderste punkt Cap de Formentor i 209 m o.h. og med udsigt til naboøen Menorca. Og nej, - det var heller ikke i dag at den prikkede trøje kom i front, - nærmere bestemt sidst. Om det var for at samle op på feltet eller manglende kræfter vides ikke. Alle i gruppen nød den flotte udsigt. Efter et ophold returneres til udsigten v. Mirador, hvor ”pigegruppen” efter en imponerende kørsel, og i rekordtid, havde indtaget bjerget. Det korte stop gav lige mulighed for, at Martin og Thomas påny kunne køre til det andet udsigtspunkt 100 meter højere oppe. Det var også på denne tur at Kurt fik bearbejdet sin skræk for stejle nedkørsler, (efter en ubehagelig oplevelse i Harzen sidste år), så også han returnerede i flot stil. Herefter påbegyndtes nedkørselen til Port de Pollenca, hvor Gitte og Kenneth havde udset sig en hyggelig restaurant, hvor frokosten blev indtaget. Under frokosten blev oplevelserne yderligere krydret med en stor oplevelse for flere af deltagerne, idet den tidl. Tour de France rytter, ireren Sean Kelly besøgte restauranten, således at flere af vore deltagere kunne blive fotograferet sammen med ham.
Efter disse oplevelser fortsatte de fleste i gruppen hjem mod hotellet efter endnu en fantastisk tur. Andre havde lige behov for at supplere turen med yderligere nogle kilometer inden vi om aftenen på ny kunne sætte os til det veldækkede bord.Det veldækkede bord dækker over en middags-buffet, som strakte sig ca. 20- 25 meter igennem hele lokalet, med alt hvad øjne, hjerte og mave kunne begære. Ofte måtte maven dog først melde pas, men utroligt lækkert var det oven på dagens anstrengelser. Det var også fredag aften, hvor det gode formål for ugens bøderegn blev afsløret. Allan og Jørgen kunne afsløre, at det ædle formål var flotte cykeltrøjer til Gitte og Kenneth, Karin og Børge for planlægning og gennemførelse at turen. Kenneth kvitterede med at meddele, at han og Gitte stod parat næste år i uge 17, til at tage sig af de cykelkammerater, der måtte finde vejt til Mallorca. - Det er jo et tilbud der næsten er for godt til ikke at tage imod. Lørdag – og afrejsedag. Cyklerne skulle afleveres i rengjort stand, 10 euro i depositum stod på spil og enkelte, der havde afleveret cykler om fredagen kunne berette, at inspektionen var meget grundig. Bunden i vejret på cyklen, klud ind under bremserne, egerne ja alle steder kom den hvide klud. - Så en stund gik der nærmest sport i at pudse cykel og alle depositumpengene blev da også udbetalt.
Uden cykel er jo næsten som at miste en arm, så eftermiddagen blev tilbragt ved poolen eller en sidste bytur. Nogle nåede også en tur til Can Picafort, for at købe billige Assos-cykelbukler til 95 euro. Kl. 17.00 holdt bussen for døren og hjemturen kunne begynde. Igen gik alt planmæssigt og midt om natten kunne de forskellige trille over broen og finde den hjemlige arne. Efter denne meget vellykkede tur, hvor vejret viste sig fra sin bedste side og den særlige Baghjuls-stemning var i højsædet hele ugen, var det nærmest et folkekrav, at turen blev gentaget til næste år.
Så det må Event-udvalget nok skrive sig bag øret.
