Calpe 2024

Udgivet 23-03-2024, tags: bjerge | deltagerberetning | gruppe-a | udlandsture |

 

Søndag den 17. marts

Vi mødtes otte gruppe A personer om natten kl. 03 i Middelfart, med to private biler for at køre til Billund Lufthavn. De fleste af os havde sovet minimalt så der var lagt op til en lang dag, men vi var meget spændte og forventningsfulde. 

Flyet ankom til Alicante ved 9 tiden og turen derfra gik videre med taxibus til vores lejede hus på en bakke i Calpe området. Vejret var fint med sol, omkring 20 grader og lidt vind.

Vi havde fra Danmark lejet cykler i byen, så det blev en rask gåtur på 3 kilometer for afhentning. Det tog et par timer at få cyklerne justeret og afprøvet incl. bikefit.

Vi var alle blevet temmelig trætte og sultne så det blev til en gang kaffe, brød og havregryn inden vi kunne tage hul på vores første nordgående tur på omkring 75 km og 1100 hm. Rasmus, Jeppe O. og Kristian havde tilsluttet sig til os, de var ankommet dagen inden og var derfor mere friske end os andre, men cykles skulle der.

Det blev en jævnt hård tur i det kuperede terræn ved kysten. Heldigvis blev der tid til et kaffestop efter ca. 30 km ved en lille café ved kysten. Hjemturen blev hård da flere bakker skulle forceres. Alligevel blev der overskud til at vi hjemme igen kunne afslutte med øl eller sodavand i Calpe by ved 19-tiden.

Til aftensmaden kogte vi den obligatoriske pasta med tomatsauce, efter en alt for lang dag. 

Så kom vi da i gang med vores eventyr!


Mandag den 18. marts

Det var en flot morgen næsten vindstille og 24 grader. Vi mødtes 11 mand ved Lidl kl. 10 og cyklede syd på ud af byen langs kysten, det blev til uventede små giftige stigninger op til 20% nogle steder, og allerede i løbet af de første 15 km kørte vi 550 højdemeter. På trods af at cykeludlejeren grundigt instruerede os i “no gravel” så blev det til et kort gravelstykke da vi kom på afveje. På den anden side fik vi et fantastisk view fra toppen ud over havet. 

Efter 20 km startede den planlagte stigning på 30 km længde og 900 højdemeter. Halvvejs oppe efter 38 km lavede vi kaffestop i El Castell Guadalest, et attraktivt og velbesøgt turistområde. 

Herefter fortsatte vi til toppe hvorefter vi kørte ned i et dalområde og spiste frokost på en fortorvsrestaurant. 

Maverne blev fyldt med mad og drikke og vi havde en ny 7 km stigning, som skulle være dagens sidste større udfordring. De sidste 45 km foregik i faldende terræn med mindre knolde ind imellem. På vores 123 km tur blev det til i alt 11 stigninger og 2129 hm. Det viste sig senere at dette blev vores kongeetape og kl. 18 var vi hjemme, alle mand var vist godt brugte. Alt i alt blev det hårdt men hyggeligt. 

Om aften fik Søren gang i vores grill og tilberedte kylling, herefter gik snakken lystigt om hvordan morgendagens rute skulle være. 


 
Tirsdag den 19. marts

Planen for dagen var oprindeligt en længere tur på 159 km men der var mere stemning for at køre 75 km så vi kunne være tidligere hjemme og hvile lidt ud. 

Feltet blev reduceret fra 11 til 9 mand og gruppen kørte mod den kendte stigning Coll de Rates. Dagen bød på to stop, hvor vi på hjemvejen fandt en super god restaurant bare 15 km fra hjemmet. Vi var retur kl. 15.30 og kunne nyde kaffe og øl på terrassen. Der blev også badet i vores private pool. 

Om aftenen spiste vi på en fiskerestaurant i byen og sluttede af med en godnatdrik på havnepromenaden. Det var så sidste dag i fællesskab men Kristian, Rasmus og Jeppe O, da de rejser hjem nu. Tak for godt selskab. 

Dagens tal blev 75 km og 1300 hm.  


 

Onsdag den 20. marts

Nu var den tilbageværende gruppe på 8 personer. Desværre var Peter og Nils ikke i stand til at cykle med på fællesturen. Peter var syg og Nils kørte 90 km alene.

De øvrige 6 personer kørte afsted kl. 10. De første ca. 10 km var ud ad den større landevej i direkte modvind og gruppen blev fra start lidt spredt. Herefter kørte vi ad mindre veje ind i bjergene og vi kom også et par km på en kuperet og mindre sti, det var ikke planlagt. Efter 40 km var det tid til kaffestop og vi stoppede i Castell Castells. Der var ingen kaffe at finde så det blev kun til en cola fra købmanden! 

Ved 50 km ville vi spise frokost samme sted som mandag men desværre var restauranten lukket. Vi fandt en lille Tabacos handel med et minimalt sortiment. Så vi måtte nøjes med burgerboller pålæg og bananer. Derfra gik det mod vores 11 km stigning op til Port de Confrides, vores vores vendepunkt. 

Vores hjemtur på 40 km gik stort set kun nedad. Vi stoppede og fik kaffe/proviant 34 km fra vores hjem. Vi kørte de sidste 10 km hjem ad landevejen, og passerede et par tunneller hvor vi oplevede hvordan de kan fungere som vindtragte og modvinden blev meget ekstrem. Vi ankom hjemme 17.30 efter en fantastisk dag. Det var skønt at sætte sig i sofaen og se hvordan Pogacar kunne udradere alle øvrige ryttere i Catalonien Rundt. Dagens tal: 21 grader og blæsende, 120 km og 2050 hm. 


 

Torsdag den 21. marts

Kl. 09.30 drog alle 8 mand afsted i fællesskab. Vi rullede syd på ad landevejen i god medvind de første 10 km. Inden formiddagskaffen gik ruten af en sidevej gennem appelsinplantager og vi fik 5 km hårde stigninger med op til 24%. Prisen blev derefter et stop på en hyggelig restaurant med en flot solterrasse. Belært af oplevelsen holdt vi os herefter til landevejen. Efter 50 km fandt vi til frokost en cykelcafé "BlancaBikes" hvor vi bl.a. mødte ColoQuick som netop på dagen havde slået Ayusos’ hurtigste opkørsel på Coll de Rates, med det unge 18-årlige danske håb Peter Øxenborg i tiden 12.40 min. 

Efter frokost kørte Michael og Nils fra alene, Nils mødte Remco Evenepoel på hans hjemtur. Vi fik rigtig mænget os med de store i dag. Vi andre seks fortsatte på ruten og efter 3 km fik vi dagens hårde stigning på 11 km. Fra toppen var der 40 km hjem og i medvinden var det overstået på under 1 time, stærkt anført af Jan. Den sidste aften i huset blev der hygget med fælles grillmad og rødvin. 

Dagens tal: 18 grader og kraftig blæst, 103 km og 2100 hm. 
 

Fredag den 22. marts

Så blev det sidste dag i Calpe. Der var stemning for at rulle en kort tur på Calpes havnepromenade og kystvejen for efterfølgende at aflevere cyklerne tilbage ved 12-tiden. Vi fik en hyggelig frokost og gik hjem for at bade lidt i poolen og pakke vores bagage. 15.45 kom vores lufthavnstaxi og ferien sluttede hermed. 

 

I løbet af de seneste dage fik vi cyklet godt 500 km med 9000 hm samt drukket adskillige kopper kaffe. Man forstår godt hvorfor Calpe er en yndet cykeldestination blandt både professionelle og motionister. Vi rejser hjem med fantastisk gode minder om vejret, perfekte veje og et storslået terræn.

Vi håber på et snarligt gensyn!


pva. deltagerne

Jeppe Gammelby

 

Støt dem, der støtter Baghjulet