Landevejsbegyndertur

Udgivet 25-08-2023, tags: DGI | kvinder |

3 begynderture for kvinder, i samarbejde med DGI, Middelfart Kommune og Baghjulet er nu gennemført. Torsdag, den 24. august kørte Dorte og jeg den sidste af 3. social rides, arrangeret i samarbejde mellem DGI, Middelfart Kommune og Baghjulet. Vi blev 8 på tur (inkl. 1 mand). Det er ikke den store tilslutning vi har haft til de her begynder-prøveture for kvinder. Det tror vi skyldtes manglende markedsføring - men dem der deltog, udtrykte glæde ved cykelturene. I aftes fik vi en fin afslutning på de 3  Social Rides.

Der har været en fin tilslutning fra erfarne kvindelige klubmedlemmer, som er mødt op og har øset ud af deres erfaring. Og vi fik fortalt en masse om, hvordan vi cykler i Baghjulet, om alle de tilbud vi har, om éndag- og flerdages ture, rejser, daglig træning hele året, MTB, gravel, landevejscykling, vintercup o.m.m. Med andre ord, at Baghjulet er en motionscykelklub hvor man kan få utroligt meget ud af det, hvis man vil det og hvis man kommer og deltager.

Vi fortalte også, at Baghjulet ikke er sådan en slags klub, hvor der står et træner-team klar, når man møder op. Vi har kun hinanden og det vi vil have til at ske, er vi nødt til selv at tage ansvaret for og at bidrage til, at få til at ske. 

Tak til alle deltagere for god opbakning og positiv tilgang.

Helle

 

 

Torsdag, den 10. august, 2023

I aftes kørte vi den første af 3 såkaldte "social rides" Landevejsbegyndertur for Kvinder.

De 3 social rides er kommet i stand på initiativ af DGI og Middelfart Kommune, som sammen med Baghjulet gerne vil slå et slag for kvinder på landevejscykler. Der er ikke mange der ved det, men vi får en start på pro etapecykelløbet Scandinavian Lady Tour her i Middelfart - et løb hvor vi rent faktisk får TOUR DE FRANCE (Femme) deltagere til start!

Det er der ikke mange Middelfartere der ved ... Som en sagde til mig i går aftes: "Det er der da blevet gået stille med dørene med ..." og sådan er det jo, når det "bare" er kvindecykling.

Der var 5 tilmeldte kvinder på det første Social Ride - det er i DGI sammenhænge "en succes". Middelfart Kommune skrev i forgårs, at de nu vil begynde at markedsføre arrangementet (som har ligget online i 2 måneder) og det er vi da glade for. Hvor de gør det, ved vi ikke.

 

Første begyndertur

2 ud af 5 tilmeldte mødte ikke op til den første tur, men så kom der heldigvis nogen andre - bla. Jaennie som havde sagt ja til at hjælpe mig med turlederrollen i Dortes fravær, samt Helle DP, som ligeledes har erfaring med cykling i Baghjulet. Således blev vi 6 kvinder på tur i går aftes og som alle ved er 6-8 personer i en gruppe bare perfekt. Vi cyklede ud med DGI kursisterne under de bedste cykel-forhold.

Det var ovenikøbet tørvej.

Vi havde skrevet i invitationen at turen blev 30 km og at vi ville være retur ved Naturcentret kl. 20:00. De fremmødte kursister var veludstyrede på fine racercykler med klikpedal og alt hvad der hører sig til. Udturen gik lidt med lige at mærke cyklerne og finde ind i god gruppeformation. Herefter fik vi kørt - og snakket - os varme.

Vi landede ved Naturcentret kl. 19.57 med 40 (ups ...) kilometer på tælleren. Kursisterne var glade for turen og havde lyst til mere.

Tak til Jeannie og Helle for hjælpen, med at styre gruppen rundt. Der blev snakket og fortalt en masse om cykling i Baghjulet.

 

Du kan læse om Scandinavian Lady Tour her: www.battleofthenorth.eu

 

Helle

 

Støt dem, der støtter Baghjulet