På generalforsamlingen for nyligt kunne vi byde velkommen til en ny kasserer. Pia Rolsted har nemlig sagt ja til at overtage opgaven efter Svend Erik Steensen, som trådte af efter en årrække som Baghjulets kasserer.
Vi har bedt Pia Rolsted fortælle os lidt om sig selv.
”Som sagt - jeg hedder Pia Rolsted. Jeg er 53 år, har 3 børn og 4 børnebørn. Jeg bor i Snoghøj sammen med Uffe. Til dagligt arbejder jeg som Regnskabs- og Økonomichef, så jeg er vant til at jonglere med tal og økonomi.
Jeg er sjællænder – opvokset på Vestegnet. Det var også her jeg startede min cykelkarriere i januar 2012 på MTB.
Den første cykel jeg købte var med 3 klinger foran, og med reflekser og skærme på for- og baghjul. Den var meget tung og jeg kunne ikke køre 10 km uden at være fuldstændig udmattet.
Meget har heldigvis ændret sig siden.
Jeg kørte mit første cykelløb på Næstved Kasserne på spor lavet af kampvogne på larvefødder og jeg var ved at dø, kan jeg huske. Jeg blev fulgt rundt af en løbsvagt der skulle sikre sig at alle kom med hjem og hjem kom jeg, selvom det var som en af de sidste.
Et år efter opstarten og mange knubs senere, fik jeg købt mig en cykel med to klinger foran og i carbon. Jeg var meget stolt.
I september 2013 meldte jeg mig ind i Roskilde Mountainbike klub RMK, så jeg kunne begynde at køre med nogle på mit niveau (kvinder) og lære noget teknik. Her har jeg haft nogle fantastiske år, med en masse løb, klubture, klubevents, sporbyggeri og meget, meget mere. Cykling og især MTB har fyldt en masse i mit liv og det har været nogle helt fantastiske år. Vi er stadig en gruppe på 10 kvinder der holder kontakt og laver events med årlig shelter tur, udenlandsture mv.
I 2015 blev jeg kasser for RMK, men dog ikke i så mange år, for så mødte jeg Uffe, så jeg lavede det sidste regnskab i 2018.
I december 2017 flyttede jeg til Jylland sammen med Uffe.
Billederne herover: Dejlige minder fra mine første år på cykel. Nu har jeg fået mit første sæt Baghjulstøj. Helle Webmoster spørger efter et billede af mig i det nye klubtøj - jeg lover jeg nok skal få taget et snart.
I sommeren 2018 begyndte jeg at cykle på racercykel sammen med Baghjulet, men kørte stadig en del MTB.
I dag cykler jeg det hele. Gravel, MTB og racer. Jeg elsker det hele og jeg har mødt en hel masse fantastiske mennesker i Baghjulet, med samme interesse som mig.
Vi har en fantastisk klub. Jeg har allerede haft en masse skønne cykelture og har været med på flere dejlige rejser. Den slags kommer ikke af sig selv og derfor glæder jeg mig også til at kunne bidrage med mit frivillige arbejde som kasserer.
Hvis I har spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte mig.
Fremover kan I fange mig på e-mail kasserer@baghjulet.dk
Vi ses på cyklerne.
Mange hilsner
Pia Rolsted"
Billedet herunder: Pia med Baghjulet på Mont Ventoux, Provance 2021