FRI!

Udgivet 03-04-2023, tags: sikkerhed |

 

I kender situationen. Gruppen kommer kørende og skal passere en befærdet vej. Det ruller, farten er god, stemningen er endnu bedre.

Hvad nu?

Kan vi slippe for at stoppe? Slippe for at klikke ud af pedalerne?

De forreste ryttere ruller frem mod hajtænderne, tager farten lidt af, kigger til højre, kigger til venstre, kigger til højre igen (lige som vi lærte vores børn).  

Forreste vurderer, at gruppen nok godt kan nå at komme over vejen. Der kommer ingen biler. Eller den der bil er vist tilstrækkeligt langt væk, til at gruppen kan nå over?

"FRI!", råber forreste rytter.

Og gruppen bag ham følger med ud i krydset i den tro, at de roligt kan køre ud.

De bliver ikke kørt ned.

Forreste rytter har set sig for, på deres vegne.

Forreste rytter passer på dem ... 

 

Men, men, men ... 

I turlederudvalget henstiller vi til, at vi IKKE gør brug af kommandoen "FRI!" i Baghjulet.

Det er nemlig IKKE sikkerhed på cykel, at gruppen således forlader sig på kommandoen FRI og stoler på at forreste rytter kan orientere sig sikkert på vegne af de bagved kørende.

Det fritager IKKE os andre fra, at tage ansvar for vores egen sikkehed - Du skal selv vurdere, om  DU kan nå sikkert over vejen. Det ansvar hverken kan eller må dine kammerater tage, på dine vegne. 

 

 

Hvor mange har grinet af den her vittighed?

 

" FRI! .... Altså, hvis du er hurtig. Ha' ha' ha' "

 

Derfor henstiller turlederudvalget til, at vi IKKE benytter kommandoen FRI. 

Du skal selv se dig for, og du skal selv vurdere om du kan nå sikkert over vejen. (Og bare rolig - gruppen venter på dig. Vi er en motionscykelklub - alle kommer med rundt).

Hjælp hinanden ved at orientere nye i klubben om, at vi ikke benytter kommandoen "FRI!".

 

Må vi være fri?

Derfor "FRI!" - den kommando vil vi gerne være FRI for i Baghjulet.

 

Læs mere om Sikkerhed i Baghjulet på denne siden.

Læs flere artikler om Sikkerhed her.

 

Turlederudvalget

 


Foto herover: Et virkeligt arkivbillede fra én af vores egne ture - en situation vi ikke ønsker at opleve i Baghjulet.

 

Støt dem, der støtter Baghjulet