Sæsonafslutning

Udgivet 26-09-2022, tags: Suppetur | Sæsonafslutning |

Søndag den 25. september 2022 rundede Baghjulet sin fyrretyvende sommersæson af.

Og det skete med maner på en søndag, der startede med kulde og tåge kl. 9:30 og sluttede kl. godt 12:00 med bagende sensommersol ved Naturcentret.

Fremmødet var superflot. Suppeholdet (Super-holdet!) varmede suppe til omkring 70 deltagende Baghjulere. En kæmpestor tak for den flotte service. Ikke alene står Super-holdet klar med varm suppe, brød og kolde drinks, når vi kommer hjem fra cykeltur. Der er ovenikøbet udsøgt service med kaffe og flødeboller, som de går rundt og serverer for os.

Ikke noget at sige til, at folk bliver hængende og ikke har travlt med at skynde sig hjem.

Vi havde også besøg af medlemmer, der ikke var på cykel i dag. Ikke mindst nogle af vores skadede klubkammerater, som må holde pause fra cyklerne pga. styrt og brækkede knogler. Vi håber at se jer stærkt tilbage på cyklerne til foråret.

Grupp G - G for Gravel - havde lagt deres søndagsgraveltur lokalt i dag, i anledningen af suppeturen og kørte en grusvejstur i lokalområdet. Til jer der holder cykelformen ved lige på brede dæk hen over vinteren, bliver der rig mulighed for at komme med på gruppens grusvejs-ture.

Vi slutter i kanon form.

Nu gælder det om at holde den gode form hen over vinteren. Og det er der heldigvis masser af mulighed for.

  • Vi cykler stadig hver søndag kl. 9.30 hen over vinteren, bare uden turleder.
  • MTB by Night har sæsonstart tirsdag, den 1. november (følger vintertid).
  • Powercup-sæsonen er i fuld gang
  • Dagholdet kører kl. 10:00 hver onsdag hele vinteren. 
  • Andre rykker i spinningslokaler (se her hvor du kan få Baghjulsrabat på Spinning).
  • Og atter andre kaster sig over e-cykling på Hometraineren.

Tak for denne sommer og på gensyn hen over vinteren

Støt dem, der støtter Baghjulet