Gravel søndag fra Ollerup

Udgivet 27-03-2022, tags: gravel | pølser |

Den sidste af de 6 Gravel Søndage i Baghjulet, som Ole Bech-Hansen og medarrangørerne i det nye Gravel-udvalg annoncerede i efteråret, blev kørt i dag.

Denne gang skulle vi starte turen fra Den Frie Lærerskole i Ollerup, hvor Baghjuler Ole P. var forstander, indtil for nyligt. Ole havde lavet en rute til os på 64 km. Masser af gode grusveje, noget skovkørsel, både fladt og kuperet og også en flot-flot asfalt tur retur til startområdet, langs Svendborg Sund. Virkelig noget for enhver smag.

36 Baghjulere mødte op på gravelcykler eller mountainbikes. Ole (det er ham i ser yderst til højre på billedet herunder) briefede os på ruten og fortalte lidt om nogle af de seværdigheder, vi kunne forvente at komme forbi.

Vi fik taget det obligatoriske fællesfoto og tog ud på ruten.

Konceptet til Gravel søndage er - Keep it simple. Vi downloader ruten til vores Garmins og kører "un-supportet", som vi kalder det. Det betyder nu ikke, at man er fuldstændig overladt til sig selv - det er man aldrig, når 36 Baghjulere tager ud sammen.

Det betyder egentlig bare, at der ikke som sådan er nogen der er turleder i gruppen.

Man finder sammen i en naturlig opdeling i grupper og kører turen præcis i det tempo og med de pauser, de enkelte grupper har lyst til. Har du lyst til at nyde turen i behageligt tempo og holde gode pauser, så gør du det - har du lyst til at give den gas og få sved på panden, så er du fri til at lade cyklen rulle under dig. Man finder hurtigt sammen med ens ligestillede. Og vi hjælper hinanden i grupperne under vejs.

Keep it simple.

I dag blev det til en 3-4 grupper, som kørte turen i det gode vejr og som var hjemme ved startstedet ved Lærerskolen, sådan ca. indenfor en halv times tid.

Arrangørerne havde grillen med hjemmefra og der blev grillet pølser og drukket sodavand og fortalt røverhistorier i det gode vejr.

Ole BH havde bagt en kage.

Gravel udvalget har lovet, at Gravel søndagene er kommet for at blive. Der vil blive ture hen over sommeren og Gravel udvalget slår turene op i god tid her på hjemmesiden og i Facebook gruppen Baghjulet Træning. Så hvis du vil med, så er det her du skal holde dig orienteret om hvor turen går hen næste gang.

En stor tak skal lyde fra alle deltagerne til arrangørerne og ikke mindt til Ole P. for at huse os på Lærerskolen og vise os sit smukke lokalområde.

 

Støt dem, der støtter Baghjulet