Dette var året, hvor det "gamle" udvalg takkede af og et nyt tog over. Og det blev en helt igennem fantastisk tur i godt Baghjulsselskab.
Gruppe 5 var den med de fem af i alt seks deltagende kvinder. Vi var 10 i alt, en rigtig god størrelse på en gruppe.
Turen startede i flot solskin i århus. Efter at have taget afsked med alle de hjælpsomme chauffører, og Dini-bilen var pakket med bagage og madpakker, startede vi kl. 9.15 i godt tempo på asfalteret cykelsti ud af byen, gruppevis. Det var koldt, men dejligt at være i gang. Turen fortsatte på skovveje, nogen steder let mudrede eller lidt isede, men ikke noget problematisk.
Ved Pinds Mølle havde vi en kort pause sammen med gruppe 4. Per Allan fortalte, at vi skulle have været igennem skoven, men ved gennemcykling af ruterne forinden, havde de opdaget, at der var cykling forbudt. I øvrigt var det vist nok lidt teknisk krævende, så ingen havde indvendinger mod at tage asfaltvejen i stedet. Vi fik masser af skovvej og spændende små stier andre steder.
Da vi nåede den store og delvist isdækkede Mossø havde sulten indfundet sig, og det var i den grad på tide at finde Erik og Dini-bilen.
En rasteplads, højt beliggende for enden af en trappe, med udsigt over Mossø, (mon nogen gav sig tid til at nyde den?), var udpeget til frokoststed. Desværre havde solen valgt at lege skjul netop på det tidspunkt. Men det var tørvejr, og det var vel det vigtigste.
Godt måtte af frokost og Dini's kiks og kager drog vi videre mod Silkeborgskovene og Himmelbjerget. Turister var der ikke mange af, så vi tillod os at cykle hele vejen. Poul Erik smed sin cykel og løb hen til tårnet og sparkede til det, mens jeg så måbende til. "Ja, jeg er medlem af Dansk Tårn-sparker-forening!", sagde han. "Næh!", og jeg har nok set endnu mere overrasket ud.
Vi fik foreviget tårn, udsigt og deltagere på alle leder og kanter, og på "sportsprogram" ;), hvorefter vi rullede lige så stille, (undtagen Villy, hvis bremser kunne høres over det meste af Jylland!), ned af de "lange" trappetrin,
Vi fortsatte gennem skoven over Sletten og langs de dejlige søer. En rigtig flot og solrig tur. Og allerede kl.15.35 nåede vi frem til Silkeborg Vandrehjem, hvor vi blev modtaget af Allan Moss, som var "hoppet af" sit hold. Han var blevet "pigesur", sagde han. (Forfærdeligt udtryk!!!). Nå, Allan havde lavet navneskilte til alle værelserne, så det var nemt at finde ud af, hvor vi skulle bo.
Senere tilbød jeg Allan at cykle med på gruppe 5's harmoniske hold næste dag, men han var åbenbart mere til "mandehørm" i gruppe 4!
Inde i den hyggelige spisestue på vandrehjemmet var der kaffe, nybagte boller med hjemmelavet syltetøj, en lækker lagkage og cookies. Det var der nogle få, der valgte fra??? De ville hellere have flere kilometer på regnskabet og cyklede en ekstra tur. Jeg er ikke sikker på , at alle på det hold var klar over, hvad de gik glip af!
Efter kaffen gik vi tilbage på værelserne og soignerede os til middagen, det var da også tiltrængt, og enkelte fik også en lur i køjesengen. Kl. 19 mødtes vi til spisning. Vandrehjemmet bød på en lækker buffet, og der var, så alle blev måtte.
Jan og Per Allan takkede endeligt af, og overlod Hærvejstur-udvalget til Michael. Vi håber så alle, at Niels P. vil hjælpe til, så ikke Michael skal stå alene med det hele.
Og så blev der holdt auktion over de tre sidste Hærvejsbluser. De bluser, som i sin tid havde været ved at slå bunden ud af Baghjulets budget. F. Stounberg var en dygtig auktionarius.
Kurt overbød de ret tilbageholdende bud på den mindste af bluserne med næsten 100%, og så var det afgjort.
Den næste gik det trægt med. Stig bød, og Allan bød ham op og endte da også med selv at få den. Men nu er der bare det, Allan, at man skal ha' gennemført Hærvejsturen for at bære en sådan bluse, pigesur eller ej, så nu er du ligesom forpligtet til at tage med næste år. ;)
Og ved den sidste og største trøje bød Carl Ove over, hver gang, der kom et bud. Jo, den skulle ind og hænge i tøjbutikken. Flemming pointerede, at den ikke skulle betales af Tøjbutikken, men det vil vel fremgå af regnskabet på næste års gen.fors., hvis det er sket! Og da Brian kom til at sige noget med 200 kr., så var Ib da mere end villig til at tage sin Hærvejsbluse af i en fartog sælge den.
Næste morgen skinnede solen i rimfrosten, og DMI meldte snevejr sydpå, så afgang blev rykket til kl. 9.
Morgenmadsbuffet'en var helt i top, og der var mulighed for at smørre sig en rigtig god madpakke.
Kursen blev sat mod Virklund, og vi kom hurtigt ind på Hærvejsruten, som blev fulgt på dejlige stier og singletracks i indlandsklitterne i Vrads Sande. Et herligt områ de at bevæge sig i. Vi blev skarpt forfulgt af gruppe 4, som selvfølgelig kommenterede, hver gang vi holdt en lille pause. Nu havde Kenneths gruppe fortalt, at de overholdt alle køre/hviletids-bestemmelser, så det måtte vi jo også henholde til.
Ind imellem "løb" vi ind i stigninger, som var en udfordring for nogle, mere end for andre. En enkelt af dem blev kun besejret af Inge, som cyklede hele vejen op med sit vidunderlige smil på, mens "drengene", hun cyklede med i gruppe 1, var stået af på stribe. Hun ER en klasse for sig. Stærkt kørt, Inge!
Også nedkørsler kan være en udfordring af helt andre grunde end opkørslerne. Og da vi nåede en af dem, hvor jeg var sikker på at Helle ville stå af og trække, det var sket nogen gange, blev jeg overrasket over, at hun blev i sadlen. "Ja, hellere dø med værdighed!". Helle var for træt til at stå af!
Ikke længe efter var det frokosttid, og det blev på den lokale hundeførerforenings træningsbane i Nr. Snede. Her var lidt læ, lidt blæst, lidt sol, lidt koldt! Alle grupper mødtes nogenlunde samtidigt.
Vi fandt madpakkerne frem, Erik fandt kaffen og de hjemmebagte kager frem. :) Da jeg nåede dertil, var der en af kagerne, jeg specielt godt kunne tænke mig at smage, og så nuppede Henrik Steen det sidste stykke for næsen af mig. Skyndte mig at hugge halvdelen, han ville gerne dele, (tror jeg nok!).
Niels Aagaard, der havde placeret sig stratetisk ved siden af kagerne, undlod lige at fortælle, at der var en hel kage mere af samme slags!
Når vi nåede øster Nykirke var aftalen, at vi skulle ringe efter chaufførerne og fortælle, at vi ville ankomme til Jelling en time senere.
I den time var åbenbart indlagt plads til til et lille eventur. Altså ikke udenfor ruten, for vi fulgte skam skiltene, men nogen havde forsøgt at gemme Hærvejen med fældede træer. Selvom turleder PA kæmpede sig frem til fods, lykkedes det ikke at finde det videre forløb af ruten, og vi måtte vende om og cykle et stykke tilbage lige i favnen på gruppe 4, som måske havde lugtet lunten. De ville i hvert fald ikke forsøge sig, selvom deres meget lokalhistorisk interesserede turleder blev lokket med foredrag om området ude for enden af stien. De valgte i stedet at infiltrere vores gruppe hele vejen til Jelling.
Jeg vil slutte med at sige tak til gruppe 5 for deres tålmodighed med mig, min fotografering og min cykel. Cyklen begyndte at pive om lørdagen, og jeg havde planlagt at sætte et mekanikerteam til at fixe den og Helle's forskifter, men det blev ikke rigtig til noget. Så søndag var vi lige vidt. Helle klarede sig uden den mindste klinge, og jeg blev sendt ned bagi, så piveriet mest gik ud over Flemming. Han var bagtrop og kunne ligesom ikke slippe væk. Dog var der ingen, der kommenterede, at den faktisk ikke sagde en lyd de sidste 20 km!
Hvor jeg glæder mig til næste år.
