Deltagerne fra Korsikaturen beretter om cykelugen. Vi opdaterer løbende, efterhånden som dagene bliver beskrevet.
Af Dorthe Schmidt
Der var flyafgang fra Kastrup til Korsika tidligt lørdag morgen og forud ventede en cykel tur på 114 km. Derfor havde jeg valgt, at tage en overnatning i København. Så jeg møde mine glade baghjulskammerater ved gaten i lufthavnen.
Der var god stemning i flyet og drillerierne var allerede godt i gang…
Michael mistede en kuffert, så derfor trak det lidt ud i lufthavnen, men hele flokken, blev nu sendt ud på ca. 1 km gåtur med kufferter osv.
Vi lignede en flok flygtninge på vej mod bedre forhold, men heldigvis ventede der noget andet forude..….
Bilen med cykler stod parkeret ved et hotel og vi gik straks i gang med montering af cykler (Min gode ven AP hjalp heldigvis mig, ellers var jeg nok ikke blevet klar) og omklædning foregik under åben himmel. Ikke den bedste start på ferien. Men vi var forventningsfulde, for vi have jo stadig de godt 100 km foran os og temperaturen var tæt på de 30 gr.
Vi kørte ca. 7 km ud af Bastia i samlet flok, men så kom der andre boller på suppen.
Opstigningen på ca. 35 km startede og Helle og jeg dannede hurtigt bagtrup. Heldigvis var der hele tiden et par mænd hos os (mest Kaj), men vi fik besøg af bl.a Hans og Jan Rasmussen samt guiden Thomas.
Der var sved på panden og det var mega hård, men det galt bare om, at finde en god rytme og bare træde. Pludselig var vi på toppen og der ventede frokost på bagsmækken.
Ruten ned var den flotteste og mest spektakulære oplevelse, jeg længe har haft. De seje gutter var længe kørt, Kaj og Helle var bagtrup og jeg lå der lige i midten helt mutters alene. Der var bare den skønne natur, et par køer, et æsel, stilheden og mig. Guiden Jesper var også kørt i forvejen, men lavede et par stop for at tjekke op på os. Hold nu op en fantastisk tur og den svære opkørsel var for længst glemt!
Der var opsamling i bunden og herefter gik det lige ud af en stor landevej. Jeg lagde mig forrest, nu skulle der lidt fart over feltet, men inden længe stod Jimmy og råbte os an. Klokken var blevet 16.30 og der ventede endnu et bjerg forude. Helle og jeg fik nu tilbud om, at køre med Jimmy til hotellet, da de ikke mente, vi ellers ville nå hjem inden mørkets udbrud. Husk på, vi startede først vores 100 km lange tur kl 13. Vi havde kørt 62 km og 1200 højdemeter, så efter en lang rejsedag osv. var det ok for Helle og jeg, at stoppe dagens etape her.
Kaj og Jesper satte efter den store gruppe og fik heldigvis hurtigt indhentet dem.
Vi kom frem til hotellet i Algajola, som lå lige ned til den flottest strand. Nyd lige udsigten fra mit hotelværelse.
Da alle vore gode klubkammerater endnu ikke var ankommet til hotellet og klokken nærmede sig 19.30 og tusmørket var begyndt, må jeg indrømme, at der begyndte, at komme lidt bekymrede miner hos Helle og jeg. Mon der var sket noget? Heldigvis ikke, ganske få øjeblikke senere kom de alle godt i mål.
Nu var der en halv time til aftensmad og husk vi er i Frankrig, der laver man ikke sådan lige om på planer, så gutterne fik travlt. De fik udleveret nøgler sammen med grundig information fra receptionisten. Hente kufferter i bilen. I bad osv.
Alle mand var klar i restauranten kl 20.15 efter en super dejlig med hård første dag på Korsika.
Tak til jer alle for første dag på Korsika og jeg vil slutte med Thomas’ beretning om næste dag: I tror det er en floskel og jeg ved jeg har sagt det før, men i morgen bliver det endnu smukkere…..
Fortsættelse følger ...
Af Helle Stougård
Efter den noget hårde start lørdag, hvor Dorte og jeg så-at-sige "faldt for tidsgrænsen" og ikke kunne nå at gennemføre etapen, gjorde vi os umage for at hvile godt igennem om søndagen (hvor vi kun tog en kort rulletur). Derfor var vi max klar til den lange etape mandag, hvor vi skulle cykle fra hotellet i Algajola til næste hotel i Porto. Vores gruppe på 25 Baghjulere, var nu blevet delt op i 3 og Dortes og min gruppe (vi hed gr. 1 og vi var 7 inkl. guiden Thomas) startede før de andre.
Nu havde vi meget bedre tid til at komme igennem dagen.
Det blev den flotteste cykeltur jeg nogensinde har cyklet (en sætning jeg næsten sagde hver aften, resten af ugen...). Vejret var 30+ grader og vi trådte stille og roligt i vores eget tempo op over den ene vilde stigning efter den anden, ad små bjergveje, hvor vi stort set ikke mødte trafik. Lige en rute efter min smag. På toppen af første stigning, blev vi fotograferet af Thomas.
Derfra gik det lidt nedad indtil næste hårde stigning (det går vist aldrig lige ud på Korsika, kun enten opad eller nedad). Her ventede en MONSTER hård opstigning, hvor temperaturen under cykelhjelmen steg til 45 grader. 4 kilometer med både 11 og 12% stigninger.
Her ventede depotvognen af de andre grupper (som havde overhalet os) og her var fest og god stemning og VILDT flotte udsigter. I dag var det guiden Jesper, der var servicemand og han fik højere karakterer en Jimmi (som stod for det på førstedagen). I dag var der nemlig mad nok til alle og "majo" til den hvide baguette (luxus!).
Efter en god pause, kørte vi ned af bjerget igen. - 20-30 kilometer nedkørsel. Man kunne virkelig øve sig på sine nedkørsler her. Fin asfalt. Næsten ingen trafik.
Næste sindsyg flotte pas kom ned langs Korsikas vestkyst. Vi cyklede nærmest på en "hylde" skåret i klipperne ... På billedet herunder har jeg fotograferet Lars og Keld (man aner dem, som 2 mindre prikker). De cykler bag mig, ovre på den anden side af kløften. Vejen bugtede sig langs bjergsiden.
Der er simpelthen ikke nogen ord, der kan beskrive hvor flot det var.
De andre grupper kørte os op, og det var hyggeligt at vi kunne cykle de sidste kilometer ind mod hotellet i Porto sammen. Vi var alle sammen fremme sidst på eftermiddagen.
Dorte og jeg var superglade over, at vi havde haft sådan en god tur og at vi i dag havde masser af tid til at cykle ruten. Varme. Glade. Trætte, men uden at være smadrede. :-)
Og SÅ kan det nok være de hvide deller blev luftet ved poolen og den letpåklædte kvindelige turist I aner bagerst i rækken på billedet herunder, skal vist være glad for, hun ikke kunne forstå dansk ;-)
Det var dag 3 på den ultimative flotteste cykelferie, jeg nogensinde havde været på. Vi skulle blive på hotellet her i 2 dage. Ugen var stadigvæk lang og humøret var simpelhen i top.
Fortsættelse følger ...
Af Jan Borges
Onsdag morgen, skulle vi forlade Porto, efter 2 dages oplevelser af de vildeste røde klippeformationer, som havde veje op ad klippevæggene på hver side af bugten, som Porto ligger i bunden af. Vi ankom mandag af den vej langs de røde klipper, som nogen måske husker fra Tour de France 2013 og nogle af os tog dagen efter en tur op langs den anden side.
Dagens tur startede, hvor de to kyst-klippeveje mødes og sender en vej ind i landet op-op-op cirka 32 km, før vi ville nå en top, hvor frokosten ventede. Vores guide, Thomas, lovede os endnu en gang en smuk tur op igennem en kløft med spektakulære klippesider, og som han sagde ofte under turen, så ville det blive en fantastisk smuk tur, hel anderledes end hvad vi ellers havde oplevet, og, som Thomas også flere gange var inde på, så var beskrivelserne af ruterne svære.
For, ja, det var op og ned og op og ned og klipper, kløfter og skove stort set hver dag. Så hvad gjorde hver eneste dag helt unik? Det kan kun opleves ved selvsyn. Fotos – ja, men fotos kunne slet ikke gengive den storladne natur, som hver dag foldede sig ud for vores øjne.
Efter starten i Porto, hvor vi kunne fylde vores flasker ved den lokale kilde, var det op ad bakke på en vej hugget ind i kløftens ene side. 32 km. angiveligt med en gennemsnitlig stigning på lidt over 4%. En stigning, hvor procenterne undervejs varierede betydeligt, og hvor de fleste af os fandt ind i vores eget tempo, og hvor udfordringen generelt ikke bød på det store besvær – det meste af vejen.
Nogle af os mødtes, hvor den rigtige vej liiige skulle verificeres. Vigtigt for mig i hvert fald, da jeg ikke kører med computer, så jeg havde hverken rute eller distancer. (Det var lige ved at sende mig ud i det store, ukendte, men der blev jeg reddet at en kvik guide, Jesper, men det var en anden dag og en helt anden historie ????)
Cirka 22 km oppe kom vi til en café, hvor ’de langsomme’, 1. holdet, – bl. a. mig – stoppede for en forfriskning og lidt efter blev indhentet og afløst af det næste hold, hvorefter vi kørte videre opad.
Personligt havde jeg det fint lige dér og anså ikke de resterende 10 km til frokost-toppen som det store problem. På det tidspunkt var vi ved at forlade klippelandskabet og kørte i en dejlig kølig skov. Op igennem kløften havde vi jævnligt mødt af både geder, køer og grise, som gik frit rundt i vejkanten, upåvirkede af trafikken.
I skoven var der også mange grise, men hvor de længere nede primært var sorte, havde – skal vi kalde dem skovsvinene - både store svin og mange helt små, en gusten, grålig farve og lå i stort tal i skovbunden og stønnede i varmen.
Efterhånden, som jeg også syntes, at min egen vejrtrækning blev lidt mere besværet, legede jeg med den fantasi, at skovsvinene oprindeligt var totalt udmattede cykelryttere, som - ligesom mig – havde fået den vanvittige idé, at det var en rigtig god idé at køre kilometer efter kilometer efter kilometer op ad bakke, og at en lusket skovtrold med en ubehagelig sans for humor simpelthen havde forvandlet de udmattede cykelryttere til grå skovsvin, der lå i skovbundens støv og gispede…..
Hmm.. sådan noget er måske noget, der dukker op, når de fysiske anstrengelser betyder, at ens tankegang bliver snævrere.
I hvert fald havde jeg på det tidspunkt ikke så meget øje for skovens herligheder. Og da der på vejen stod 5 km to Summit kunne jeg godt mærke, at ressourcerne ikke stod på max, mildest talt, men 5 km er jo ikke noget, eller….?
Det hjalp ikke meget, at der omkring det tidspunkt kom flere fra det næste hold ryttere, en for en, og råbte ’godt kørt’ eller ’det ser godt ud’, mens de kørte forbi mig i rask tempo.
Et stykke tid senere (tiden kan blive meget langt mod toppen af en stigning), da der stod 2 km på vejen, var mine depoter tomme. Måske havde jeg spist for lidt? Eller også, som Danny Glover i Dødbringende Våben har som sin ofte gentagne replik:’I’m too old for this shit!’ en replik, der indrammer en svær situation, men som også har den betydning i sig, at: ’ja, jeg er ’too old….’, men jeg fuldfører missionen.
Og det gjorde jeg. Uden resurser, men på ren vilje, følte jeg.
Og så var der frokost. Rigeligt at spise og drikke. Og derefter nedkørsel ad en fin vej og gennem en dejlig skov, kun stoppet lejlighedsvis, når en ko adstadigt slentrede over vejen. Nedkørslerne på Korsika er et kapitel for sig. Fantastiske…… Den første førte ned til en lille by, hvor der blev stoppet for is og kaffe m.m. Og den næste ned gennem en kløft med mulighed for at give den max gas. Mine nedkørsler er ofte en blanding af fuld gas (så fuld gas, som jeg nu tør) – et stykke tid, hvorefter jeg besinder mig, dels fordi jeg gerne vil hjem i hel tilstand, men også fordi gaven i rolige nedkørsler ligger i virkelig at kunne suge de fantastiske scenerier til sig, som kom i en stadig strøm. På et tidspunkt stoppede jeg og tog et par billeder af ryttere på vej.
Vi samledes på en bro, hvor de, der ville køre lidt længere, blev ledt af en anden vej. Vi andre tog fat på de sidste små stigninger på vej mod Corté, hvor jeg havde den fornøjelse at opleve, hvad jeg nogle gange oplever: At selv om det har været en lang, hård dag, så kan det alligevel være sådan, at jeg føler, jeg er tæt på mit top-niveau på de sidste stigninger, selv om jeg tidligere på samme dag har følt mig rigtigt dårligt kørende. Et tegn på, at formen hjemmefra har været ok ????.
Ankomst til hotellet i Corté: En herlig øl på en nærliggende bar/café, og nogle værelser næsten af den størrelse, man ’tager på’ for at være der. Men som havde det, der er brug for: Et glimrende brusebad og en dejlig seng.
Af Michael Frederiksen
Så var vi kommet til 6. dag på cykel på den fantastiske Korsika-tur og turen gik fra Corte til Solenzara.
Efter et solidt morgenmåltid, hvor jeg fik godt tanket op til dagens udfordringer var jeg klar. Ømme ben, men forventningsfuld på en smuk dag med stigninger / nedkørelser / og naturoplevelse i særklasse. Vores Guide Thomas havde igen stillet os forventninger om en uforglemmelig dag med "næsten ingen" stigninger - Men efter ugens tidligere positive oplevelser, kunne vi tage det med forbehold.
Vi startede med en jævn stigning på ca. 5% op til en meget hyggelig cafe hvor jeg fik mit pitstop kit ( Cola / dobbelt Expresso ). Derefter gik det opad ca. 6 km med stigningsprocent op til de 12% - For mig en fantastisk tur – Fandt igen mit ejet tempo efter at ville prøve på at køre Ole kold ( men det gik ikke ). En super opkørelse hvor jeg kunne begynde at mærke bedre ben og holdt mit ejet Tempo. Kunne mærke AP puste mig i nakken men han fik mig ikke denne gang.
Så var der velfortjent Frokost til alle med en super udsigt.
Herefter fik vi Igen, Igen, Igen en nedkørsel i særklasse med en uforglemmelig smuk naturoplevelse – Der var tid til eftertanke – Men mine tanker faldt på, jeg må tilbage og cykle på Korsika igen! – Hvad skal min næste cykeloplevelse være? – Jeg måtte sande at være blevet afhængig af at cykle i bjergene……….
Efter at have cyklet i fantastisk vejr skiftede det meget hurtigt og vi fik vand de sidste km mod Solenzara. Himlen lukkede tæt sammen og vi oplevede den anden side af vejret på Korsika – Ekstremt regnvejr.
Men det betød ingenting for dagen havde været fantastisk. Et velfortjent bad, et par kolde øl og hyggeligt samvær. En god gå tur på havnen med et Cafe stop og lidt snak.
– God mad og så lige et par øl mere………..Super dag og så sov man rigtig godt.
Det var min første cykeltur sydpå i bjerge og det var en uforglemmelig tur – Tak til alle for en super god oplevelse.
Fortsættelse følger ...
