En beretning fra en deltager i D+gruppen
Endelig skal Dagholdets udlandstur afvikles. Vi har aftalt at være fremme ved middagstid ved hotellet i Malente så vi rullede fra Middelfart kl 9.00, først skulle sanghæfterne lige hentes I naturcentret.
Turen gennem Tyskland gik uden problemer sådan en tidlig søndag formiddag og 11.30 var vi hotellet. Det skulle vise sig at vi var nogle af de sidste, der ankom til hotellet.
Dejligt at få hilst på de mange forventningsfulde kammerater.
Efter lidt snak, omklædning m.m. var vi klar til den første cykeltur omkring Bad Malente. Knud Erik havde fundet en kort tur for D-gruppen. Det var dejligt lige at få set på omgivelserne fra en cykelsaddel og få bilturen ud af benene.
Efter en dejlig cykeltur var det tid at chekke ind. Alle fik værelser med udsigt til søen. Værelserne er ikke ens men alle er meget rummelige, pænt inventar og de fleste med balkon mod søen.
Hotellet havde placeret os I et tilstødende rum til restauranten tæt på buffeten så det er helt perfekt. Vi fik efter lidt forhandlinger med chefen også en aftale om drikkevarer til hele gruppen til aftensmaden. Menuen stod på buffet og det var faktisk rigtig lækkert med fisk, kød, salat og dessert. Sanghæfterne blev omdelt og vi fik rørt sangstemmerne.
Hen på aftenen blev det foreslået at vi omplacerede os så vi samledes i de grupper vi kunne tænkes at køre de kommende dage. Det var en rigtig god ide at få mulighed for at få afklaret forventningerne til hinanden i gruppen. Ud på aftenen fik vi dog et vink med en vognstang at det var tid at bryde op så tjenerstaben også kunne få ryddet op.
Der var dejligt cykelvejr fra morgenstunden og vi kørte ud I 4 grupper. 2 d-grupper, 1 e-gruppe og 1 f-gruppe.
D-erne kørte 84 km ad dejlige cykelstier, småveje mm I et kuperet og smukt landskab. Stor ros til Knud Erik for fin banelægning.
At vi så blev ramt af heftig regn og blæst og faldende temperaturer de sidste 10 km skal ikke lastes banelæggeren, men kors hvor var vi våde da vi nåede hotellet. Undertegnede stilede direkte mod brusekabinen hvor vådt tøj blev afført og skyllet i forbindelse med et velgørende brusebad.
Men alt i alt en dejlig tur hvor alle I gruppen bød sig til I front som vindbreaker og vejviser.
Vejrudsigten meldte bygevejr og regn hele dagen så udsigterne til en cykeltur var ringe. Lige nu træder vi vande, måske klarer det op og vi kan komme afsked på en kortere tur. Kl 10 var 7 mænd klar til at køre en tur på 65 km. ruten som kunne kortes af I tilfælde af at regnen tog fat igen. Det småregnede faktisk allerede ved start så på med regnjakkerne. Efter 10 min var det dog overstå et så af med regnjakkerne igen og sådan foregik det nogle gange.
Garmin førte os frem til den flotteste alle` af 100 år gamle egetræer, desværre var strækningen ikke asfalteret , så spændingen var stor om vi kom igennem uden punktering. Tilsyneladende lykkedes det, men nej, efter nogle kilometer lød det bagfra, defekt, og snart begyndte det også at regne igen, og nu var vi ved at være lige glade om vi blev våde udefra eller indefra. Halkier måtte igang med at skifte slange. Men med gode hjælpere gik det nu ret hurtigt.
Sådan gik det I lang tid. Vejene og cykelstierne var meget våde og mange steder også glatte, ikke så morsomt længere. Efter en rundtur kom vi til Eutin og nu stod regnen ned I tykke tove. Efter lidt rædslagning blev vi enige om at køre mod hotellet I Malente og turen blev afsluttet.
Endnu engang måtte cyklerne rengøres og tørres, pudses og plejes. Noget efter kom e-gruppen hjem. De havde haft de samme oplevelser med skiftevis regn og opklaring, men havde dog været på sightseeing I Plæn, især slottet og byens kirke med mandshøje træfigurer var imponerende
Igen I dag var der meldt regn, som kunne forventes at bryde løs kl 14. D+ gruppen besluttede at starte ud kl 9.00, så der var chance for at en 80 km rute kunne gennemkøres I tørvejr. Der var fint cykelvejr fra morgenstunden og vi kom hurtigt ud på landet.
Gruppen har de seneste dage bestået af Knud Erik, Ingemann, Tonny, Halkier, Villy Asmussen og Børge. I dag trådte Villy I karakter. Han lagde sig hurtigt i front og tog føring de næste 25 km, og i et tempo som sagde spar to til hvad vi hidtil havde kørt.
Vejene var dog også lækre. Små og snoede veje uden nævneværdig trafik, op og ned og for det meste lækker asfalt.
Løjerne blev dog afbrudt da Ingemann måtte notere en punktering, så der blev lige lejlighed til at trække vejret og få tisset af. Mens vi stod og rodede fik vi øje på, eller rettere vi kunne høre F-gruppen som passerede på hovedvejen. Ivan kom lige ned for at hilse på og spørge om der var noget han kunne hjælpe med. Så hyggeligt. Stoppet gav ogsåmulighed for at høre hvad Villy havde fået til morgenmad for nu lå gruppens gennemsnit pludselig på 28-29km I timen . Gruppen havde flere ideer om hvad det skyldtes. Nogle mente at han havde lånt drengenes cykelbukser og at der stadig var gemt noget fart I dem. Men så afslørede den gode
Villy, at han havde spiste Nutella på sit morgenbrød, så det må forventes at hotellet I morgen udgør for Nutella.
Vi nærmede os østersøkysten og vi kom frem til badebyen Hohwacht, som var meget charmerende, dog blev den skæmmet af nybyggeri af ferielejligheder lige I strandkanten. Den var jo ikke gået I Danmark, hvor vi beskytter vores kyster, men det er vel derfor tyskerne valfarter til Danmark på ferie.
Der skete også noget så sjældent, som at der blev foreslået kaffepause og det var alle enige om var en god ide. Måske også fordi cafeen lå lige ud til vandet med flot udsigt over østersøen.
Vi brød op og kørte til den næste badeby hvor en flot udsigtsbro tiltrak sig opmærksomhed. Desværre overså flere I gruppen et skilt med cykling forbudt og det bragte dog lige en hårdt pumpet livredder op I det røde felt. Det var næsten pinligt som manden råbte men vi havde I hvert tilfælde lige forbrud os mod hans ordensregler. Alle forstod dog budskabet og stod af cyklerne og trak i stedet for. Efter at have nydt udsigten fra broen trak alle pænt deres cykler I land og vi sagde også pænt undskyld til den vrede mand som forøvrigt var faldet ned igen og fortalte, at der foregik en stor Nato militær øvelse I farvandet ud for kysten. Det forklarede også de dybe drøn af kanoner der blev fyret af et eller andet sted.
Vi tog hul på de sidste 40km hjem til Malente og turen foregik uden større dramatik. Ankommet til hotellet meldte sig spørgsmålet, hvor vi skulle spise frokost, så vi hoppede på cyklen igen og kørte til tanken, som havde godt brød med forskelligt pålæg, kaffe, vand og øl. Alligevel var vi de første der ankom til hotellet så vi forventer at vi igen skal til at forklare hvor langt vi har kørt, - men Garmin har dokumentationen så kom bare an.
D-plusgruppen havde besluttet at dagens tur skulle gå til Lybåker bugt og vi rullede kl 09.00 for at komme frem før regnen brød løs. Med overvejende sidevind fra sydlig retning gik det østpå uden større dramatik.
Stadig mange fine småveje med godt underlag, hyggelige landsbyer og masser af flotte og gamle træer I skov og hegn.
Det var spændende at komme ud til kysten, hvor der var udsigt til Lybæk I det fjerne men også ret blæsende. Vi endte med at søge læ for vinden I et bageri der solgte brød med pålæg og en god kaffe. Henning følte dog behov for at få tanket op med kalorier. Han nød crepes med Nutella, uden tvivl med tanke på at blive lige så stærk som den gode Villy. Jeg husker dog ikke lige om vi mørkede så meget til resten af turen? På hjemvejen så det pludselig ud til voldsom regn, så vi så os nødsaget til at søge lå ved et hegn. Så skete det fantastiske, at en beboer fra et hus vi lige var kørt forbi, kom ud og bød os ind til at ståI lå på deres overdækkede terrasse. Så fik vi også hilst på hans unge kone og deres søn som hed Bo. Vi fik gjort lidt reklame for Middelfart istedet for altid at tage til vestkysten. Det var en dejlig positiv oplevelse at møde en flink tysker efter gårsdagens vrede mand.
Vi var retur I Malente I god tid så vi besluttede at køre til Plæn og se på den meget omtalte kirke udsmykket med træfigurer udført at kunstneren Stephan Gruber. Og da cyklerne nu var parkeret besluttede vi at gå på værtshus og få en øl som afslutning på gode cykeldage. Slottet fik vi også besøgt inde inden turen gik hjemad.
Alt I alt 98 km, det var vi tilfredse med . Så venter bare lidt cykelvask og oprydning før hjemtur I morgen, hvor vi dog skal ud og sejle med turbådene der ligger til kaj tæt på vores hotel men herom I morgen.
Jeg har dog slet ikke omtalt hvordan aftenerne er forløbet her I Malente. Vi har fået tildelt spisetid kl 18.00. Vi har haft et lokale for os selv tæt på buffeten. Vi har fået dejlig mad hele ugen, der har været fiskeretter, kødretter, grøntsager, salater og desserter. Alt sammen velsmagende og godt tilberedt. Og som tidligere nævnt har vi haft vin på bordet hver aften.
Vi har haft sanghæfterne med og har sunget vort fædrelands vemodige sange. Vi har hørt historier fra grupperne om deres oplevelser under cyklingen og vi har haft gode snakke om hvordan vi cykler I grupperne.
Der er enighed om at hotellet har været et perfekt udgangspunkt for en cykeluge I Holstensk Schweiz, gode værelser, god forplejning og et lækkert welnessafsnit.
Vejret har ikke været optimalt, en del regn har drillet under cyklingen, men intet har kunnet dæmpe lysten til at være sammen omkring nogle gode oplevelser på cyklen i gode venners lag.
Vi har også været forskånet for alvorlige uheld. Et enkelt styrt kunne være gået grueligt galt, men heldigvis kører alle med hjælm og endnu engang kan det konstateres, at det er en absolut nødvendighed for udførelse af vores sport.
I dag er afrejsedag. Vi har dog besluttet at når vi har pakket og betalt regninger I receptionen, så tager vi alle på et lille Cruise I 5 søer rundt Malente. Ellen Marie havde købt billetter og kl 11 lagde vi fra kaj. En hurtigsnakkende bådfører fortalte om søerne vi sejlede igennem samt alt om fugl og fisk. Bl a kommer havørnen på besøg, og minsandten om ikke der også kunne spottes et eksemplar af denne imponerende fugl. En behagelig sejltur hvor der igen blev snakket på kryds og tværs.
Efter sejlturen gik vi I samlet flok til rest Olivia hvor igen Ellen Marie havde lavet aftale, således at selskabet bare kunne sætte sig til bords, bestille drikkevarer og en lækker tapastallerken blev serveret. Og ikke mindst havde Flemming stadig penge på kontoen og betalte den samlede regning. Tak for mad og drikke.
Vi fik taget en hjertelig afsked med vores klubkammeraterne med tak for en herlig cykeluge og med ønske om en god hjemtur.
Tak til alle deltagerne for deres engagement med håb om at vi snart ses til dagholdets arrangementer, træning og sammenkomster.
Børge