6 deltagere på Toscana turen beretter om hver af de 6 dage:
Nis Obling fra gr. 3 fortæller:
I gruppe 3 (D/C niveau) skulle vi køre 54 km og 739 højdemeter, en slags prolog. Vi havde en fremragende dag, hvor vi hen over dagen fik "åbnet" op for det på alle måder smukke og rige Toscana, kendt for sit landskab, sin historie, sin kunst og sin kulturarv.
Cykelturen var 3 delt, først kørte vi fladt, så kørte vi opad og derefter ned og hjem til hovedkvarteret på Hotel Columbia i Montecatini Terme.
Fra morgenstunden var vi alle tændte efter mandagens mange ventetimer i Odense lufthavn. Solen strålede varmt og vores fantastiske serviceteam - Dini og Kaj - udleverede cyklerne. Den første ganske lange del af dagens tur gik gennem bymæssig bebyggelse, kirker, cafeer, torve, springvand, frokostrestauranter, det hele iklædt masser af blomster og dejlige farver.
Vejene var knapt så gode, så det var vigtigt at køre efter forholdene og holde sammen. En særlig udfordring var rundkørslerne, hvor en vis aggressivitet hos bilisterne kaldte på agtpågivenhed. Denne første del af turen gik til Vinci, området hvor en af renæssancens helt store skikkelser - Leonardo fra (da) Vinci - stammer fra. Vi kunne mærke historiens vingesus.
Fra Vinci gik turen opad mod San Baronto. En fin tur med gode udfordringer.
På denne del af turen kørte vi i eget tempo, hvilket var rigtig godt. Der gav rig mulighed for at nyde og studere det umådeligt smukke og maleriske landskab, som åbenbaredes efterhånden som vi bevægede os opad. Storslåede udsigtspunkter over det grønne bakkelandskab med vingårde (Chianti), uendelige olivenlunde, cypresser, pinjer og masser af krydderidufte i luften. Et par stykker valgte at køre egne veje ved et vej Y, det gav så lidt ekstra højdemester inden de var tilbage på sporet, og Niels kunne køre lidt op og ned.
For enden af opkørslen nåede vi San Baronto, og her lå ganske passende en frokostrestaurant med en storslået udsigt. Så her slog vi os ned med salater, bruschettaer og pasta. Herligt. Efter frokost gik det nedad. Bortset fra et par bump var der rig mulighed for at træne nedkørsel på denne hurtige del af turen.
Hen på eftermiddagen nåede vi så tilbage til hovedkvarteret i kur- og operabyen Montecatini Terme. Her havde Kaj og Dini dækket op til kur på bagsmækken. Tak for det. Og tak for en fin tur.
Jan Nissen fra gr. 1 fortæller:
Grp. 1 havde onsdag besluttet sig for at køre "Kongeetapen" denne dag. Kaj havde fundet Chris Anker Sørensen's foretrukne træningsrute på 146 km. og 3122 Hm.
Det syntes alle lød spændende, men der var lige det lille problem, at Chris boede nordvest for Lucca og ikke i Montecatini Terme, hvor vores hotel var placeret, dvs. ruten skulle umiddelbart forlænges med 66 km. og knap 300 Hm. Det havde alle mod på og ruten blev nøje drøftet i gruppen, og muligheden for at dreje fra undervejs blev undersøgt.
Vi startede Kongeetapen allerede kl. 08.30, men inden vi nåede fem km. væk fra hotellet, var de to første punkteringer indtruffet, dvs. den tidlige morgenstart var allerede udfordret.
Rask af sted på transportruten ud til Chris's rute, vand på og så ind på hans rute. Straks var det "op i himlen", og vi fik startet med fem km.s flot opkørsel. Alle mand godt oppe, og så viste Carmin'en "Tillykke - dagens tur er velgennemført" ?!? Yes - vi holdt i Chris' hjemby, - men desværre var vi kørt baglæns ind på ruten.
Hurtig dialog - hvad gør vi? Men konklusionen blev - ned igen, og så vest på - ud mod vandet - nærmere bestemt mod Viareggio.
Chris' træningsrute er meget afvekslende, hvor vi dels havde tempokørsel på hurtige landeveje, - hvorefter vi straks blev ledt af ganske små flotte veje op i højderne.
Der var flere 15 km's opkørsler med 6 - 8 % stigninger - meget flotte med super udsigter. Efter godt 105 km. på Chris' rute blev vi enige om at dreje fra. Ind på endnu en af Kaj's fantastiske ruter, og via flotte op- og nedkørsler kørte vi endnu 50 km. inden vi var godt hjemme.
På første nedkørsel på Chris' rute var vi så heldige at måde det danske U23 landshold, som netop kørte en af stigningerne på hans rute. En del af Chris's rute har endvidere været brugt til VM på landevej, hvor stigningen op til Massarossa var indlagt til "glæde" for profferne.
I alt var vores tur godt 185 km. med ca. 2.450 Hm., - så det var en flok kagetrængende gutter, som kom retur til hotellet ca. kl. 18.30. Super tur, som klart kan anbefales.
Martin Kristoffersen fra gr. 1 fortæller:
Jan og jeg havde en plan om at tredje dag på turen ikke måtte være alt for hård, efter bekendtskabet fra dagen før, nemlig det meste af Chris Ankers træningstur med en i øvrigt helt fantastisk udsigt over havet!! Så vi havde valgt fra Kajs ruteoversigt, turen til Momigno, 72 km-1729hm.
Der var som de andre dage glædeligt stort fremmøde (11-12 morgenfriske fyre) til grp 1, da vi stod og skulle afsted.
Turen gik Nord-øst ud af byen, en retning vi ikke havde været i tidligere. Noget ingen af os havde bidt særligt mørke i, var at der allerede efter 5-6 km stod en mur på fra 9 til 14-16%!! Så efter de der omkring 1,5-2 kms stigning var rusten ligesom banket af benene :-). Profilen viste efter den noget bratte start, at der skulle forceres to toppe i 800 meters højde inden kilometertælleren viste 35 km! A-B eller grp1 om man vil, blev lige sat på plads!! Hørte i min øresnegl, at der blev trådt jævnt godt til i fronten!! Det skal dog lige fremhæves, at gutterne er ret socialt anlagte, så i stedet for at stå og vente, kom de da lige tilbage og hentede os i bagtroppen. Bare super, ægte Baghjulsånd!!
Nogle tekniske udfordringer måtte dog også klares undervejs. Lige der hvor jeg havde konstateret, at min cykel var underligt slatten i bagstellet, og stod og kiggede efter hvad det kunne være, var Glenn , Niels og Søren kommet os i møde. Så ville Glenns cykel bare ikke skifte gear, og selv om formen er super, så holder den ikke hjem kun at have højeste gear at vælge imellem. Det viste sig at wiren var hoppet af bagskifteren, så da den blev monteret/justeret kunne første nedkørsel starte.
Lige så smukt landskabet var, lige så ringe var vejen til gengæld! Et under er det vel nærmest, at ingen kom alvorligt til skade på disse nedkørsler. Dog er der erfaringer som skal gøres, når vi sådan kommer ud at køre i bjerge langt hjemmefra!
F. eks. kan det være svært at vide om der er "ben" svarende til procenterne der skal overvindes, lige som det altid er en god ide at samle op i top og bund. De kendsgerninger gjorde vores gruppe to mand mindre, og var lige ved at give grp 1 et kedeligt image. Vi skulle faktisk hen til sidstedagen før vi kom fuldtallige hjem.
Det er dog mit indtryk at selv "udbryderne" havde OK spændende ture!!
En anden udfordring vi havde i vores gruppe, var at vi for det meste måtte konstatere, at for få kaffepauser var holdt, når vi kom hjem til Kajs og Kenneths overdådige bagsmæk. MEN! Vi cykler for sjov, så jo mere cykling, jo mere sjov.
Bemærkes skal det, at det også gik super godt med at tage del i ansvaret, gå frem at trække, hjælpe med at vise vej, og i det hele taget holde os samlet, også på de flade transportstykker.
Det blev også dagen, hvor jeg måtte tage afsked med min Red Bull. Det viste sig på den sidste opkørsel at stellet var knækket helt over. Så da vi endelig fandt et sted at drikke kaffe, valgte jeg at fortsætte til hotellet, flankeret af Peter som insisterede på at hjælpe mig hjem. Dejligt, og tak for hjælpen til en god cykelven!
Jeg tønker, det er noget helt unikt vi har sammen i Baghjulet. Tre gutter som skaber rammerne for en uforglemmelig cykelferie, Kenneth og Kaj som servicerer ud over alle forventninger, og sidst men ikke mindst det sociale samvær, hjælpsomheden. Alt dette er jo i sig selv en oplevelse. At det så blev godt vejr hele ugen..., kan ikke finde på noget mere at ønske mig. Noe jo, så sku'det da lige vøre en ny cykel for at vøre klar næste gang :-)..
Peter Dahl fra gr. 2 fortæller:
Ferie, ferie, ferie - Ja, hvordan kan en pensionist holde ferie? Joe, det kan man sammen med gode venner i Baghjulet.
Ferien går så ud på at udfordre sig selv og omgivelserne (Læs: motionister fra Baghjulet) i de italienske bakker i Toscana. Ne, nu kom jeg vist lidt væk fra emnet som jo var, at skrive om fridagen i denne såkaldte ferie.
Hold 2: Kaj og Hans med tilmeldte ryttere, opfattede jeg som et sikkert valg for afholdelse af en fridag til at samle kræfter til de sidste strabadserende 2 etaper lørdag og søndag. Men ak og ve, næsten hele holdet meldte sig under fanerne da kaptajnerne dikterede cykling som bedste form for restitution. Tilmed blev jeg tildelt rollen som turleder, hvorefter vi satte kursen mod Lucca.
Som det blev pointeret straks efter start (hvor vi foretog det første u-turn), har turlederen altid ret med hensyn til valg af rute. De hullede italienske veje giver cykelmæssige udfordringer, hvilket må have været årsagen til vi igen tog en afstikker fra ruten, denne gang blev fejlen belønnet med den første kop kaffe, og vist også "en lille kage".
Målet for dagen var Lucca, byen som er kendt for sin uspolerede italienske charme med gamle bygninger og kultur. Derfor tog vi straks turen rundt på de gamle volde, som med sine 4 km omkredser byen, og giver gode muligheder for at orientere sig ind i byen, hvilket man kan gøre både til fods på cykel eller anden form for motionsredskab.
Efter turen rundt mødtes vi med andre ligesindede Baghjulere (en del havde taget hviledagen helt alvorligt og var kommet dertil uden cykel) hos den berømte cykelsmed POLI, hvor vi opfriskede minder om gamle danske cykelrytteres storhedstid. Nogle blev fristet af de friske farver på de italiensk inspirerede cykeltrøjer, herunder også gamle retro eksemplarer, formentlig fremstillet til formålet.
Da vi ikke havde øl i flaskerne på cyklen, blev kursen straks sat mod den ovale plads i midtbyen, hvor vi indtog en velskænket fadøl samt rigtig italiensk pizza. Vi havde på holdet valgt solsiden på pladsen og blev i rigelige mængder belønnet med kortvarige brusebade for at holde temperaturen i kroppen nede.
Turen var annonceret som forholdsvis flad, så vi blev "kun" belønnet med 75 km og 550 højdemeter.
Vel hjemme igen på bagsmækken nød vi den udsøgte service og omsorg som Kai og Kenneth trakterede os med hele ugen.
Jeg vil slutte med en tak til Baghjulet, fordi jeg fik muligheden for at være med på afbud, jeg stiller mig gerne til rådighed en anden go gang.
Helle Stougård fra gr. 3 fortæller:
Chefturleder Niels P. snakkede en del om bøvser på vores Toscana tur.
Så sagde han f.eks. sådan her:
"Der kommer lige en lille bøvs her henne" eller "Der er kun et par bøvser på den her rute!.
Vi fik lært, at når Niels sagde "en bøvs" mente han et bjerg og de var som regel ikke små. Niels' små bøvser fra nogle store ræææb!'
Der var kun en bøvs på gruppe 3's lørdags tur. Den hed Monte Serra.
Turen ud til bøvsen var 30 kilometer. Herefter skulle vi cykle opad i 10-12 kilometer fra Compito til antennerne på toppen. På Strava hedder segmentet "Monte Serra from Compito" og er en kategori 2 stigning.
Ved I hvad? Sådan en kan jeg ikke cykle!
Og ved I hvad mere? Hvis man skal gå sådan en stigning, trækkende med sin cykel, koster det både vabler under fødderne og huller i cykelsokkerne.
Vi var flere i gr. 3 der var udfordret. Nogen gik, cyklede, gik, cyklede. Andre cyklede, holdt små pauser og cyklede igen. Atter andre i gruppen kunne cykle hele vejen op - bla. chefturleder Niels P (Oldefar til 2 - dælme sejt kørt). Men op kom vi og på toppen kunne vi tage imod gruppe 2, som kørte samme rute som os og var startet en halv time senere. .
Der var svimlende flotte udsigter deroppe, og man bliver lidt ydmyg når man står der med sin cykel. Alt i alt cyklede vi 97 kilometer med omkring 1100 højdemeter, og de højdemeter var som sagt ret koncentreret i en stor BØVS.
Herover har jeg tagetet billede af Willy, som jeg fulgtes med en del af vejen opad. Willy og jeg har iøvrigt været på lejrtur sammen før. Det var på Bornholm i det herrens år 1977. Jeg var 12 og Villy var en af lærerne. Hvis nogen dengang havde sagt til mig, at Lærer Schrøder og jeg en september dag 40 år senere skulle stå sammen på en bjergside i Italien, ville jeg have troet de var fulde af løgn! Sådan kan livet nogle gange være ret pudsigt.
I kan genopleve vores tur op ad Bøvsen her.
Tinna Treichel fra gr. 2 fortæller:
Så blev det søndag. Efter en dejlig uge med mange skønne oplevelser og ikke mindst mange km's kørsel i bjergene, lød beskrivelsen af den sidste tur nogenlunde sådan. "Hygge-tur til slot med smuk udsigt, og lang frokost i byen Alto".
Eller det gjorde den i hvert fald i mine ører...
Vi drog så af sted 14 mand med godt humør, klar til at nyde den sidste tur. Men allerede 2,5 km inde i turen startede der en stigning. Jeg tænkte, at det sikkert bare var en lille knold, men knolden ville ingen ende få og blev til et ret stejlt bjerg, som jeg følte have sådan ca. 35 % stigning. ;-)
Efter 8,5 km's kørsel op i himlen, nåede vi den hyggelige lille landsby Cozzile med det lovede slot og den smukkeste udsigt. Pyha... På trods af at have haft glæde af morgenmaden gentagne gange op at stigningen, tænkte jeg, det var det det hele værd, da det var et rigtig smukt sted. Jeg kunne dog ikke sige mig fri for at glæde mig over at strabadserne nu var overstået. Meeen der tog jeg fejl, for vi var langt fra ved toppen.
Prustende og stønnende fortsatte vi 6 km op, til vi fandt et sted at drikke kaffe i byen Macchino - Dejligt! :-)
Humøret var højt med udsigt til den forestående frokost og gav energi til at klare de sidste stigninger samt den lange nedkørsel af "Avaglio descend".
Efter 36 km's kørsel nåede vi Alto, hvor vi alle var godt tilfredse med at være nået godt igennem turen, og snakken gik, mens der blev spist lækker mad og drukket velfortjent øl. Det sidste af turen var nedad til hotellet og ikke mindst "Bagsmækken", som havde været det helt store hit hver dag, og helt klart også denne.
Tusind tak for en rigtig dejlig tur til alle jer cykelnørder, til turlederne Kaj og Hans og ikke mindst - Kenneth og Kai på "Bagsmækken"
