Alsace 2018

Skrevet af Helle Munk Asmussen onsdag, 12 september 2018. TAGS: Alsace | Deltagerberetning | Udlandsture

Netop hjemvendt fra en dejlig cykelferie i det sydlige Alsace, vil jeg forsøge at fortælle lidt om turen. 

Vi var 36 deltagere fra Dagholdet og gruppe F. På forhånd var vi delt op i 3 grupper, men ikke bindende, og det blev også hen ad vejen til 4. Og da Søren ikke ville køre i E-minus, blev der en gruppe D-minus, som kørte E-ruter 😊

 

Mandag

Mandag ankom vi om eftermiddagen til Hotel Husseren les Châteaux lidt syd for Eguisheim. Et rigtig godt hotel, placeret op af en bjergskråning, hvilket blev en udfordring for enkelte deltagere, når vi kom hjem fra vores cykelture, (bl.a. undertegnede).

Værtsparret var hollandsk/dansk, Lucas og Karin. Og Lucas underholdt os hver aften inden middagen på bedste vis og perfekt dansk med et lille, interessant foredrag om mad og vin. Herefter fulgte en middag bestående af 3 lækre retter med vin til. Og jeg tror bestemt ikke, at nogle gik sultne i seng.

 

Tirsdag

Tirsdag: Kl. 10 mødtes alle 36 + Jettes "blinde passager" udenfor, og det obligatoriske gruppebillede blev taget.

alsace 2018 gruppebillede

De 3 grupper skulle alle til Kaysersberg, dog ikke ad samme rute.

Da jeg var blevet tildelt en plads i gruppe D, lagde jeg optimistisk ud her. Vi var 15. Der var lidt forvirring i starten på nedkørslen mod Eguisheim. Et par stykker fik drejet en gang for tidligt, men kom så med i vores gruppe. Gruppe E stod længere nede og ventede, men i mellemtiden var Jette kørt tilbage for at finde de to, der var blevet væk. Og så kørte Knud Erik fra vores gruppe tilbage for at finde Jette. Sådan kan det jo gå, når man starter i ukendt terræn.

alsace 2018a

Inden længe var alle på plads i deres respektive grupper. I Trois Epis blev vi hurtigt indhentet af E'erne. De klarede opstigningen i lige så fin stil. Om det var fordi, at GPS'erne var ude af drift her, ved jeg ikke, (jeg tager jo bare billeder og blander mig ikke), men der blev kikket en del på Ellen Maries kort, som var med på alle turene.

Da det blev tid til frokost, vidste vi lige præcis, hvor vi skulle ha' dén, og trak cyklerne hen over den brostensbelagte gågade til restauranten.

alsace 2018b

Men her sad F'erne og fyldte det hele, og der var absolut ikke plads til 15 mere. Vi måtte søge om i de "skumle" (læs: uden turister) gader, og fandt en kinesisk restaurant, hvor sprogudfordringerne var endnu større end andre steder. (Noget med, "Vil I ha' ris til?", "Nej tak!". "Kan vi få lidt ris til?", én tallerken med ris serveres. "Kan vi få lidt flere ris?" Utrolig underholdende for bord 2 😊

Senere udskilte der sig en lille gruppe på 4, som tog den direkte vej hjem, mens de resterende 11 valgte en 30 km "sløjfe" gennem vinmarker, over nogle "bakker", hist og her på grusvej. Meget flot tur.

henningspiserdruer

Og da Henning slet ikke var blevet mæt, forsynede han sig af både grønne og blå druer i hele klaser.

 

Onsdag - Le Grand Ballon og vinsmagning

Onsdag: Le grand Ballon og vinsmagning på én og samme dag, er måske lige i overkanten for almindelige cykelmotionister. Men man kunne måske også lære at se lidt mere realistisk på sin egen formåen.

Arrangørerne havde ellers gjort det rimeligt at gå til. Gruppe F kørte i bil med cykler (og omveje ad grusveje gennem vinmarkerne, hvilket vist ikke var med i planen, vel Ivan?) til en P-plads ca. 7 km før toppen, gruppe E kørte også i bil, men stoppede ca. 29 km før, mens gruppe D cyklede hele vejen. (Jeg har gjort det før, så kunne vel gøre det igen, nu med en lidt lettere gearing).

I dag var gruppen på 9. Jeg er ikke sikker på, at Villy var så populær en deltager, for da han trak cyklen ud kl. 9.20, 10 min før start, var baghjulet fladt. Slangen blev da hurtigt skiftet, dækket sat på med hjælp fra Knud Erik, og hjulet monteret. Nu blev det så åbenbaret, at dét der Pro Race - dæk havde et plet på 1 x 2 cm, hvor der kun var lærred tilbage. Så op i receptionen og hente nøgle, op på værelset, som vist var dét, der lå allerlængst væk, og hente et reservedæk og få det sat på i stedet. Vi kom afsted med et lille kvarters forsinkelse.

Arne ledte os ud på 30 km's nogenlunde flad opvarmningstur inden opstigningen. Herefter fulgte 10 km op gennem skov på en stille, fin vej, og så kom de sidste 7, seje km med mere trafik og mere sol. Undervejs holdt Villy og jeg en lille drikkepause, vi var kørt i forvejen, og Børge kom op til os. Også han syntes det var lidt hårdt, men efter indtagelse af noget EPO-lignende stof, satte han af og var oppe i en fart.

På toppen blev vi modtaget af et større heppekor, så man kom helt i Tour de France-stemning.

alsace 2018c

Vi fik bestilt Pasta Bolognese, inden det blev udsolgt, og Ingrid sørgede for servering og afrydning, da hun havde valgt at køre bilen helt op. Dét var service.

Nu kom så dén nedkørsel, jeg havde frygtet, men fortrængt indtil videre. Syntes egentlig, at det det gik ok, men jeg bremser da nok en hel del mere, end de andre, indtil jeg nærmest fik et chok dér på cyklen, da Henning kom blæsende forbi mig, siddende på stangen med benene helt bøjede op under sig. Han fortalte senere, at han på et tidspunkt havde opnået en fart på 82 km/t og gerne underviste i sin teknik. Mine godt 50 var rigeligt grænseoverskridende for mig.

Vi kom alle levende ned.

Spørgsmålet var så, hvor levende man var efter 95 km og 2000 hm til Lucas' garage-vinsmagning med 6 forskellige vine. Henning tog sig i hvert fald en lur, men jeg tænker også, at han skulle ha' rettet benene ud 😉Onsdag: Le grand Ballon og vinsmagning på én og samme dag, er måske lige i overkanten for almindelige cykelmotionister. Men man kunne måske også lære at se lidt mere realistisk på sin egen formåen.

Torsdag - fald tur til Neuf-Brisach og Rhinen

Torsdag: Flad tur til Neuf-Brisach og Rhinen gennem majsene.

Gruppe D skulle en tur ind i Tyskland og ha' lidt højdemeter. Jeg var nået til det tidspunkt på ferien, hvor det ikke ville gøre noget, hvis der var indlagt en enkelt kaffepause, så mit valg i dag blev en E-rute på D-minus - holdet. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Arne tilbød en kaffepause på gårdsdagens tur, men jeg tænker ikke, at jeg var blevet videre populær ved at takke ja.

Stor var min glæde, da vi ankom til Neuf-Brisach, og Flemming sagde, at nu skulle vi ha' kaffe. Men inden måtte vi lige være lidt kulturelle og se på kunst i voldgraven rundt om bymuren. På torvet fandt vi en café med markise, så kaffe og croissant kunne indtages i skygge. Da gruppe F ankom, havde vi jo i frisk erindring, hvor gæstfrie de havde været i Kaysersberg 😉, men alligevel rejste vi os og gjorde plads for dem.

Vi cyklede over Rhinen og ind i Tyskland til Breisach, for at se, den af Lucas anbefalede, skulptur.

alsace 2018d

En kæmpestor tyr, der bryder op gennem belægningen foran kirken, højt hævet over byen. Her blev vi klappet op af gruppe E, som allerede havde været der.

Per Allan fandt hurtigt vejen tilbage til Frankrig, hvor jagten gik ind på et spisested. Det var ikke de mest turistede byer, vi kom igennem, lidt døde i det, men det lykkedes. Problemet var bare, at køkkenet var ved at lukke, og at der, trods vores pensionerede lærerpars udmærkede franskkundskaber, opstod enkelte misforståelser. 7 af os bestilte Quiche Crust, en grønsagstærte, mens Flemming og Allan gerne ville have lasagne. En ret, som indgik i den, på tavlen udenfor, viste 3-retters menu. Dét blev en lidt dyrere frokost for de to, og så blev de oven i købet snydt for desserten. (Til aften kunne gruppe F berette, at de måtte opgive at finde en café/restaurant og havde taget til takke med et indkøb i Aldi. Så Joan spiste frokost for 1 E, mens Allan brugte 15 E.) Turen sluttede af med regnvejr. Nogle blev mere våde end andre. Gruppe D blev slet ikke våde, men de er også så hurtige, (dem, der var tilbage!) Ca. 79 km og 500 hm.

Kl. 17 skulle vi mødes til endnu en vinsmagning, denne gang nede i byen.

alsace 2018e

Villy ville drage afsted med altanens parasol, men heldigvis tilbød Knud Erik og Jette, at vi kunne køre med dem, så vi slap for at blive helt til grin. Hos Maison Wehrle smagte vi endnu 6 forskellige Alsace-vine. Om det skyldtes, at vi i dag var mindre udbrændte, ved jeg ikke, men vinene smagte bare bedre her.

 

Fredag: Dagen for fælles frokost for Baghjulets klubtilskud.

Hotellet hjalp med at vælge restaurant og bestille bord, så der blev dømt "fri leg" i Alsace før og efter frokost. Vi koblede os på Per Allan og Ellen, (det er godt at følges med én, der kan finde vej, når man kun er udstyret med en simpel cykelcomputer eller, for Villys vedkommende, ikke andet end en ringeklokke). De ville cykle til Colmar og få en kop kaffe. Grethe og Sven Erik gjorde os følgeskab. I Colmar "landede" vi lige midt i Petit Venice og deltagerne fra ca. 6 turistbusser. Og alle vil jo gerne fotografere det samme 😊

Villy og jeg gik en tur rundt i byen, og kl. 12 mødtes vi igen i dette inferno af biler, Baghjulere, gråhårede pensionister og sorthårede japanere/kinesere. PA fik guidet os mere eller mindre sikkert ud af byen og tilbage til Eguisheim, hvor gruppe D sad afslappet i gårdhaven med en øl. På Hostellerie du Pape fik vi alle Tarte Flambée i 3 variationer, så meget vi kunne spise, og med hvidvin til. Til dessert en anden variation med kanelsukkerstrøede æbler og vanilleis. Det smagte SÅ godt. Men jeg tror at personalet var trætte i ørerne, for aldrig har jeg oplevet sådan en larm, ikke en gang til Dagholdets julefrokost.

Hvad eftermiddagen blev brugt til i de forskellige grupper, er jeg ikke klar over, nå jo...

alsace 2018g

Børge var kommet ud af restauranten til et lidt, fladt baghjul. Han pumpede og cyklede hjem, men ville ikke risikere at stå i samme situation, som Villy, næste morgen.

alsace 2018f
Villy og jeg skulle op og se Les Trois Château, 3 gamle tårne oppe over hotellet. Mente, at jeg som gammel orienteringsløber nok kunne huske ruten fra et billede, som viste 900 m og 18 minutters gang, men det slog fejl. Efter 40 min. nåede vi endelig frem, og vi havde gået en kæmpe omvej. Valgte, at gå ad en sti gennem skoven ned. Det tog ligeså lang tid. På denne sti skete feriens eneste styrt, dog ikke i vores gruppe, men i "kvindegruppen". Heldigvis ikke noget alvorligt ud over et par hudafskrabninger.

Denne dags etape blev på 23 km på cyklen og et utal af hm til fods.

 

Lørdag: Sidste dag på cyklerne.

Gruppe D var nu indskrænket til kun 5 deltagere, og jeg kom til at tænke, om vi ikke skulle ha' sunget sangen om de "10 små cyklister..." om aftenen. Henning havde proklameret torsdag aften, at D var en fin, harmonisk gruppe. Ja, ja, dén forstod vi godt 😉 Men det var nok så som så med harmonien, for nu trak Børge sig også. (Tror nu nok, at det var fordi han gerne ville cykle sammen med Karin bare en enkelt dag).

Måske også fordi turen gik til Le petit Ballon, som er værre end Le Grande. Og havde resten vidst, at de blev en del af et større motionsløb, på nedkørslen, (motionsløbet var modsat rettet!), havde de måske også meldt sig ind i gruppe D minus, hvor der heller ikke var mangel på harmoni 😊. Slet ikke, da vi blev bekendtgjort med, at der var 20 € tilbage af klubtilskuddet, som vi måtte bruge efter eget valg. Disse penge blev godt og forsvarligt forvaltet af Flemming, og da vi kom hjem fra en tur med både frokost, formiddags- og eftermiddagskaffe, havde vi brugt 138 af de 140 €.

Vi cyklede en dejlig, men kuperet tur, først til Riquewihr, hvor kaffen blev nydt i solen. Her var også tid til en tissepause. Ikke for os, men en lillebitte, sød hund, som efter lidt betænkningstid og større overvejelser valgte mit cykelhjul at lette ben op af. Jeg fik strenge ordrer af resten af gruppen på, ikke at punktere 😉

alsace 2018h

Turen fortsatte til Ribeauvillé, hvor vi da lige løb ind i Ellen og Sven Erik, som havde taget bilen i dag. Vi fik vores frokost udendørs i gågaden.

alsace 2018i

En meget hjælpsom tjener sørgede for, at vi kunne sidde sammen. Det er ikke altid helt let, når vi kommer en flok, men jeg synes, at vi stort set alle steder er blevet behandlet venligt og godt.

På vejen hjem gennem vinmarkerne lykkedes det os også at få et mellemmåltid. Store sværme af noget, der lignede små flyvemyrer, fløj rundt over vinstokkene.

alsace 2018j

Og man kunne ikke cykle fra dem. Den sidste pause tog vi i Eguisheim, dén by 3 km før hotellet. Og jeg kunne smage min cacao m/flødeskum hele vejen derop.

Kl. 19 mødtes vi til et glas crement i hotellets lounge. Efter endnu en udsøgt middag, takkede Knud Erik på vegne af os alle for en god cykelferie, godt planlagt og arrangeret. (Og det gælder hele udvalget). Arne har haft et stort arbejde med at planlægge ture, prøve dem af i sommer med og uden Lilly, og investeret i printer og lamineringsmaskine, for at gøre turene så indbydende som muligt. Knud Erik havde regnet lidt på, at vi tilsammen nok havde cyklet ca. 10.000 km, uden ét eneste uheld. (Vi nævner ikke, at PA var tæt på at blive ekspederet af en stor Mercedes, men der skete jo ikke noget 😊) Og kun 3 punkteringer.

 

alt er skrevet med "et glimt i øjet".

Jeg fik jo vredet armen om på ryggen for at melde mig til at skrive denne historie, som derfor er arrangørernes skyld. Jeg kan ikke gøre det kortere, beklager. Kan kun sige, at jeg har hygget mig med det, ligesom jeg har hygget mig på turen. Og har, selvom det er langt, ikke fået det hele med, da selv jeg kun kan køre i én gruppe af gangen.

Hvis nogle føler sig stødt, er det ikke tilsigtet, alt er skrevet med "et glimt i øjet".

Jeg håber alle er kommet godt videre på ferie og/eller godt hjem.

Onsdag: Le grand Ballon og vinsmagning på én og samme dag, er måske lige i overkanten for almindelige cykelmotionister. Men man kunne måske også lære at se lidt mere realistisk på sin egen formåen.
Arrangørerne havde ellers gjort det rimeligt at gå til. Gruppe F kørte i bil med cykler (og omveje ad grusveje gennem vinmarkerne, hvilket vist ikke var med i planen, vel Ivan?) til en P-plads ca. 7 km før toppen, gruppe E kørte også i bil, men stoppede ca. 29 km før, mens gruppe D cyklede hele vejen. (Jeg har gjort det før, så kunne vel gøre det igen, nu med en lidt lettere gearing). I dag var gruppen på 9. Jeg er ikke sikker på, at Villy var så populær en deltager, for da han trak cyklen ud kl. 9.20, 10 min før start, var baghjulet fladt. Slangen blev da hurtigt skiftet, dækket sat på med hjælp fra Knud Erik, og hjulet monteret. Nu blev det så åbenbaret, at dét der Pro Race - dæk havde et plet på 1 x 2 cm, hvor der kun var lærred tilbage. Så op i receptionen og hente nøgle, op på værelset, som vist var dét, der lå allerlængst væk, og hente et reservedæk og få det sat på i stedet. Vi kom afsted med et lille kvarters forsinkelse. 
Arne ledte os ud på 30 km's nogenlunde flad opvarmningstur inden opstigningen. Herefter fulgte 10 km op gennem skov på en stille, fin vej, og så kom de sidste 7, seje km med mere trafik og mere sol. Undervejs holdt Villy og jeg en lille drikkepause, vi var kørt i forvejen, og Børge kom op til os. Også han syntes det var lidt hårdt, men efter indtagelse af noget EPO-lignende stof, satte han af og var oppe i en fart. 
På toppen blev vi modtaget af et større heppekor, så man kom helt i Tour de France-stemning. Vi fik bestilt Pasta Bolognese, inden det blev udsolgt, og Ingrid sørgede for servering og afrydning, da hun havde valgt at køre bilen helt op. Dét var service.
Nu kom så dén nedkørsel, jeg havde frygtet, men fortrængt indtil videre. Syntes egentlig, at det det gik ok, men jeg bremser da nok en hel del mere, end de andre, indtil jeg nærmest fik et chok dér på cyklen, da Henning kom blæsende forbi mig, siddende på stangen med benene helt bøjede op under sig. Han fortalte senere, at han på et tidspunkt havde opnået en fart på 82 km/t og gerne underviste i sin teknik. Mine godt 50 var rigeligt grænseoverskridende for mig.
Vi kom alle levende ned. Spørgsmålet var så, hvor levende man var efter 95 km og 2000 hm til Lucas' garage-vinsmagning med 6 forskellige vine. Henning tog sig i hvert fald en lur, men jeg tænker også, at han skulle ha' rettet benene ud 😉Onsdag: Le grand Ballon og vinsmagning på én og samme dag, er måske lige i overkanten for almindelige cykelmotionister. Men man kunne måske også lære at se lidt mere realistisk på sin egen formåen.
Arrangørerne havde ellers gjort det rimeligt at gå til. Gruppe F kørte i bil med cykler (og omveje ad grusveje gennem vinmarkerne, hvilket vist ikke var med i planen, vel Ivan?) til en P-plads ca. 7 km før toppen, gruppe E kørte også i bil, men stoppede ca. 29 km før, mens gruppe D cyklede hele vejen. (Jeg har gjort det før, så kunne vel gøre det igen, nu med en lidt lettere gearing). I dag var gruppen på 9. Jeg er ikke sikker på, at Villy var så populær en deltager, for da han trak cyklen ud kl. 9.20, 10 min før start, var baghjulet fladt. Slangen blev da hurtigt skiftet, dækket sat på med hjælp fra Knud Erik, og hjulet monteret. Nu blev det så åbenbaret, at dét der Pro Race - dæk havde et plet på 1 x 2 cm, hvor der kun var lærred tilbage. Så op i receptionen og hente nøgle, op på værelset, som vist var dét, der lå allerlængst væk, og hente et reservedæk og få det sat på i stedet. Vi kom afsted med et lille kvarters forsinkelse. 
Arne ledte os ud på 30 km's nogenlunde flad opvarmningstur inden opstigningen. Herefter fulgte 10 km op gennem skov på en stille, fin vej, og så kom de sidste 7, seje km med mere trafik og mere sol. Undervejs holdt Villy og jeg en lille drikkepause, vi var kørt i forvejen, og Børge kom op til os. Også han syntes det var lidt hårdt, men efter indtagelse af noget EPO-lignende stof, satte han af og var oppe i en fart. 
På toppen blev vi modtaget af et større heppekor, så man kom helt i Tour de France-stemning. Vi fik bestilt Pasta Bolognese, inden det blev udsolgt, og Ingrid sørgede for servering og afrydning, da hun havde valgt at køre bilen helt op. Dét var service.
Nu kom så dén nedkørsel, jeg havde frygtet, men fortrængt indtil videre. Syntes egentlig, at det det gik ok, men jeg bremser da nok en hel del mere, end de andre, indtil jeg nærmest fik et chok dér på cyklen, da Henning kom blæsende forbi mig, siddende på stangen med benene helt bøjede op under sig. Han fortalte senere, at han på et tidspunkt havde opnået en fart på 82 km/t og gerne underviste i sin teknik. Mine godt 50 var rigeligt grænseoverskridende for mig.
Vi kom alle levende ned. Spørgsmålet var så, hvor levende man var efter 95 km og 2000 hm til Lucas' garage-vinsmagning med 6 forskellige vine. Henning tog sig i hvert fald en lur, men jeg tænker også, at han skulle ha' rettet benene ud 😉Onsdag: Le grand Ballon og vinsmagning på én og samme dag, er måske lige i overkanten for almindelige cykelmotionister. Men man kunne måske også lære at se lidt mere realistisk på sin egen formåen.
Arrangørerne havde ellers gjort det rimeligt at gå til. Gruppe F kørte i bil med cykler (og omveje ad grusveje gennem vinmarkerne, hvilket vist ikke var med i planen, vel Ivan?) til en P-plads ca. 7 km før toppen, gruppe E kørte også i bil, men stoppede ca. 29 km før, mens gruppe D cyklede hele vejen. (Jeg har gjort det før, så kunne vel gøre det igen, nu med en lidt lettere gearing). I dag var gruppen på 9. Jeg er ikke sikker på, at Villy var så populær en deltager, for da han trak cyklen ud kl. 9.20, 10 min før start, var baghjulet fladt. Slangen blev da hurtigt skiftet, dækket sat på med hjælp fra Knud Erik, og hjulet monteret. Nu blev det så åbenbaret, at dét der Pro Race - dæk havde et plet på 1 x 2 cm, hvor der kun var lærred tilbage. Så op i receptionen og hente nøgle, op på værelset, som vist var dét, der lå allerlængst væk, og hente et reservedæk og få det sat på i stedet. Vi kom afsted med et lille kvarters forsinkelse. 
Arne ledte os ud på 30 km's nogenlunde flad opvarmningstur inden opstigningen. Herefter fulgte 10 km op gennem skov på en stille, fin vej, og så kom de sidste 7, seje km med mere trafik og mere sol. Undervejs holdt Villy og jeg en lille drikkepause, vi var kørt i forvejen, og Børge kom op til os. Også han syntes det var lidt hårdt, men efter indtagelse af noget EPO-lignende stof, satte han af og var oppe i en fart. 
På toppen blev vi modtaget af et større heppekor, så man kom helt i Tour de France-stemning. Vi fik bestilt Pasta Bolognese, inden det blev udsolgt, og Ingrid sørgede for servering og afrydning, da hun havde valgt at køre bilen helt op. Dét var service.
Nu kom så dén nedkørsel, jeg havde frygtet, men fortrængt indtil videre. Syntes egentlig, at det det gik ok, men jeg bremser da nok en hel del mere, end de andre, indtil jeg nærmest fik et chok dér på cyklen, da Henning kom blæsende forbi mig, siddende på stangen med benene helt bøjede op under sig. Han fortalte senere, at han på et tidspunkt havde opnået en fart på 82 km/t og gerne underviste i sin teknik. Mine godt 50 var rigeligt grænseoverskridende for mig.
Vi kom alle levende ned. Spørgsmålet var så, hvor levende man var efter 95 km og 2000 hm til Lucas' garage-vinsmagning med 6 forskellige vine. Henning tog sig i hvert fald en lur, men jeg tænker også, at han skulle ha' rettet benene ud 😉Onsdag: Le grand Ballon og vinsmagning på én og samme dag, er måske lige i overkanten for almindelige cykelmotionister. Men man kunne måske også lære at se lidt mere realistisk på sin egen formåen.
Arrangørerne havde ellers gjort det rimeligt at gå til. Gruppe F kørte i bil med cykler (og omveje ad grusveje gennem vinmarkerne, hvilket vist ikke var med i planen, vel Ivan?) til en P-plads ca. 7 km før toppen, gruppe E kørte også i bil, men stoppede ca. 29 km før, mens gruppe D cyklede hele vejen. (Jeg har gjort det før, så kunne vel gøre det igen, nu med en lidt lettere gearing). I dag var gruppen på 9. Jeg er ikke sikker på, at Villy var så populær en deltager, for da han trak cyklen ud kl. 9.20, 10 min før start, var baghjulet fladt. Slangen blev da hurtigt skiftet, dækket sat på med hjælp fra Knud Erik, og hjulet monteret. Nu blev det så åbenbaret, at dét der Pro Race - dæk havde et plet på 1 x 2 cm, hvor der kun var lærred tilbage. Så op i receptionen og hente nøgle, op på værelset, som vist var dét, der lå allerlængst væk, og hente et reservedæk og få det sat på i stedet. Vi kom afsted med et lille kvarters forsinkelse. 
Arne ledte os ud på 30 km's nogenlunde flad opvarmningstur inden opstigningen. Herefter fulgte 10 km op gennem skov på en stille, fin vej, og så kom de sidste 7, seje km med mere trafik og mere sol. Undervejs holdt Villy og jeg en lille drikkepause, vi var kørt i forvejen, og Børge kom op til os. Også han syntes det var lidt hårdt, men efter indtagelse af noget EPO-lignende stof, satte han af og var oppe i en fart. 
På toppen blev vi modtaget af et større heppekor, så man kom helt i Tour de France-stemning. Vi fik bestilt Pasta Bolognese, inden det blev udsolgt, og Ingrid sørgede for servering og afrydning, da hun havde valgt at køre bilen helt op. Dét var service.
Nu kom så dén nedkørsel, jeg havde frygtet, men fortrængt indtil videre. Syntes egentlig, at det det gik ok, men jeg bremser da nok en hel del mere, end de andre, indtil jeg nærmest fik et chok dér på cyklen, da Henning kom blæsende forbi mig, siddende på stangen med benene helt bøjede op under sig. Han fortalte senere, at han på et tidspunkt havde opnået en fart på 82 km/t og gerne underviste i sin teknik. Mine godt 50 var rigeligt grænseoverskridende for mig.
Vi kom alle levende ned. Spørgsmålet var så, hvor levende man var efter 95 km og 2000 hm til Lucas' garage-vinsmagning med 6 forskellige vine. Henning tog sig i hvert fald en lur, men jeg tænker også, at han skulle ha' rettet benene ud 😉Onsdag: Le grand Ballon og vinsmagning på én og samme dag, er måske lige i overkanten for almindelige cykelmotionister. Men man kunne måske også lære at se lidt mere realistisk på sin egen formåen.
Arrangørerne havde ellers gjort det rimeligt at gå til. Gruppe F kørte i bil med cykler (og omveje ad grusveje gennem vinmarkerne, hvilket vist ikke var med i planen, vel Ivan?) til en P-plads ca. 7 km før toppen, gruppe E kørte også i bil, men stoppede ca. 29 km før, mens gruppe D cyklede hele vejen. (Jeg har gjort det før, så kunne vel gøre det igen, nu med en lidt lettere gearing). I dag var gruppen på 9. Jeg er ikke sikker på, at Villy var så populær en deltager, for da han trak cyklen ud kl. 9.20, 10 min før start, var baghjulet fladt. Slangen blev da hurtigt skiftet, dækket sat på med hjælp fra Knud Erik, og hjulet monteret. Nu blev det så åbenbaret, at dét der Pro Race - dæk havde et plet på 1 x 2 cm, hvor der kun var lærred tilbage. Så op i receptionen og hente nøgle, op på værelset, som vist var dét, der lå allerlængst væk, og hente et reservedæk og få det sat på i stedet. Vi kom afsted med et lille kvarters forsinkelse. 
Arne ledte os ud på 30 km's nogenlunde flad opvarmningstur inden opstigningen. Herefter fulgte 10 km op gennem skov på en stille, fin vej, og så kom de sidste 7, seje km med mere trafik og mere sol. Undervejs holdt Villy og jeg en lille drikkepause, vi var kørt i forvejen, og Børge kom op til os. Også han syntes det var lidt hårdt, men efter indtagelse af noget EPO-lignende stof, satte han af og var oppe i en fart. 
På toppen blev vi modtaget af et større heppekor, så man kom helt i Tour de France-stemning. Vi fik bestilt Pasta Bolognese, inden det blev udsolgt, og Ingrid sørgede for servering og afrydning, da hun havde valgt at køre bilen helt op. Dét var service.
Nu kom så dén nedkørsel, jeg havde frygtet, men fortrængt indtil videre. Syntes egentlig, at det det gik ok, men jeg bremser da nok en hel del mere, end de andre, indtil jeg nærmest fik et chok dér på cyklen, da Henning kom blæsende forbi mig, siddende på stangen med benene helt bøjede op under sig. Han fortalte senere, at han på et tidspunkt havde opnået en fart på 82 km/t og gerne underviste i sin teknik. Mine godt 50 var rigeligt grænseoverskridende for mig.
Vi kom alle levende ned. Spørgsmålet var så, hvor levende man var efter 95 km og 2000 hm til Lucas' garage-vinsmagning med 6 forskellige vine. Henning tog sig i hvert fald en lur, men jeg tænker også, at han skulle ha' rettet benene ud 😉Onsdag: Le grand Ballon og vinsmagning på én og samme dag, er måske lige i overkanten for almindelige cykelmotionister. Men man kunne måske også lære at se lidt mere realistisk på sin egen formåen.
Arrangørerne havde ellers gjort det rimeligt at gå til. Gruppe F kørte i bil med cykler (og omveje ad grusveje gennem vinmarkerne, hvilket vist ikke var med i planen, vel Ivan?) til en P-plads ca. 7 km før toppen, gruppe E kørte også i bil, men stoppede ca. 29 km før, mens gruppe D cyklede hele vejen. (Jeg har gjort det før, så kunne vel gøre det igen, nu med en lidt lettere gearing). I dag var gruppen på 9. Jeg er ikke sikker på, at Villy var så populær en deltager, for da han trak cyklen ud kl. 9.20, 10 min før start, var baghjulet fladt. Slangen blev da hurtigt skiftet, dækket sat på med hjælp fra Knud Erik, og hjulet monteret. Nu blev det så åbenbaret, at dét der Pro Race - dæk havde et plet på 1 x 2 cm, hvor der kun var lærred tilbage. Så op i receptionen og hente nøgle, op på værelset, som vist var dét, der lå allerlængst væk, og hente et reservedæk og få det sat på i stedet. Vi kom afsted med et lille kvarters forsinkelse. 
Arne ledte os ud på 30 km's nogenlunde flad opvarmningstur inden opstigningen. Herefter fulgte 10 km op gennem skov på en stille, fin vej, og så kom de sidste 7, seje km med mere trafik og mere sol. Undervejs holdt Villy og jeg en lille drikkepause, vi var kørt i forvejen, og Børge kom op til os. Også han syntes det var lidt hårdt, men efter indtagelse af noget EPO-lignende stof, satte han af og var oppe i en fart. 
På toppen blev vi modtaget af et større heppekor, så man kom helt i Tour de France-stemning. Vi fik bestilt Pasta Bolognese, inden det blev udsolgt, og Ingrid sørgede for servering og afrydning, da hun havde valgt at køre bilen helt op. Dét var service.
Nu kom så dén nedkørsel, jeg havde frygtet, men fortrængt indtil videre. Syntes egentlig, at det det gik ok, men jeg bremser da nok en hel del mere, end de andre, indtil jeg nærmest fik et chok dér på cyklen, da Henning kom blæsende forbi mig, siddende på stangen med benene helt bøjede op under sig. Han fortalte senere, at han på et tidspunkt havde opnået en fart på 82 km/t og gerne underviste i sin teknik. Mine godt 50 var rigeligt grænseoverskridende for mig.
Vi kom alle levende ned. Spørgsmålet var så, hvor levende man var efter 95 km og 2000 hm til Lucas' garage-vinsmagning med 6 forskellige vine. Henning tog sig i hvert fald en lur, men jeg tænker også, at han skulle ha' rettet benene ud 

Efterlad en kommentar

Du kommentere som gæst. Valgfri login forneden.