Tips og Trick til turledere

Turlederen er kammeraten, der viser vej i dag og alle skal kunne være turleder i Baghjulet. Vi har et godt kammeratskab og tager hensyn til hinanden - derfor er du aldrig alene om opgaven, når du er turleder. Alle har et medansvar for, at I får en god tur.

Vi har nedfældet et par tips til dig i din rolle som turleder.

Før turen

Hvis du synes du har svært ved at finde rundt, så vælg en rute, du kender på forhånd og føler dig tryg ved. Du kan evt. have en fast tur, som du kører, når du er turleder. De andre kan ikke huske den alligevel ;-) 

Baghjulet er en motionscykelklub og turlederen er ikke "træner". Hele gruppen er ansvarlige for, at turen forløber godt og sikkert. Turlederens anvisninger skal følges.

Præsenter dig før I kører ud og forhør dig om der er nye i gruppen. Hvis der er det, bør alle i gruppen have fokus på, at de nye kommer godt med.

Fortæl evt. gruppen, hvor turen går hen, hvor lang den ca. er og hvad der sådan ca. skal ske under turen (måske kommer der nogle gode bakker? Måske skal I passere en farlig vej, hvor I skal være særligt opmærksomme?)

Udpeg evt. en hjælpe-turleder, som kan tage bagtroppen / køre sidste mand, eller blot hjælpe dig med at holde sammen på gruppen.

Det er helt OK at bede om hjælp. Vi har et fælles ansvar over for hinanden.


Under turen

Alle medlemmer af Baghjulet - nye som gamle - er forpligtiget til, at holde sig vores sikkerhedsregler for øje. 

Sikkerhedsreglerne skal følges. Husk også at give meldingerne i god til (til højre, til venstre osv.) 

Hvis der er stor niveauforskelle i gruppen, kan det være en god idé at give løbet frit på udvalgte steder, så de stærke kan få brændt krudtet af. Husk opsamling og rolig kørsel bagefter.

Sørg for, at de stærke tager flere føringer, end de svage

Hvis der er behov for fælles beskeder under turen, stop da gruppen på et sted, hvor I ikke står i vejen for trafikken, og giv beskeden inden I kører videre.

 

Efter turen

Inden I skilles, er det en god idé at sikre sig, at de nye kan finde hjem derfra.

Evaluer evt. turen - Hvad gik godt? Hvad gik skævt? Er der noget, I har brug for at snakke om inden i skilles?

 

Til den øvede turleder

Når du får mod på lidt mere, er her et forslag til forskellige indslag, du kan lægge ind i turen. Find træningsforslagene her.