Turlederseminar

Skrevet af Helle Stougård Lørdag, 23 marts 2013. TAGS: Turleder | turlederseminar | Udvalgsarbejde | Vintervejr

Der var fyldt i klublokalerne denne lørdag, da Baghjulet holdt turlederseminar. Inge D. fra bestyrelsen stod for dagen, som startede kl. 9 med teori, rundstykker og kage.

Og sikke en flot kage, bageren i Strib havde lavet til os!

 turledersem 13kage

Inge havde hyret Kenneth Dini til at lede dagen. Han startede med at fortælle forsamlingen – som bestod af både erfarne og helt nye turledere – om, hvad det vil sige at være turleder i Baghjulet.

Som altid er engagementet stort og Kenneth måtte styre os igennem formiddagens program med hård hånd. Vi havde meget vi skulle nå.

 turledersem 13C

Kim Knudsen fra bestyrelsen pointerede, at nok skal man tage sin turlederopgave alvorligt (og det gør alle) og selv finde en afløser, hvis man kan. Men kan man ikke det og er man vitterlig blevet forhindret i at komme, så er det helt legalt at blive væk – vi er voksne og ansvarlige mennesker … værre er det ikke.

Over middag var det tid for praktiske øvelser. Vi skulle ud på cyklerne.

Pga. sne, frost og bidende kulde, havde Kenneth bedt os tage den med ”traktordækkene”på. Ud på MTB gik turen og mod Føns.

turledersem 13B turledersem 13A

Kenneth udnævnte en ny turleder på hver fjerdedel af turen, som var ca. 20 kilometer lang. Han havde også lagt forskellige ”fælder” ind. Et par deltagere fik til opgave, at lave lidt rav i den, for at se, hvordan situationen blev tacklet af turlederen.

Efter cykelturen samledes vi i klublokalet igen. Her stod Inge klar med sandwich og øl/vand – og så var det tid til at evaluere turen.

De deltagere, der havde været turledere på en del af strækningen, fik feedback og de forskellige emner der kom op, gav anledning til en snak om de udfordringer, man kan komme ud for, når man skal vise en flok klubkammerater rundt på en rute.

Der kom mange gode idéer op. Blandt andet foreslog Jørn Eskelund fra MTB udvalget, at vi skulle holde et eller flere turlederarrangementer, hen over sommersæsonen. Måske som en træningsaften, med praktiske øvelser?

Les tog notater og sørger for, at referatet bliver afleveret til det nye turlederudvalg.

Det er nemlig sådan, at Ellen, Per Allan og Søren, som har trukket læsset i turlederudvalget takker af efter denne sæson og et nyt turlederudvalg er allerede ved at blive etableret.

Inden vi skiltes fortalte Hans Mogensen (som er turlederudvalgets kontaktperson i bestyrelsen), at vi skal bruge omkring 55 turledere, for at få turlederplanen til at gå op. Turlederudvalget har et meget stort arbejde med, at få planen løst. 55 turledere – det er faktisk 10% af medlemmerne, der er turledere. Og det er jo ganske flot – men vi vil gerne være flere.

Ovenikøbet begynder vi fra denne sæson, at have turleder på MTB gruppe 3, hver tirsdag aften, så vi skal bestemt have flere turledere ind i folden.

Hans Mogensen foreslog, at alle turledere skulle forpligte sig på, at rekruttere hver 1 klubkammerat, som stille og roligt, kan blive introduceret til opgaven – som ”føl” eller som en ”mentorordning”. Forslaget faldt i rigtig god jord – alle syntes det var en god ide.

Det er sjovt at være turleder. Det er dig der bestemmer – og klubkammeraterne i Baghjulet er faktisk rigtig positive overfor turlederen og har stor respekt for den kammerat, der påtager sig opgaven. Tilmed er det rart, at kunne give noget tilbage til sine klubkammerater – så til alle jer derude: Måske er det dig der bliver prikket af din cykelkammerat?

Tak til Inge, Kenneth og I andre, som har haft arbejde med at få dagen op at stå. Inden vi skiltes, hjalp vi hinanden med at rydde op i klublokalet.

Nu venter vi bare på foråret, så vi for alvor kan komme ud på cyklerne, uden at fryse.

Vi ses til sæsonstart og pølsetur 31. marts.

Om skribenten

Helle Stougård

Kommentar (2)

  • Les Ager

    Les Ager

    23 marts 2013 at 17:52 |
    Super god dag, dejligt at så mange har lyst til at dele ud af deres erfaringer

    Svar

  • Helle Munk

    Helle Munk

    23 marts 2013 at 16:55 |
    En rigtig god dag. Selvom jeg har været med før, så er der altid noget nyt at få med hjem.
    Og mange input til Kenneth's gode og lærerige undervisning. Kenneth, du kan bare det der med at formidle, men det er nok ikke lige i dag, at man skal foreslå, at du skulle ha' været lærer. ;)
    Ja, og så er blevet bekendt med et nyt "mode-ord" i dag: "Lav-praktisk". :))

    Svar

Efterlad en kommentar

Du kommentere som gæst. Valgfri login forneden.