Offroad Finnmark 2014

Skrevet af Inge D. Tirsdag, 05 august 2014.

Lad mig starte med at konstateret 3 ting. For det første var det en meget svær beslutning for mig at tage, da jeg i efteråret 2013 traf det valg at konvertere fra at skulle køre OFF700 til "kun" at skulle køre OFF300, for OFF700 var for mig (på dette tidspunkt) ligesom den "rigtige" OFF, men jeg kunne bare mærke, at det ikke ville være en god idé at udsætte min krop for det.

For det andet vil jeg aldrig mere bruge ordet "kun" om at køre OFF300.

For det tredje.... vil jeg ikke udelukke at gøre det igen ;-)

offroad silouette

Tirsdag aften landede Jens Bang og jeg i Alta, og oplevede for første gang, hvor lyst der er om natten med midnatssolen – også selvom der var overskyet.

Vi blev hentet af Oluf, en af de mange lokale frivillige hjælpere til Offroad Finnmark løbet.

De lokales opbakning til dette løb gør det helt specielt, magen til gæstfrihed og venlighed skal man lede længe efter. Vi blev sammen med vores bagage og vores enormt store cykelkufferter kørt til et hotel i byen, hvor vi tog første overnatning. På hotellet, hvor løbets kommandostation var etableret, var vi lige inde og hilse på dem, der havde nattevagten – alt virkede meget velorganiseret, og selvom de allerede havde været vågne længe idet OFF700 var sendt afsted samme dag, blev vi mødt med smil og overskud.

Offroad Finnmark går ud på at køre enten 300 eller 700 km offroad i Finnmarken efter GPS, kort og kompas. Man kører i teams a 2-3 personer og er overladt til sig selv at finde vej. Man skal undervejs medbringe en del obligatoriske ting i rygsækken herunder langt overtrækstøj, myggenet til hjelmen, overlevelsestæppe, lighter eller tændstikker, mad og væske.

Herudover alt det man skal have for at kunne køre videre ved punkteringer og uheld, inkl. ekstra batteri til GPS (for den ønsker man ikke skal gå ud...) og til mobiltelefonen, som blev brugt som tracker, så det var muligt at følge os live på ruten, hvilket giver lidt ro i maven hvis nu uheldet skulle være ude og man bliver skadet.

Næste dag blev vi bragt til camp'en i en skole, hvor mange andre hold også var indkvarteret. Vi blev vist rundt af madmor

Magna, som sørgede for der ikke manglede noget. I klasseværelset hvor vi skulle bo, havde hun stillet bordene op, så hvert team kom til at sove i små båse på madrasser. I fælleskøkkenet blev vi instrueret i hvor tingene var og hvis vi manglede noget, skulle vi blot informere hende.

Det har været super hyggeligt at bo på denne måde sammen med andre deltagere, og det at have et fælleskøkken, hvor man mødes og spiser/drikker hen over døgnet er noget helt specielt. Hvor jeg på Transalp sidste år syntes camp'en nærmest var en straf, synes jeg her, det var en kæmpe fordel.

  offroad jens offroad jens2 offroad jens3
Hvad får man tiden til at gå med indtil løbsstart?

Tja man kan f.eks. fixe en dør der piber...

Det var stadig onsdag og vi begyndte at få meldinger om, at vejret var råt og koldt i fjeldene og at de estimerede tider for vinderholdet OFF700 ikke kunne holde. Jeg talte med en deltager i OFF700, som måtte udgå pga. defekt, han så godt nok brugt ud, puha nu kunne jeg mærke sommerfuglene langsomt begyndte at komme i maven. Ventetiden fra onsdag eftermiddag til løbsstart torsdag kl. 18, var nok nærmest noget af det værste, da ville vi bare afsted – vi var klar og ventetiden var lang.

Torsdag morgen vågnede jeg desværre tidligt.

Jens og jeg havde aftenen i forvejen aftalt, at vi ville spise aftensmad allerede kl. 16.30, for at være klar til start kl. 18. Derfor skulle både morgenmad og frokost afpasses tilsvarende. Ind imellem forsøgte vi at hvile eller sove, men det var jeg bare ikke god til –måtte med misundelse se på Jens der lå og sov ved siden af.

På infomødet kl. 13 blev vi kort instrueret i ruten og fik nogle praktiske oplysninger som at man kan drikke vandet i alle floderne. Det ville spare os for noget vægt, men idet jeg har en rimelig sart mave og ikke havde noget indtryk af hvor mange floder vi kom til at passere, turde jeg ikke løbe an på dette – medbragte i stedet 1 drikkedunk med energidrik til cyklen og en camelback med 3 liter på ryggen.

Efterfølgende har jeg så konstateret at mange bruger vandet i floderne til drikkevand og vi mødte hyppigt floder på ruten.

Herudover blev der på mødet brugt meget tid på at instruere hvornår og hvordan de private supportere kunne være tilstede. På dette tidspunkt kunne jeg ikke forstå at så mange medbragte private supportere, der var jo depoter på ruten, men jeg blev (lidt) klogere senere.

Ligeledes fik vi at vide, at ved mindre uheld som brækkede ribben kunne man blive hentet af en ATV, men hvis uheldet rigtigt var ude, af en helikopter. Desværre måtte en udgå og hentes af en helikopter pga skulderskade.

Så gik starten i solskin, hvilket var langt over forventning 

– humøret var i top og Jens og jeg var bare så klar til at tage på adventure. Vi havde allerede da vi i efteråret aftalte at køre løbet sammen afstemt forventningerne, formålet var at gennemføre og tage på adventure og opleve midnatssolen og den smukke natur. Denne afstemning har været super vigtig – og holdt hele vejen i mål!

offroad dybtvand
Det er ikke altid lige nemt at vurdere hvor dybt vandet er, inden man kører igennem.

De første 50 km var et loop tilbage til Alta – på infomødet havde de gjort en del ud af at fortælle, at der var 2 steder på ruten, hvor vi skulle være specielt forsigtige samt, at vi kunne lade rygsækken blive til vi kom tilbage til Alta efter loopet, men at det var på eget ansvar. Vi valgte at tage al oppakningen med fra starten. Det var et fedt spor og vi passerede også de første floder, tørskoet, hvilket jeg allerede der blev høj af – altså hvor svært kan det være  ...

Men jeg blev klogere ;-).

Derefter passerede vi startområdet igen, hvor vi lige fik vasket mudder af cyklen og tanket vand inden det gik videre til "vildmarken".

Næste Check-in var ved 101 km og derefter 106 km. Ved sidstnævnte blev der serveret kold mad. Det var jo blot om 56 km, det er jo ingenting.

Men også der blev jeg klogere.

For at sikre, at vi ikke gik sukkerkolde, havde vi inden løbet aftalt, at vi ca. 1 gang i timen skulle spise en bar eller andet, der med langsomme kulhydrater kunne holde kroppen i gang længe. Dette var også en af grundene til at jeg kiggede på uret, for når jeg er træt, føler jeg ingen sult, nærmere kvalme, og der bliver man nødt til at være disciplineret og spise. Set i bakspejlet skulle vi have medbragt nogle madder til de første 106 km, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os at det skulle tage så lang tid.

Altså 106 km, hvor svært kan det være ;-)

offroad bikewash1
Når skiltet med Bikewash står ved søen – så MENER de det ;-)

Da vi kom til check-point 101 km, checkede vi ind (og ventede de obligatoriske 5 min. Inden vi måtte tage videre).

I mellemtiden kom en ung fyr hen til mig og spurgte om han skulle vaske min cykel, ja tak meget gerne! Nu går han ned til søen med den, sagde Jens – og var chokeret over 15 sekunder senere at se fyren stå og hive min cykel op og ned i søen – men ren blev den ;-)

Jeg havde chain-chock flere gange pga alt det mudder, så bikewash har høj prioritet ved alle check-points.

Vi tog videre til næste check-point – kun 5 km derfra, men opad, og vi så frem til at få noget rigtig mad – og cola. Jeg trængte helt vildt til noget opkvikkende, idet jeg var søvning, endnu ikke træt. Jeg hører desværre til den kategori, der inden kl. 10 om formiddagen nemt kan drikke en hel kande sort the alene – og det gav bagslag nu.

På vej hen til maddepotet tænkte jeg mange gange over Melfar 24-timers kolde køkken – uhmm det var lige hvad jeg trængte til.

Og jeg ved at vi i Baghjulet er i den luksuriøse ende af maddepot-skalaen, men hvad der ventede os i depotet var nok nærmere i den anden ende.

Som ved alle de andre check-points blev vi modtaget med et smil af venlige mennesker der er klar til at servicere os, men maden var én stor skuffelse. Toastbrød med smør, nutella, ost og spegepølse samt juice.

Ingen cola eller the, hvilket jeg helt vildt trængte til. Pludselig gik det op for mig hvorfor mange mødtes med deres supportere ved forrige check-point, for dette kunne de ikke køre til i bil og så kunne de få den forplejning der nu passede dem.

Well lesson learned til næste gang ;-)

offroad smuk himmel
Midnatssolen – sååååå smukt!

offroad styr
33 timer for at komme fra venstre side af styret til højre – jeg forstår stadig ikke hvordan det kunne tage så lang tid....

Derfra gik det bare langsomt....

meget langsomt.

I løbet af natten kom vi op at køre i det de kalder inderfilet'en af Finnmarken (går ud fra de mener det bedste af Finnmarken), og det er virkelig smukt.... og stenet.....

Inden start havde Jens sat tape på mit styr og angivet med tal efter hvor mange km de forskellige depoter (fjeldstuer) kom. For lige at beskrive hvor øde her er, så så vi faktisk ikke andre huse end de områder, hvor der var depot, i hvert fald ikke i det de kalder inderfilet'en.

Jeg kiggede på styret, næste stop 146 km.

Jeg ved ikke hvornår jeg begyndte at miste modet første gang, men jeg husker tydeligt at kombinationen mellem at tiden gik ALT for hurtigt og triptælleren næsten stod stille, var frygteligt frustrerende og demotiverende. På et tidspunkt begyndte jeg at tælle når vi havde kørt 100 meter mere, hvorefter jeg besluttede at holde fokus andet sted og ikke kigge på den triptæller.

Feltet blev ret hurtigt spredt og vi kørte alene det meste af tiden.

Der var perioder hvor jeg bare var nede, hvor jeg ikke kunne huske, hvorfor det var jeg ønskede at køre dette løb, og det er lige præcis der, at det er specielt fantastisk ikke at køre solo, men køre i et team og have en rigtig god makker som Jens.

På et tidspunkt foreslog jeg at vi droppede det og tog på bar og drak os fulde i stedet for, hvorefter Jens spejlede ud i ødemarken og konstaterede at der nok ikke lige kom en bar foreløbig ;-)

Der er en del der har spurgt mig hvad en god makker er for mig. Først og fremmest er det vigtigt at kemien er der, jeg kunne ikke forestille mig at køre dette løb med en fremmed, for jeg synes det giver noget tryghed at vide, at ens makker kender både ens styrker og svagheder.

F.eks. havde jeg forberedt Jens på at jeg kunne forestille mig, at jeg på et tidspunkt ville blive så presset, at jeg nok havde behov for at sætte mig ned og tude, men at jeg så nok skulle køre videre lige bagefter igen, når endorfinerne begynder at hjælpe. Noget Jens bare tager med et smil.

Vi slap for tudeturene, men der var perioder hvor der var behov for at få en krammer og et smil, og det giver bare så meget fornyet energi. Der var en anden dansker der fortalte mig at han ved et af de sidste check-points var blevet modtaget af en kvinde der havde taget hans rygsæk af og havde givet ham en krammer – det var den bedste (og mest tiltrængte) krammer han nogensinde have fået ;-)

Herudover er det vigtigt for mig at have en tolerant makker med overskud til at vente når jeg skal have 5 lag tøj af og på ved tissepauser og så ikke mindst at der er det mentale overskud – ingen vrissen eller synlig irritabilitet, det har man ikke brug for, når man selv er presset. Det at kunne køre sammen og vende hele verdenssituationen samt grine sammen er også rigtig vigtigt – men det er mindst lige så vigtigt at man kan køre sammen uden at sige noget, at der er rum til bare at gå ind i sig selv og reflektere mens man bare træder/vader/skubber.

offroad inge2
En tiltrængt vingummipause, heldigvis var det muligt at snige vingummierne ind under myggenettet uden der slap for mange myg med.

På en skala fra 1-10 var jeg nok på en 1'er på dette tidspunkt – der var mange timer til mål.

offroad jensnet1
Jens nægtede først at tage "hårnettet" på, men efter et stykke tid kapitulerede han og det blev hans bedste ven ;-)

De første 100 km gjorde vi meget for at lægge en plan for at forcere både moser og floder uden at få våde tæer. Men da Jens på et tidspunkt står og spejler ud over en mose, som stort set er blankt af vand og mudder konstaterer han: "Inge-der er ingen plan", hvorefter han tager cyklen på nakken og vader ud i det mens han synker i til knæene.

Fra dette tidspunkt vadede vi gennem alt uden at bruge så meget tid på at komme igennem de rigtige steder. Heldigvis gør gode uldsokker underværker, de formår at holde fødderne rimelig varme selvom det sejler med vand inde i støvlerne.

Ved næste check-point var der for en gangs skyld et rigtigt toilet med træk og slip, men man skulle tage støvlerne af inden man gik ind. Dette gjorde jeg så, men kunne ikke andet end smile over det groteske i at efterlade støvler med tørre såler udenfor og så gå ind på smaskvåde sokker smurt ind i mudder.

offroad jensmuder1

Ved et check-point inden Masi blev der serveret lun fiskesuppe OG cola OG vafler – det føltes som ren luksus ;-)

Ikke at jeg er den store passionerede fiskespiser, men fiskesuppen havde det salt jeg havde brug for og den var flydende og nem at få ned. Jeg spurgte en af de flinke hjælpere hvorledes ruten så ud frem til næste check-point, hvorefter hun svarede at den var "vældig bra". Dette kom vi til at grine af mange gange undervejs – for hvis den ujævne stenvej med sump for hver x km var vældig bra, så ville vi nødig køre hvor hun mente den var "ikke bra" ;-)

offroad vej
Og det fortsætter bare i det uendelige.....

Når man starter på en type underlag, så fortsætter det ofte i det uendelige. Da vi kom op i inderfilet'en var det utroligt smukt og vi så midnatssolen, men så fortsætter det bare sådan – og fortsætter og fortsætter.

Senere når vi kom til en stenvej – jeg kalder det bevidst ikke grusvej, for det kan ikke sammenlignes med en dansk grusvej, der ligger store sten overalt, som man skal finde et spor igennem – ja så fortsætter dette også dog afbrudt med rimelig faste intervaller af enten mose, mudder eller floder/elve. På trods af meget smuk natur er der også tale om lange ensformige strækninger. Heldigvis ligger de store sten oftest godt fast, så man synker ikke i som ved løs grus.

Da jeg lagde ruten ind herhjemme dagen inden vi skulle rejse, fortalte Garmin mig, at den stod på 314 km og 7240 HM – jeg var ved at få et chok over antal HM, dette blev dog heldigvis reduceret til 6000 HM da vi kom derop – og vi endte med 4100 HM, hvilket er fint overkommeligt.

Modsat alperne er stigningerne heroppe moderate og alt i alt går det jævnt op og ned.

Vi kom ikke til at køre på lange downhill singletracks, til gengæld er det sjovt at køre ned over de store (oftest runde) sten, hvor man skal være vågen og finde et godt spor. Jeg holdt bevidst fingrene fra forbremsen når stenene var ekstra store, for ikke at komme til at lave en "fejl 40". Det er ikke lige en tur ud over styret man har brug for midt i ødemarken.

Vi havde inden løbet forventet at være i Masi (213km) omkring 9-10 tiden om formiddagen, hvor vi skulle have det indlagte obligatoriske 2-timers stop - vi var der kl. 15, hvilket var big time nedtur!

Ned til Masi var der dog to rigtig fede nedkørsler – lange og sjove, hvor vi gav den fuld gas. Det gav simpelthen så stort et kick, lige hvad jeg trængte til.

Da vi ankom til Masi fik vi halvkold gullasch, som smagte fantastisk og derefter et bad og så kunne vi endelig klæde om til tørt frisk tøj. Jeg var startet ud om morgenen i mine vinterstøvler og min plan var at skifte til nogle lettere sko i Masi, men jeg fortrød og beholdt de våde støvler på. Jeg var nede at gå så meget, at jeg vægtede komforten mere end at de var meget tunge, når de blev våde.

Det blev for mit vedkommende til 30 min. søvn på en madras inden vi kunne checke ud igen 2 timer efter ankomst – selvom det var svært i starten lige at komme i gang igen, var det godt givet ud.

På det sidste check-point inden Alta havde de tændt bål og grillede pølser og bøffer, hvilket vi også blev budt (vi må have set trætte ud) – skal da lige love for at den bøf var lige hvad Jens trængte til, hans cykel rørte næsten ikke jorden da vi lettede fra stedet ;-)

Vi satte næsen mod Alta og kunne mærke at vi var møre og glædede os til at komme hjem i seng.

Strækningen startede med en af løbets meget få asfaltstrækninger, hvorefter vi mente at være tæt på Alta – men så var ruten lagt i en sløjfe rundt om Alta og igennem en masse singletracks, som ind imellem var svære at navigere efter, hvilket vi absolut ikke var gearede til her midt om natten – nu ville vi bare træde og så komme hjem.

Vi passerede målstregen lidt over 3 om natten, hvor en speaker og en medhjælper tog imod os – det var lidt tamt at komme i mål på dette tidspunkt, men omvendt hvad kan man forvente kl. 3 om natten? Det er endnu en del af det, der gør løbet så specielt.

Derefter kørte vi op til skolen og skulle bare på hovedet i seng.

Men da vi ankom aftalte vi lige at mødes ude i køkkenet til en kop etellerandet. Da vi kom derud var Erik Skovgaard Knudsen og Per Thomsen ved at varme pizzaer, det var lige hvad vi trængte til ;-)

Stor respekt for Erik og Per der med mere end 5 timer ned til nr. 2 vandt OFF700 – og for Erik var det andet år i træk efter at have vundet med Esben Hauerbach Kronborg sidste år. Lidt senere kom Anne Thorbjørn og Mads Mikkelsen, som også lige havde kørt OFF700. Må bare tage hatten af for det – OFF700 er mere end ekstremsport, det er noget jeg ikke lige kan finde ord for ;-)

Mega hyggelig afslutning på turen og derefter i bad og på hovedet i seng.

Lørdag morgen begyndte folk at vågne og det var ikke noget kønt syn. Udover at mange havde hævede øjne (jeg selv lignede en der havde fået bank ;-)) så talte flere om at have en bagdel så rød som en bavian, flere havde fået siddesår.

Idet jeg havde været af og på cyklen så mange gange, gik det egentlig forbavsende godt med bagdelen, tror også det meget stenede terræn er med til at man sidder mere afvekslende end normalt.

Man kan også rimeligt hurtigt se på måden folk går på, hvilke ryttere der har kørt 700 og hvilke der har kørt 300. Ved 700 kører man kroppen HELT ud, hvilket man godt kan se på folk. Altså Erik gik faktisk helt normalt – ved ikke hvad han får at spise, men giv mig en dobbeltportion af whatever det er ;-)

Aftenen blev afsluttet med klipfisk og kartoffelmos til banketten på hotellet om aftenen, efter præmieoverrækkelsen hvor danskerne var godt repræsenteret i OFF700 med Erik og Per som vindere og Anne og Mads blev nr. 2 i mix. Super flot!

Hvad jeg ikke ville have undværet på turen:

- En god makker
- Oplevelsen – det har været fantastisk både naturen, at køre med midnatssol og det at prøve at blive presset på en anden måde. Her er mere råt end det jeg har prøvet i Alperne.
- Min uldundertrøje, der på trods af at alle andre lag var våde af sved, holdt min krop tør og varm.
- Ergonomiske greb
- Buksefedt med i rygsækken
- Min fantastiske forgaffel

Hvad jeg gerne ville have undværet:

- At starte kl. 18, det er alt for sent og man er søvnmæssigt allerede på bagkant. Løbet burde starte om morgenen.
- At få menstruation midt under løbet, det er hvad man kan kalde dårlig timing.

Hvad jeg ville gøre om:

- Medbringe koffein i en eller anden form
- Medbringe let spiseligt mad i form af pasta til de check-points, hvor der serveres kold mad
- Ikke bruge lang tid på at finde en vej der (måske) kan bringe en tørskoet over floder og moser
- Hvis ikke løbs starten kunne blive flyttet til om morgenen, ville jeg prøve at ændre min døgnrytme inden, så jeg kunne sove op til.
- Energidrik pulver med i rygsækken

Hvorfor vil jeg ikke udelukke at gøre det igen?

Det har været en fantastisk oplevelse – meget intens, meget specielt og ud over alt hvad man normalt møder.

Selve løbet går helt ind under huden på en og man efterlades med et væld af indtryk og flotte billeder på nethinden. Inden løbet var jeg meget obs på at jeg aldrig havde kørt så langt før, men nu er jeg mere bevidst om, at udfordringen for mig ligger i at være vågen så længe. Nu har jeg langt større indsigt i hvorledes mine kræfter skal disponeres.

Mit første måltid efter hjemkomst til Danmark – røde bøffer og frisk frugt og grønt – som morgenmad ;-)

offroad mad

Kommentar (1)

  • Leo Finn Jensen

    Leo Finn Jensen

    06 august 2014 at 12:55 |
    Tak for en rigtig dejlig beretning. Dejligt at I trods alt havde overskud til at fotografere undervejs... :o)

    Svar

Efterlad en kommentar

Du kommentere som gæst. Valgfri login forneden.