Et godt Melfar MTB vejret til trods

Skrevet af Helle Stougård Søndag, 17 marts 2013. TAGS: Løbsberetninger | Melfar MTB | MTB | Vintervejr

Af Morten Nielsen, Cykelbasserne:

”5 Cykelbasser viste 5 x den midterste finger til vejrudsigten, og begav sig til Søbadet i Middelfart, hvor Motionscykelklubben Baghjulet inviterede til Melfar MTB.

Kender du området omkring Søbadet, vil du vide at der er godt med små hidsige stigninger og mange spor. I dag var det også muligt at få en bane med sne!!!

Arrangørerne havde endnu engang fundet lidt nye lækkerier frem, i form af nylavede spor til de lidt over 100 deltagere.

Da vi ankom til startstedet var sneen begyndt at drysse ud af skyerne, og temperaturen var 3 - 4 grader over frysepunktet, så de frysende basser lavede en hurtig omklædning og begav sig ud på noget der minder om opvarmning.

I dagenes anledning havde vi en løbs-debutant med, da Bo Stentoft skulle have sin ilddåb i sit første MTB løb nogensinde.

Bo´s mål for dagen var at gennemføre, og så ellers IKKE at slutte sidst i Herreklassen...begge dele lykkedes!

Arrangørerne havde lavet en superfed og hurtig rute, med et godt flow. Ruten var ikke så fysisk hård som den tidligere har været ved eksempelvis WeBikeCup, eller tidligere udgaver af Melfar MTB, men det var helt bevidst ifølge en af ruteplanlæggerne.

Efterhånden som sneen fik lagt sig og omgangene blev kørt, blev sporene mange steder helt utrolig glatte, med flere styrt til følge.

Ole nåede at gennemføre det meste af startloopet inden hans slangeløse bagdæk tabte luften, men efter et hurtigt pitstop var han tilbage på sporet.

Efter løbet var der den velkendte gode forplejning i målområdet, ligesom at Icanbike viste Pronghorn cykler frem, blandt andet en 27,5" MTB, som måske bliver det nye sort..."

Kilde: www.cykelbasserne.dk

mortennielsen

Om skribenten

Helle Stougård

Efterlad en kommentar

Du kommentere som gæst. Valgfri login forneden.