Mallorca turen 2014

Skrevet af Helle Stougård Søndag, 04 maj 2014. TAGS: klubture | Mallorca | Solskinsvejr | Udlandsture

Baghjulet blogger fra Mallorca - se billeder i fotoalbummet

Tak for i år - og på gensyn i 2015!

Motionscykelklubben Baghjulet har cyklet mere en 30.000 kilometer på Mallorca i uge 18. Tak til alle deltagere for en dejlig cykeluge, i godt kammeratskab. Vi ses på Mallorca igen til næste år.

takforiaar

 

Fredag, den 2. maj

Så er det blevet fredag her på Mallorca og ved I hvad? Vi har været ude at cykle!

Vi synes lige, I skal høre om Gittes første bjerg.

Gitte er den eneste Baghjuler, der meldte sig til i gruppe F og fordi hun ikke havde selskab af andre gruppe F'ere, måtte hun hænge på i gruppe E hele ugen. Og det er gået rigtig godt. I dag slog gruppe D og E sig sammen og cyklede en tur omkring Formentor og det blev Gittes første bjerg.

gitte1

Med sig havde hun gode venner fra Baghjulet, så hun var godt pakket ind. På billederne her er det Finn (Gittes mand), der trækker op af bjerget.

gitte2

Det er selvfølgeligt tilladt at tage stigningen i etaper og holde en pause.

gitte3

Og når toppen er nået, skal man selvfølgelig foreviges. Formentor er lige bjergtagende hver gang. Sikke en udsigt!

gitte4

Rigtig godt kørt af Gitte - og til andre gruppe F'ere: Mallorca kan anbefales. Hold jer ikke tilbage. Her kan man faktisk cykle på alle niveauer, A til F.

Ugen er ved at være gået. En rigtig dejlige uge, med fantastisk godt kammeratskab og rigtig god klubånd.

Lørdagen bruger nogen på en sidste cykeltur, mens andre slapper af og er turister (uden cykler). 

Dette bliver det sidste blogindlæg hernede fra. Måske kommer der et lille efterskrift - men NU skal de sidste timer hernede i varmen nydes i fulde drag, inden turen går hjem til Danmark i morgen eftermiddag.

Tak til alle jer derhjemme, der læste med.

PS. Glemte vi at fortælle, at også i dag blev en solrig og varm dag? ;-)

 

Torsdag, den 1. maj

At tænke sig ... I dag er det 2 år siden, vi stod nede i gågaden og sang fødselsdagssang. Kan I huske det? 

Pga. Jans fødselsdag, startede dagen med morgensang og det var faktisk 2. gang i denne uge. Første gang var i tirsdags, hvor en STOR flok ualmindelig morgenfriske Baghjulere tog et par klubkammerater på sengen i anledning af deres sølvbryllup!

Nå - men i dag fik alle grupper kørt deres Kongeetaper. Gruppe E var en tur omkring marmor stenbruddet. Gruppe D tog 120 km hen over Orienten.

B og C gruppen var en tur i Hullet. På billedet herunder ses Mallorca turens yngste og ældste deltager - Nikoline og Ingemann. Der er 48 års forskel mellem de to, der begge har cyklet i gruppe B i løbet af ugen.

niko ingemann

En lille flok fra gruppe A kørte fra Andratx og hjem til Alcudia. Ca. 140 kilometer og 2500 højdemeter. Johnny fortæller, at det var en vildt flot tur. De valgte igen idag en fantastisk dejlig café til indtagelse af en kop kaffe. Kaffen blev sponsoreret af en scooter udleje, som de hjalp med at læsse en defekte scootere ind i hans lille kassevogn. (Hjælpsomme Baghjulere!).

Og senere blev det en "fucking hård tur", som han udtrykker det.

gruppea torsdag

Johnny udnævnte iøvrigt Henrik til dagens kammerat, fordi han var så flink at tabe sin drikkedunk, som derved trillede ned af bjerget. Henrik måtte tilbage og hente den og derved fik han lige ventet lidt på de andre.

I aften blev Leif præmieret for sin flotte præstation. Han fik en medalje, af kammeraterne fordi han kørte op af hullet på 44 minutter og derved blev C-rytter Leif udnævnt til "skabs A-rytter"

I gruppe D stod Karen Marie (som havde "svigtet" gruppe C i dag) for den 120 kilometer lange turs eneste punktering og som I kan se på billedet, var hun i rigtig gode hænder (Hjælpsomme Baghjulere!).

karenmariepunkterer

Der var et skår i glæden, som berørte flere af vores grupper meget.

De passerede stedet, hvor en cykelrytter netop var blev dræbt ude ved Lluc klostret, i et sammenstød med en motorcykel. Da Baghjulets grupper kom forbi, så de en død cykelrytter i vejkanten, dækket af et ligklæde med cykelhjelmen placeret overnpå. Et MEGET uhyggeligt syn og en grim reminder om, at det ikke er ufarligt, det vi begiver os af med og at sikkerhed MÅ komme frem for alt.

For 3. aften i træk er der frie drikkevarer for vores medbragte klubtilskud og vi skåler med hinanden og sender en tanke til Baghjulet og tænker på, hvor heldige vi er, at være medlem af her. :-)

 

Onsdag, den 30. april

Onsdag morgen udenfor Hotel Viva Sunrice - vores turledere står klar til at hjælpe kammeraterne godt igennem hviledagen.

jan turleder klar

Og se nu det her glimt fra hotelfoyeen i morges: Baghjulere ER bare hjælpsomme mennesker. Her er det Martin der pumper et dæk ... ikke et CYKELdæk men et BARNEVOGNSdæk. Det klar vi også i en snæver vending.

pumper barnevognshjul

Der er iøvrigt mange måder at holde hviledag på. Gruppe A og B gjorde det ved at køre 140 kilometer, med et par tusinde højdemeter.

Gruppe C nøjedes med 95 kilometer.

Gruppe D og E slog sig sammen og kørte en hyggelig 60 kilometer lang tur ud omkring Selva - en tur hvor der næsten blev spist mere is og drukket mere kaffe, end der blev cyklet.

Atter andre blev simpelhen hjemme ved poolen, tog en svømmetur eller tog med på shopping tur.

Og når cykelturene ikke er alt for lange, så er man tidligt hjemme og kan nå en eftermiddagslur på solsengen.

hviledag

Det er sundt at få hvilet - i morgen venter Hullet, Andraxt turen og Kongeetapen op omkring Orienten. 

 

Tirsdag, den 29. april

I dag tog gruppe A en tur i hullet. Gruppe C og B, derimod, valgte at køre nogle lidt mere afslappede rulleture i dag, efter deres strabadserende ture i går.

Vejret har også været pragfuldt i dag.

cykleribaghjulstoj

 Gruppe D fik konstateret, at der ER skildpadder på "Skildpadderuten".

skildpadde

Gruppe D kørte 110 kilometer med Carl Ove som turleder. Han rystede en god rute ud af ærmet, og kun få gange undervejs måtte Carl Ove gøre holdt, med et "Turledren skal lige checke sin "Garmin"".

Fin retro-Garmin, Carl Ove har der. Og den virker.

retro garmin

Kl. 17.30 var alle grupper samlet hjemme på hotel Viva Sunrice, hvor Pia og Jan havde et velassorteret after-biking depot klar til os. Øl, vand, nødder, chips, chokolade i rå mængder.

Dagens sidste ture gik til og fra hotellets buffet, hvor 46 sultne baghjulere løb i pendulfart med tallerkner fyldt af KALORIER. Energi skal der til - i morgen venter endnu en dejlig dag på cyklerne.

Mandag, den 28. april

Alle grupper, fra A til E, har haft nogle fantastiske cykelture på Mallorca i dag. Men den absolut største applaus gik til gruppe C.

Gruppe C - med turleder Allan Moss, drog hjemmefra kl. 9.30 i morges, ud på en krævende tur omkring Soller og "de 24 hårnålesving". Gruppe C er kommet for at få fuld valuta for pengene. Der skal cykles igennem!

Gruppen var hjemme - og hold nu godt fast: Kl. 20 om aftenen, netop som klubkammeraterne havde sat sig til bords, for at spise.

grC kommerhjem

De var MEGET trætte, MEGET glade og MEGET stolte.

160 kilometer og mere end 2500 højdemeter havde de tilbagelagt. Deres Garmins var løbet tør for støm på stribe. De havde fået masser af sol på de bare arme. For flere af gruppens deltagere var det deres hidtil længste tur. Især Martin havde overskredet et utal af grænser undervejs og fik en medalje af sin turleder, hen på aftenen, for sin flotte præstation. Og masser af klapsalver.

Gruppe C har besluttet sig for "en lidt lettere" tur i mogen.

Dagens morsommeste historie, stod Jan Borges i gruppe B for og han fik lov til at fortælle den selv:

Jan kommer kørende op af et bjerg og vil gerne overhale en engelsk cykelrytter indenom. Som det høflige menneske Jan er, spørger han på sit bedste skole engelsk:

"Is it OK, that I come inside you?"

Til det spørgsmål, svarede englænderen: "Yes .... if not literally...".

janfortaeller

Også René fik en klapsalve med på vejen, pga. sit stunt - et styrt i en lille "flod", der løb ind over vejen. Kaj reddede sig selv gennem samme flod, med at HOPPE over vandet med sin racercykel, i bedste MTB stil. Herunder; et stemningsbillede fra gruppe B's hyggelige frokostpause tidligere på dagen:

b holder pause

Også grupperne D og E kunne fortælle om dejlige ture. Gruppe D var omkring "appelsinboden" og så pragtfulde udsigter - 95 kilometer kom de hjem med på tælleren.

Endnu en dejlig dag på Mallorca, sluttede ved hotellets hyggelige pool, med levende lys, terassevarmere og fantastisk betjening. Og i morgen, venter endnu en dag på cyklerne.

 

Søndag, den 27. april

Mere end én Baghjuler fik sin turlederdebut på Mallorca i dag.

I gruppe E styrede Pia sin lille gruppe sikkert på en 40 kilometers tur rundt omkring Port de Pollencia. I gruppe C fik Allan lov til at bestemme. Fin debut - der resulterede i, at gruppens planlagte 71 kilometers tur blev 105 km lang. Det gør ikke spor. Vi skal ikke lave andet end at cykle hele dagen og der er først after-biking kl. 17.

Helle var turleder i gruppe D og her var der ikke meget hjælp at hente fra gruppen, da den kørte forkert ud af byen pga. marked i Muro. Tilgengæld var opbakniingen super - ingen sure miner her - tværtimod stor applaus til Helle, da hun trods alt fik gruppe D godt i mål. 88 kilometer blev det til - i strålende varmt solskinsvejr.

helle turleder

 Lars Thomas tog sig kærligt af gruppe A ... (eller var det omvendt?).

I gruppe B fik Dennis lov til at styre slagets gang. Som I kan se, fik gruppe B kørt en masse højdemeter og fik nogle flotte udsigter at se:

dennis hojtoppe

dennisppeger

95 kilometer fik gruppe B tilbagelagt, inden de landede hjemme ved "pølen", hvor Karen Marie og Leif (vel hjemme fra Allans gruppe C tur) havde sørget for kolde øl, vand og chips (indkøbt for vores klubtilskud). En rigtig hyggelig måde, at slutte en dejlig cykeleftermiddag på.

IMG 4160

 

Lørdag, den 26. april - ankomstdag

46 Baghjulere er ankommet til Mallorca i dag, hvor de har indkvarteret sig på Hotel Viva Sunrice i Alcudia. Vejret er fantastisk flot og som I nok kan forstille jer, kunne vi næsten ikke vente med, at få lejecyklerne udleveret. 

Cykeludlejeren havde travlt. Han skulle udlevere 450 cykler i dag. 

Hen på eftermiddagen var alle Baghjulere dog til cykels og drog ud på øen i mindre grupper, til den første uformelle cykeltur. I dag var der ingen planlagte ture hjemmefra.

Hen ad halv syv var alle grupper hjemme igen. Aftensmaden blev indtaget ved poolen, hvor humøret var højt og appetiten stor.

aften

Les fra arrangørgruppen holdt breafing og fortalte om morgendagens tur og lidt generelt om ugens program.

Forskellige praktiske opgaver blev uddeligeret og turlederne blev udpeget.

lesfortaeller

Herunder: Et stemningsfuldt billede fra gruppe A (foto af Paw Ager) - Les og Lars Thomas er på vej op til Formentor.

Solen skinner og Mallorca viser sig fra sin smukkeste side. Alle glæder sig rigtig meget til for alvor at komme ud på turene i morgen.

mallorc les lt

Kommentar (1)

  • Helle Munk

    Helle Munk

    30 april 2014 at 08:18 |
    Rart at læse, at I har gode og oplevelsesrige ture. Og billederne får én til at ønske, at man var med endnu en gang :)

    Svar

Efterlad en kommentar

Du kommentere som gæst. Valgfri login forneden.